Ise – hvis fulde navn er Annelouise Adolph – er efter en pladepause på 6 år klar med en ny EP, der tegner billedet af en artist, der efterhånden nærmer sig en klar personlig stil og lyd. På debutalbummet ”Kø på Himalaya” fra 2013 var lyden mere kølig og elektronisk baseret – og var måske lige lovlig påvirket af den Marie Key lydbølge, som herskede i tiden deromkring.
”Født på kanten” er langt mere varm og håndspillet i lyden – og er mere relateret til en roots klingende kultur, ikke helt ulig det man kan lægge ører til fra f.eks. Signe Svendsen og Kajsa Vala.
EP’en indeholder seks numre – der alle som fællesnævner har tekster, der fortæller historier – og gerne vil fremstille tingene som de er, uden at gøre hverken tingene eller teksterne mere komplicerede end de er. Det fornemmes dog, at Ise, som sangskriver, kan lide at lege med ord – og få dem til at skabe nogle stemningsbilleder, der til tider også har en bagside.
Hun er opvokset ved vandkanten i Helsingør – deraf titlen på albummet – lidt som den pæne pige, der dog tog job på et af byens mere listige værtshuse, hvor der blev serveret drinks som ”Stine’s morgentis” og ”Nosseknuseren”. Hun optrådte også på det omtalte sted – hvor musikken mest blev brugt til at få spillet lidt ro på.
Roen og den pæne pige er stadig elementer, der er fremtrædende på albummet, der måske også til tider musikalsk mærkes lige for lidt. De kanter og krumspring, der er i tekstuniverset ville være skønt også at kunne høre mere i det musikalske udtryk fremadrettet. Men det er rart og behageligt at høre på – og især ”Ned med hovedet” og ”Født på kanten” – rummer en magnetisk tiltrækningskraft og en luftig melodiøstiet, som man ikke sådan lige bliver færdig med.
”Frie hjerter” var oprindeligt tiltænkt som en bryllupsgave til hendes mand – Søren Adolph – der medvirker som bassist på pladen. Men det et godt valg, at dele den med os andre. For den har noget eventyrligt over sig – og lyder nærmest, som et nummer, der kunne være en titelsang til enten en god familiejulekalender eller et nyt disney-eventyr. Smukt, kærligt, usentimentalt – og med den herlige linje ”Jeg er ingen PJ eller Emmylou, jeg ved det godt. Jeg er kun mig selv, måske en smule lunefuld”.
Der er nu ikke så meget lunefuldt over denne EP samlet set. Den spiller sig i bund og grund sikkert hjem – er hele tiden i omdrejninger uden de helt store udsving i det roots-poppede univers, hvor dog velplaceret mandolin, guitarer, og lap-steel fra Kasper Olsen undervejs er med til at løfte numrene lidt væk fra tangenterne. Ise spiller nemlig selv klaver – og producer Rasmus Glendorf er på keys – og den indgangsvinkel høres i det samlede billede.
”Brevskriver” har noget herligt højstemt over sig i selve melodien og grundtonen – men fremstår med netop smukt klaverspil og en vildtvoksende violin som ledsager , at være de bærende elementer, der i den grad sikrer et nummer med vokseværk. Mest neutral fremstår ”Lidt for sent” – en ballade – uden antydning ballade eller andet der sådan rigtigt kan sætte minderige aftryk.
Det gør til gengæld ”Metervare” – der er endnu en iørefaldende omgang, der ironisk nok understreger, at Ise er alt andet end en metervare. Hun har noget at byde på, og noget at komme med, og når hun synger linjen ”vi er frie som aldrig før”, så ved man, at man sagtens kan lave en anmeldelse her i 2019 uden overhovedet at nævne hendes medvirken i en populært underholdningsprogram på landsdækkende TV tilbage i 2011.
