J. TEX – “Neon lights & Little White Lights”

Fotograf: Album cover

“Traditionen tro er lyden af J. Tex som en rar rodfæstet vækkelse”

Selvom J. Tex aka Jens Einer Sørensen har udgivet hele seks album siden 2005 har jeg – desværre – kan jeg nu med sikkerhed skrive under på – ikke rigtigt fået tjekket ham nærmere ud tidligere.  

Nogle album er som dette udgivet som J. Tex – andre som J. Tex & The Volenteers – uden af der har været ændret voldsomt i det rodfæstede musikalske DNA, der i J. Tex støvede sangunivers er bygget op på en stor, stolt og lang amerikansk roots, folk og blues historie.

Jens Einer Sørensen bor i København og er opvokset i Danmark, men er født i Detroit. Han har spillet musik siden han var seks, og man hører tydeligt at det er musik, der kommer indefra og bare må ud. Han er traditionalist med en rustik og upoleret tilgang – men for filan da – hvor han kan sine metier – og bør ses i samme liga som f.eks. et par relaterede spillemænd som Paul Banks og H. P. Lange, der dog begge generelt er mere ‘blues blå’ end J. Tex er i sit udtryk.

Der bemærkes et uhyggeligt højt bundniveuaet i den samlede produktion – men ikke mindst på ”Neon Signs & Little White Lies” – der vel nok må regnes som karrierens hidtil bedste. J. Tex har en stemme der hele vejen igennem mærkes ægte, rolig og autentisk – liggende i et dejligt tilbagelænet leje a la J. J. Cale.

Nummeret ”Way Down in the Country” lyder da også nærmest som et godmodigt genfærd af salig J. J. Cale, og jeg måtte rent faktisk lige tjekke om det nu var et hidtil ukendt J. J. Cale nummer som J. Tex havde indspillet. Det var det ikke – alt tekst og musik er af J. Tex – men flere numre har dog være udgivet i tidligere versioner – blandt andet ”Drummer Boy” og ”Real Thing Goin On In Tennesee”, der begge var at finde på den ligeledes anbefalelsesværdige EP ”Banjo Trash Presents, Vol. 1” fra 2018.

Igennem samtlige 49 minutter er man i selskab af en stemme, der både beroliger og hygger på øregangen. Som baggrundplade er den simrende, stemningsfuld, varm og hyggelig – men heldigvis også mere end det. For J. Tex er også en god og ligefrem storyteller, der bevæger sig opmærksomt og søgende over by, land og forladte områder og samler op omkring roots- og country genrens klassiske skæbnefortællinger om svigt, fyring, flugt, nedlukninger, familie tragedier, den svære kærlighed, og de nye drømme.

Det musikalske udtryk leveres primært af J. Tex på vokal og guitar, samt hans mangeårige musikalske ’partner in crime’ –  Frank Borgaard på bas – og Thyge Van Dassen på violin. De fungerer som en velspillet helhed, men især Van Dassen er i den grad med til at løfte de enkelte numre med sit levende og hele tiden veloplagte og veldoserede spil.

Undervejs klæder Benny Pedersen lydbilledet med klassisk klangfuld pedal steel og på et par numre – ”Rocket Ship” og (selvfølgelig) ”Drummer Boy” – medvirker Julian Guedj på trommer. ”Rocket Ship” har en dragende smuk – næsten rørende – J. J. Cale meets Neil Young stemning over sig – alt imens ”Drummer Boy” bare er et eksempel på hvordan J. Tex stille og roligt er vokset som sanger og arrangør med tiden, og formår at konvertere summen af inspirationskilderne til sit helt eget slutresultat.

Disse to numre – der findes som sjette og syvende sang på albummet – er sammen med de foregående fem af en så høj klasse – at jeg nåede at tænke, at dette simpelthen var et af de bedste album jeg har hørt indenfor genren i årevis – og det siger rent faktisk ikke så lidt. Tag bare åbningsnummeret ”Broken Rose”, der byder velkommen med et melodisk overskud og et drive, der nærmest mærkes som en vækkelse. Det  niveau slippes ikke på hverken det efterfølgende titelnummer, på genindspilningen af det der da må blive en ny-klassiker ”This old Banjo” samt den herligt usentimentale country perle ”I Told You So”.  Pladens sidste fem numre har ikke helt samme magi, selvom det aldrig bliver mindre end godt. Pusten tabes aldrig, men vi lander på et mere virkelighedsnært niveau.

”I don’t care what you think about me” synger J. Tex på det sidste nummer – og det tror jeg på. Hans musikalske fortællinger kan da også sagtens stå for sig selv. Det kræver bare at folk ved at de er der – og derfor er det jo glædeligt at benævnte ”Broken Rose” jo næsten allerede er blevet et hit på DR P5 – hvor den har været afspillet hele 4 gange indenfor de sidste 5 måneder! Spøg til side. Roots musikken har ikke plads i DR – sådan er det. Til gengæld har den plads i flere og flere musikhjerter. J. Tex har bestemt også vundet en plads i mit med dette album.  

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 23.10.20
Label: Heptown Records
Genre: Roots

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 23.10.20
Label: Heptown Records
Genre: Roots
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.