Dette er det fjerde album fra 25-årige Jacob Dinesen, der debuterede tilbage i 2015 med hans selvfinansierede album ”Count the Ways. Siden er hans karriere efter den efterfølgende pladekontrakt med REO Records kun gået en vej – og det er frem. Til gengæld har udtrykket også ændret sig på de efterfølgende album ”Brace Against the Storm” og ikke mindst på det seneste album ”Found it” (2018), der i sit lydbillede tydeligvis skulle tilpasses de større formater og ambitioner. Fair nok.
Naturligvis ikke mindst fordi Jacob Dinesen med tiden helt naturligt er vokset som både sanger og sangskriver. På ”Found It” blev der søgt efter en mere moderne pop/rocklyd – med hjælp fra flere forskellige producere. Det lykkedes kun til dels – og måske det er årsagen til at hele tre numre fra det album har fundet vej til ”Let the hard times come” i nye – og markant bedre (og personlige) versioner – ikke mindst når vi taler ”Telephone” og ”Search for you”.
På ”Found It” kunne man godt finde frem til at ”Telephone” i sin grundform var et gævt godt nummer – men med læsterlige lag af næsten kitsch klingende keys, der vel næppe har lydt mere malplacerede og småirriterende siden Kim Larsen udgav ”Wisdom is sexy”, blev det serveret som et nummer direkte til glemmebogen. Producer Chief 1 har lavet meget godt, men her havde han umiddelbart en dårlig dag i studiet.
Det havde Jacob Dinesen så ikke da han her til dette nye album genindspillede nummeret i en ny groovy og sumpet udgave, hvor bassist Jens Pilgaard virkelig spiller en hovedrolle – og er med til at løfte nummeret op til det mesterlige – ja, måske et af de bedste overhovedet hørt fra JD på plade! Og første fingerpeg om at stemmen er tilbage i fokus.
WAUU for en åbning af et album, der i øvrigt – ganske bemærkelsesværdigt IKKE er udgivet digitalt – men kun i fysisk format – altså på LP og CD. Denne anmeldelse er skrevet på baggrund af LP udgaven med otte numre, mens CD udgaven indeholder to bonusnumre. “Roll with me” og “Beautiful Sight”. Albummet sælges i forbindelse med den aktuelle solo tur – og på visse online platforme – imusic.dk, phono.dk f.eks.
Albummet er indspillet i det anerkendte Lundgaard Studio – og fremstår med en overvældende og klar lyd, så det rent faktisk føles som at Jacob Dinesen – og momentvis benævnte Jens Pilgaard på bas og Jesper Andersen på trommer – spiller i din dagligstue. En udsøgt fornøjelse – og rent ud sagt en “PLAY IT LOUD” LP!
Det andet nummer på pladen – ”Search for you” har også fundet ’hjem igen” efter en sikkert velment – men ikke særlig vellykket produceret Søren Balsner (Carpark North) udgave på ”Found It”, hvor den var tilsat rytmik, der mest af alt skabte billeder af Emmelie De Forest og medførte et helt forkert fokus i et nummer, der ellers i sit DNA er en af de smukkeste ballader denne skribent har hørt fra Jacob Dinesen ever. I den nye version får den søgende sjæl mere ro og luft – og hjælpes nænsomt på vej af en nærværende mandolin, der er med til at finde tilbage til sangens kerne – og historiens nerve. Igen tæt på det mesterlige.
I covernoterne med diverse taksigelser skriver Jacob Dinesen blandt andet i sin tak til studieteknikker m.v. Jonathan Koch – ”…. and for always having a G&T waiting for me, when I made a good take”. Og efter at have “Let the hard times come” i – meget apropo – ‘fulde’ omdrejninger en uges tid må det konstateres, at Jacob Dinesen må have fået adskillige Gin & Tonic under den session – for det er i bund og grund et album, der består af 8 “good takes” af sange, der har DÉT – og mere til! Så skål – og tak for det!
Og det kan godt være at JD er en håbløs elsker – men også det nummer ”Hopeless lover” viser – selvom det ikke når selvsamme højder, som de foregående, at han er en sangskriver, der kan sit håndværk, og sin historie – uden at dvæle for meget ved den. For Dinesen ser sig nok agtsomt i bagspejlet – men vogntoget kører fremad – og med i lasten er nu også ”Now I Know. En helt akustisk sang, der starter med en frit fløjtende Dinesen – som siden virkelig folder sig ud som sanger – og som en storyteller, der sagtens kan måle sig med de fleste andre sangskrivere, der også ved at Johnny Cash har efterladt nogle store sko, som man godt må træde ned i med respekt.
SIDE B åbner med albummets måske stærkeste nummer ”Silent Hill”, som mange ’gamle fan” sikkert vil kunne huske fra dengang Jacob Dinesen spillede på Hagge’s, Bartof Station og til privatfester. I sin grundtone og stemning nok det tætteste Jacob Dinesen har været på sin nestor Allan Taylor – der må sidde stolt tilbage når han hører denne udgave. En lang akustisk guitar indledning med stemningsfuld rumklang, og så pludselig denne modne dybe stemme, der virkelig træder i karakter og stjæler rummet. Pladens længste nummer med 5 minutter og 42 sekunder, men ikke et sekund for meget. Og for lige at understrege alvoren slutter det med tre slag på guitaren, for ligesom at banke den sidste lyd ud. Symbolikken skinner om kap med et nummer, der igen rammer det nærmest perfekte i udførelse og produktion.
Titelnummeret er en fin country inspireret sag med et let iørefaldende omkvæd, og fungerer fint som et let oplæg til ”Ocean Bed”, der også var at finde på debutalbummet. Oprindeligt måske indspillet bag lidt for store ’røvballegardiner’ – mens den her er meget mere enkel i sin rytmiske opbygning – hvilken skaber den inderlighed og nerve, som nummeret med sin rørende tekst om evigt ’broderskab” og venskab fortjener. En version ,der virkelig viser hvad det er Dinesen kan med sin stemme når han fremstår mest sårbar og nøgen.
Og det er generelt styrken ved dette album. Man får hvad man ser og hører. En ærlig og reel og hårdt arbejdende ung mand – med stor personlighed, og som er modnet i løbet af fire album – og stadig har en vokal, der kan langt mere end de fleste – og plejes seriøst af masser af cigaretter og god spiritus.
Albummet lukker med ”Ordinary Guy”, der også var på ”Found It” i en glimrende udgave, men her skæres den også helt ind til benet. Og skåret helt ind til benet så er dette det hidtil mest helstøbte Jacob Dinesen album. Det er lyden af manden og mennesket og sangeren Jacob Dinesen. Og mere kan man vel næppe forlange.
Man kan heller ikke forlange at han lyder sådan altid. Og ligesom med gode folk som Bruce Springsteen og Neil Young kan det meget vel tænkes, at Jacob Dinesen også fremover en af de kunstnere, der sagtens kan det med både og. Skifte spor med jævne mellemrum, og klæde – som regel gode sange – af og på.
Nyeste single er f.eks. en ret poppet udgave af tidligere omtalte ”Now I Know” – som i den nye single version ikke længere vækker minder om Johnny Cash – men mere The War on Drugs. Bestemt radiovenligt – men næppe på samme måde langtidsholdbart – men for filan – selve NUET skal jo også leves og nydes.
Jeg er ikke et sekund i tvivl at Jacob Dinesen som artist er langtidsholdbar. Han har altid været både en drømmer og en handlingens mand. Jeg vil prøve det samme og som sidste handling i denne anmeldelse nævne at jeg i nat drømte om en JD-plade i samme set up som ”Let the Hard Times Come” – men med Dinesen på dansk – og med en duet med Rikke Thomsen på sønderjysk!. Så nu er det vel bare at vente på et stjerneskud – og ønske – og mens jeg gør det, sætter jeg lige ”Let the hard times Come ” i omdrejninger igen – for ”Now I Know” – det er trods alt der han er aller bedst!
