Jacob Dinesen med band – Store VEGA, KBH – 08.04.2022

LE2B9907

Fotograf: Maria Fremming

”Dinesen spillede med nyt hold og åbne kort, på en fantastisk aften, der dog ikke helt ryddede bordet”

Koncerten i Store Vega var den hidtil største for Jacob Dinesen i hovedstadsområdet.

Selvom han efterhånden har rundet de 25 år, og har udsendt 5 album, hører man blandt publikum stadig bemærkningen ”det er altså utroligt at han med den stemme ikke er ældre”.

Sådan lød det også, da jeg selv hørte ham første gang til hans debut i KBH-området, den 7. november 2015 på Bartof Station på Frederiksberg.  

Dengang gik strømmen til scenen. Teenagen Dinesen tog det med ophøjet jysk ro og lune. Konstaterede ”Sådan noget plejer ikke at ske ikke i Sønderjylland”, og så trådte han ellers en meter frem på scenen, og spillede resten af sættet helt akustisk og uden mikrofon. Da vidste man at det var mere end talent man lige havde oplevet.    

For det kunne han kun gøre fordi han har et autentisk spillemandshjerte, der hviler i musikken og i samspillet med publikum, og fordi han nu engang har den gave, som hans dybe og rustikke stemme er. Den er siden holdt godt ved lige, og har udviklet sig, blandt andet ved hjælp af lidt god rom og lidt røg.

Den tætte og nære kontakt med publikum har Jacob Dinesen også her i VEGA fra det øjeblik han går ind på scenen, og sætter godt gang med ”Reel Life. Et af hele 10 nye numre, ud af 12 mulige , der er hentet fra sidste års ”The Joker’s Hand” album. Et både fornuftigt og modigt valg på en sætliste, der inklusiv ekstra numre løber op i 19 stykker, og samlet hørt føles som en musikalsk bredside til os alle. Rock, folk, roots, pop, soul blandes smagfuldt og helt naturligt i løbet af de 90 minutter koncerten udspiller sig i.    

Kontakten kom ikke ved hjælp af en masse snak. Det brugte JD slet ikke tiden på i de første fem numre, hvor musikken fik lov at tale for sig selv. I stedet opstod den via øjenkontakt, pegefingre ud på udvalgte publikummer, og masser af bevægelse fra side til side på scenen. Der er altså ikke nogen, der skal føle sig overset om de står forrest, bagerst eller oppe på balkonen til en JD koncert.

Bag sig har Jacob Dinesen efter en succesfuld solotur nu igen sit band – eller rettere et band med et par gamle kendinge, og en par nye kræfter. På bas er det stadig Jens Pilgaard, og på tangenter David Lee – mens Casper Simonsen (The Boy That Got Away) er kommet med på trommer, og Vincent Daly (The Consolation) på guitar.

Bandet lagde ud i sidste uge i Ålborg, og de virker bestemt allerede som en helhed, selvom de måske stadig spille lige lovligt ”safe”. Man fornemmer helt klart, at der er meget mere der kan foldes ud, som de efterhånden vil blive yderligere sammenspillet.

Denne aften fik de bestemt varmet VEGA op, men de fik altså ikke taget til at løfte sig. Vincent Daly fik kun en enkelt gang lov at folde sig ud for alvor, på et af aftenens store højdepunkter – mesterværket ”Doing Hard Times” fra seneste album.

Og det er da hårde tider pt. Men 1 ½ time i selskab med en omfavnende og givende showmand som JD gør nu at det giver mening og håb, når koncerten lukker med fællessang på ””Good times will come tomorrow”.

Indtil da var det ellers JD klassikere som ”Found it”, ”Take Her Away”, ”Beautiful Sight” og ”Jessie”, der  virkelig fik tændt fællesskabsfølelsen i salen, og fik folk til at klappe og synge med. Af de nyere numre beviste særligt ”Midnight Hour”, ”Throw Her Away” og ”The Joker’s hand” at de alle har nyklassiker potentiale.

Som indledning til sidstnævnte nummer fik vi aftenens eneste længere præsentation, da Jacob Dinesen på underholdende og kærlig vis delte anekdoter ud om sin nære ven og mentor Allan Taylor, som han har skrevet og indspillet den rørende og rammende sang med.    

At numre som ”Beggar” og ”Let Me Stay” var lagt i sidste del af koncerten træk desværre unødig noget af energien ud, og gjorde at noget af stemningen i salen fra et ellers dedikeret og medlevende publikum blev tabt en anelse.  

Der var ingen numre fra debutalbummet på sætlisten – heller ikke ”Dancing Devil”. Det føles lidt som at gå til en The Rolling Stones koncert uden de spiller ”Satisfaction”. Den må tilbage på sætlisten!, og så vil jeg da foreslå at ”Beggar” og ”Let Me Stay” med tiden udskiftes med f.eks. et par andre eviggrønne numre fra netop debutalbummet.

Både ”Get If Off My Back” og ”Say My Name” rummer potentiale til at få en kærlig make-over, der virkelig kan give dem nutidigt potentiale. Smid lidt The War on Drugs vibes efter det første og tilfør lidt ekstra folk-punk energi til det næste, og så vil du have to numre, der smukt kunne piske en stemning op, og spille sig ud efter f.eks. ”Now I Know” og ”Throw It Away”.

Inden han gik i gang med glansnummeret ”Roll  With Me”, som det første ekstranummer, havde Dinesen sluttet selve sættet af med den fantastiske duet ”How Can I keep from Singing” sammen med Sebastian Wolff. Tænkt sig at den danske musikscene har to så fede rockstemmer. I den grad stort at se dem sammen.

Ikke mange i salen virkede dog til at sætte pris på Sebastian Wolff, da han indledningsvis gik på scenen solo, som opvarmning til aftenens hovednavn. Der blev snakket en del i salen, hvoraf flere virkede direkte forundret over at der i det hele taget var opvarmning. ”Det da ikke Jacob” (ha ha ha). Jovist, det var fredag aften, men at der fra et velvoksent publikum, hvoraf vel cirka ¾ aldersmæssigt kunne være den gode Jacob Dinesens forældre, alligevel ikke kan udvises mere respekt over for en så markant figur på den danske musikscene er nu alligevel forbløffende og skuffende. Så fra min ståplads på 5-7 række foran hørte jeg næsten mere snak end musik, og ’sjove’ bemærkninger som ”spil noget vi kender” og ”Ja, så må det være tak for i aften” etc.

Når det er sagt er det også tydeligt, at Sebastian Wolff er noget mere sårbar og skrøbelig når han står alene på scenen end når han lægger alt ned i front af hans store orkester Kellermensch. Som solist kigger han indad, i stedet for at række ud, og numrene står derfor måske lige nøgne nok til en fredag i et næsten udsolgt VEGA, hvor forventninger er et helt andet sted.  

Kun ”Nothing” bed virkelig fra sig, og gav indtryk af det man ved Sebastian Wolff virkelig står for, og som han heldigvis også senere viste med sikker overbevisning som gæst hos Dinesen.

Alt i alt dog en fantastisk aften med masser af kærlighed og god musik i luften. Jeg føler mig sikker på at det vil være en god ide, at tjekke JD med band ud senere på året. For der er med garanti flere jokere både på hånden og i ærmerne. Trust me. Lige så sikkert som at alle veje fører til (en god )rom, lige så sikkert er det, at han trods alt stadig er en “Dancing devil”.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.