Ikke meget er som det plejer her i det herrens år 2020. Og dog – ”mine damer og herrer”, som den unge 25-årige Tønder knægt Jacob Dinesen – konsekvent tiltaler sit publikum, så lever musikken heldigvis stadig – på trods – og på noget andre vilkår. Dinesen er godt i gang med sin første solo tur – ”Alone on the road” – og at dømme efter de 90 minutter til den første af to koncerter i Portalen i Greve, så bør det ikke blive en så unik og sjælden oplevelse, som den tour først var meldt ud som.
For Dinesen behøver rent faktisk ikke et band for at skinne – han og hans sange står fint selv – og formår at ramme publikum fra første til bagerste række – også et mellemstort sted som Portalen. Så hvis han fremover kan veksle mellem de to formater, så skal der nok blive flere gode end hårde tider.
Rammerne blev gjort klart fra starten. Overkroppen må bevæges, der må skåles, der må knipses – i stedet for at råbe, og der må klappes og trampes i gulvet, og det sidste skulle han så lige gøre sig fortjent til. Fair nok, den var han med på.
Entertaineren Jacob Dinesen foldede sig veloplagt ud – kaldte Portalen for det bedste sted at komme til – han elskede ligefrem at komme her, havde glædet sig som en lille barn – måske ikke mindst fordi man må ryge backstage! – og han fortalte både ’far jokes’ og ”onkel vittigheder” – og byggede nærmest et højhuss af vittigheder op omkring sit sangskriversamarbejde med Søren Huss , der resulterede i den smukke kærlighedsballade ”Into Your Arms”, som også denne fredag aften blev fremført i en version, der gjorde at man lige nåede at tænke “Det var lige godt, Søren’s, som han da kan ham Jacob”.
Som han selv sagde – ”jeg er i balladehumør i dag” – efter at han blandt andet kærligt havde voksenmoppet 50 plus delen af publikum (og dem var der mange af) med deres generelle problemer med mobil- og blitz håndtering under koncerter.
Men hvad filan ingen er jo fejlfri – og Jacob Dinesen måtte da også erkende, at selv den bedste kan fejle, da han f.eks. startede et nummer med et tryk på den forkerte pedal ved pianoet – eller da han ”fik en rom galt i halsen” og stemmen svigtede i ”Take Her Away” – eller da han måtte ændre starten af ”Now I Know” pga han simpelthen ikke kunne starte med det normale fløjt lige efter han havde skraldgrinet efter et godt timet mobilbip i salen – eller da han lige var ved at kløjes i en enkelt linje i selve finalen.
Det morsomme og det menneskelige gik således perfekt hånd i hånd, og sikrede en nærværende og tæt stemning imellem Dinesen og publikum. Men at der er skruet op for entertainergenet, betyder ikke at der er skruet ned for den musikalske ydeevne. Det blev til 90 minutter, der i øvrigt startede med intro og sluttede med outro i form af tonerne fra Tom Waits ”Jockey Full of Bourbon”. En af de kunstnere, der ligesom Johnny Cash, Bruce Springsteen, og Frank Zappa, har været med til at forme mennesket og artisten Jacob Dinesen.
En artist, der leverede 12 sange, der alle stod flot – men som også viste, at det altid er et sats når der ændres ved påklædningen af en sang. Nogle gange styrker det – andre gange svækker det. I går skuffede f.eks. ”Dancing Devil” og ”Good-hearted Father” – der ellers er to af mine absolut favorit JD-sange. Men djævlen var ligesom erstattet med bare en god tro følgesvend på det førstnævnte og på sidstnævnte gik der for simpelthen for meget rock and roll elektrisk forstærket guitar og to-the-duck-walk like Chuck Berry attitude i det. Det hev næsten selve sjælen ud af det ellers mesterlige nummer, selvom det blev samlet op til sidst da han lod sin dybe røst få overtaget i grad, så man selv oppe på balkonen kunne mærke alvoren – og selv med langærmet trøje kunne mærke gåsehuden.
For Jacob Dinesen mener noget med sine sange – og delte godt ud af anekdoterne om mange af dem – ligesom han betroede at han aldrig ville skrive eller synge på dansk. I forbindelse med genforeningen var han af DR dog blevet bedt om at skrive nogle danske linjer til sin hjemstavnssang ”Beautiful SIght”. Det gjorde han så og han følte måske alligevel at der lå en ny CV gemt i ham. Men så sendte han lige linjerne til hans gode ven Michael Falch for at få lidt feedback – og så kom der ellers 4 nye linjer retur – og det var dem der blev valgt! For nu var det ikke bare godt – ‘Falchen’ havde ramt lige præcis de ord, der sagde det hele.
Og sådan er det ofte med ord og musik. Det er svært at regne ud hvornår magien opstår. Hvornår den bare ER DER. Til koncerten med Dinesen var den der nu allerede fra åbningsnummeret ”Telephone” – og især igen i en stærk og intens udgave af ”Beautiful Sight” – der var det første af i alt tre numre bag pianoet. Det nummer fik ny magisk næring – ligesom to af numrene fra seneste album ”Let The Hard Times Come” og ”Now i Know” gjorde det.
I den lange præsentation af ”Beautiful Sight” omtalte Jacob Dinesen med et af de mange gode eksempler på den glimrende balance, der er mellem ego og selvironi, at han naturligvis læser anmeldelser og han fremhævede så en der have omtalt en særlig detalje omkring at han fik en gin og tonic når han havde lavet et ’good take’ i løbet af de tre dage og nætter de var i studiet.
Anmeldelsen kan læses her på Side 33 – så det sagt – og ordlyden var helt præcis :
”I covernoterne med diverse taksigelser skriver Jacob Dinesen blandt andet i sin tak til studieteknikker m.v. Jonathan Koch – ”…. and for always having a G&T waiting for me, when I made a good take”. Og efter at have “Let the hard times come” i – meget apropo – ‘fulde’ omdrejninger en uges tid må det konstateres, at Jacob Dinesen må have fået adskillige Gin & Tonic under den session – for det er i bund og grund et album, der består af 8 “good takes” af sange, der har DÉT – og mere til! Så skål – og tak for det! ”
Jacob Dinesen sluttede festen med ”Roll with me” – og fik spontane bifald og tung gulvtrampen som tak – men det helt store magiske øjeblik var nu opstået i nummeret forinden – ”Ordinary Guy”. En sang om at turde at gå efter drømmen – gå sine egne veje – også selvom autoriteter som lærere og andet godtfolk siger noget andet.
En sang hvor alt gik op i en højere enhed – den morsomme og tankevækkende fortælling op til nummeret – og i selve nummeret – vokalens vægt, modenhed og målrettethed – det smukke fingerspil, det underliggende dæmpede backtrack – og den samlede helhed, som gav det måske enkle, men også krystalklare svar på hvorfor Jacob Dinesen rent faktisk er alt andet end en ”Ordinary Guy”.
