I den brede danske befolkning er guitarist Jacob Gurevitsch vel nok mest kendt for sin faste plads i The Antonelli Orchestra, der er husorkester i TV-underholdningsprogrammer som ”Toppen af Poppen” og ”Vild med dans”. Andre vil huske ham for hans godt tre år, som en vigtig del af en af de nyere udgaver af The Savage Rose.
Men på verdensplan er det numre fra hans album som soloartisten Jacob Gurevitsch, der vækker genklang. Alene titelnummeret ”Lovers in Paris” fra hans debutalbum af samme navn er streamet 8,5 millioner gange på Spotify, og den tilhørende video er vist mere end 34,5 millioner gange via hans egen YouTube kanel.
”Spanish Instrumental acoustic guitar music” præsenteres “Lovers in Paris” som, men heldigvis beviser hans aktuelle fjerde soloalbum ”Yellow spaceship”, at hans musik rummer mere end ’bare’ det. Når jeg skriver heldigvis, er det fordi jeg selv normalt hurtigt bliver mæt af den spanske guitar, hvis den får lov til at indtage en for stor hovedrolle, og samtidig være lige en tand for artistisk og pæn i sit samlede udtryk. Det sker ikke på ”Yellow spaceship”. Her er det absolut sublime og veldoserede guitarspil mest af alt en nærende del af en både kontrastfuld og varieret helhed.
Albummet er således rig på tværkulturelle flows, og dykker ned i både jazz, flamenco og bolero, og med maleriske hint af svenske, italienske og franske soundtrack-motiver.
Alle numre er skrevet af Jacob Gurevitch, og det fremstår som hans foreløbig klart stærkeste kompositoriske værk. Dertil har han selskab af en sand stjernerække af primært danske musikere, der har skabt nogle musikalske rammer, hvor det hele er mere end ’pænt godt’.
‘Klagesang’ og godt med musikalsk krymmel
Albummet, der som vanligt primært er instrumentalt, er optaget både hjemme i København og på hans ’hemmelige” tilholdssted på Mallorca – og gæstes undervejs af tre vokalister. Den internationalt anerkendte spanske sangerinde Buika, som også medvirkede på Santana albummet ”Africa speaks” (2019) er en karakterfuld ’klagesanger’ på ”Melancolia”, der som albummets længste nummer, for alvor åbner albummet op efter den lavmælte og melankolske åbning med titelnummeret.
Den danske sangerinde Alice Carreri har både romantikken og byens rumsterende rytmik og hemmelige afkroge indfanget i hendes skønne og nærværende vokalpræstation på ”La Ville”, der er et blandt en håndfuld numre, der simpelthen rammer det niveau, hvor man som lytter må konstatere – ’så kan det da vidst ikke blive meget bedre’.
Alice Carreri er i øvrigt selv aktuel med albummet ”More Than You Know”, der udkom den 14. januar, og som jeg da personligt med garanti skal dykke nærmere ned i.
Sidste vokal indslag på albummet er fra Mark Linn, en af vort lands lidt oversete og henglemte croonere. Han er med på ”Breathe”, der nu ikke efterlader én helt åndeløs af begejstring, men nummeret forbliver en solid overgang til albummets to afsluttende højdepunkter ”La Maison Verte” og ”Finus”.
”La Maison Verte” er pladens mindst orkestrerede nummer, og det klæder i den grad nummeret at bassist Bastian Sjelberg får ekstra plads og rum, mens det rytmiske ’bagtæppe’ fra trommeslager Jeppe Gram og percussionist Jacob Andersen leverer den slags krymmel, der er andet end farverigt fyld. Selv spiller Gurevitsch her også dejligt jazzificeret og ret tæt på direkte gudesmukt.
Afsked med Jacob Andersen
Som det sikkert er de fleste læsere bekendt døde Jacob Andersen (Danseorkestret, Koppel-Andersen-Koppel, Mikkel Nordsø Band o.m.a.) sidste år. Han var en nær ven til Gurevitsch, men han nåede altså at bidrage til dette album på hele otte af de 10 numre, der er at finde på vinyl- og CD udgaven. Digitalt er det ellers enkle og flotte (og meget spansk klingende) ”Elevation in Minor” udeladt. Så hvis du vil have den fulde optur er det altså med at komme i omdrejninger og få indkøbt et fysisk eksemplar.
Det gudesmukke stopper heldigvis ikke med ”La Maison Verte”. Det får tværtimod en ekstra finish på afslutningsnummeret ”Finus” – hvor hele ni musikere – heraf tre på cello – skaber en helt rørende filmisk afslutning og en henført happy end.
Det bliver så den slags ’film’ man straks får lyst til at genbesøge, ikke mindst forbi man undervejs også har været forbi ”Gamle Stan”, hvor altid givende Mathias Heise (mundharmonika), og Jonas Kragh (lap steel, pedal steel, ukulele)) tilføjer de ekstra ingredienser, der gør en forskel for det samlede stemningsbillede, ligesom Jonas Vissing på trompet gør det på albummets varme og skinnende perle ”Song for Sol”.
Efter lidt over tre kvarter i højt kvalitativt selskab med Jacob Gurevitsch og de 16 forskellige musikere, der medvirker, er det ærlig talt svært ikke at være blevet lidt ekstra ”Vild med spansk”. For dette album er på alle måder ”toppen af poppen”, ikke mindst hvis du holder af drømmemusik for det vågne sind og den søgende sjæl, der ser både smil og sorg i øjnene.
