Ærkedanske Jake Green er en ”Hard Workin Do It Yourself” mand – der ikke mindst i form at sin rå og kraftfulde stemme – har imponeret ved hundredvis og atter hundredvis af koncerter i både ind-og udland i det seneste tiår. I 2011 udsendte han ”Live@malmo festival” – med seks numre – og siden har han været konstant på landevejen – enten solo – med sit band – eller på de utallige jam aftener på Mojo Blues Bar i København. Og at øvelse gør mester, mere end fornemmes når han nu udsender albummet ”Seven Years After”, der er en optagelse fra selvsamme festival i 2018 med Hans Rosenberg på trommer og Jens Simonsen på bas.
Både som vokalist og guitarist høres en vokset og mere selvsikker udgave af Jake Green. Musikalsk er vi stadig i Bluesland med trio-rock feeling. Ikke de store ændringer der, og derved er det naturligvis også mest et album til og for kendere.
Optagelsen på ”Seven Years Later” er markant bedre i lyden end forgængeren – og indeholder også fire ikke tidligere indspillede numre, hvoraf især åbningsnummeret ”Looking for a Reason” gør, at man egentlig ikke behøver lede efter flere årsager til at lytte til Jake Green Band. Det skulle da lige være at høre efter og hoppe videre til næste nummer ”Night Train Calling”, der tager en med på en herlig 6 minutter og 36 sekunders tur ud i det blå.
En riff ruskende bulls-eye ramt start på et album med yderligere seks numre, og en spilletid på 44 min. Ikke meget spildtid, om end man måske kan undres over at ”Ho-hum” skal medtages på et Jake Green album for tredje gang ud af fire mulige. De mørke skyer samler sig dog lidt om den samlede bedømmelse efter ”Dark Clouds”, der nok er et nyt nummer, men alligevel føles som en af de blues ballader, der ligesom er hørt både før og efter Gary Moore.
Sidste nye nummer er ”Tell me” – der er den slag dansable boogie-blues – der er et hit på enhver bluesklub, men som i albumformat virker lidt tam og ordinær, når formålet ”kun” er nydelse for øregangen. Jake Green tager et velvalgt sidespring med balladen ”One Night Stand” – oprindeligt fra studiealbummet “Pluggin In” (2015) der her leveres så overbevisende og udfoldet i alle dets stemningsfulde facetter, at det ikke bliver sidste gang, der skrues op for det nummer.
Albummet slutter af med en version af ”Hey Joe” – der bestemt er godkendt – men heller ikke mere end det. Både wauu- og overraskelses effekt udebliver, og det bliver mest en ”fordi vi kan – og fordi vi elsker Hendrix” version, som nok vil være en ren nydelse i selve koncertsituationen, men hørt fra sofahjørnet mest virker, som en anledning til at tænke over hvad det er Jake Green ellers kan.
Han er f.eks. en mere og mere ferm sangskriver og en større og større sanger – hvilket han beviste på albummet solo albummet ”Rough Spring” sidste år. Det er der tegningerne af det unikke findes – mens han med sit Jake Green Band på virkelig dygtig vis “blot” viderefører en tradition.
LIVE musik høres nu bedst LIVE – og på plade taber den næsten altid i nærvær og intensitet, og på tab af synet af sved, duften af øl, og daggammel parfume. Det gælder også med dette album. Derfor en ”middel” karakter herfra. Den ville helt sikkert ville være en skive højere hvis det var en beskrivelse af selve LIVE oplevelsen. For på en scene har Jake Green Band en udstråling og en karisma, du bare skal tjekke ud, hvis du har noget der minder om blues baciller i blodet.
