Ja – den gule BREAKING NEWS bjælke skulle vel egentlig køre her. For hvornår har man sidst hørt et DEBUT album fra en midaldrende udkantsmand, hvor det ikke bare er kitch eller et afkog af fordums bedrifter i et engang berømmet band.
Jan Milton – har godt sammen med fisker-bastard-blues bandet Lange Lynæs tidligere udgivet et par album, der er mindst lige så lakse-lækre og fuldfede, som de er helt og aldeles overhørte udenfor Hundested og omegn.
Men han har nu helt bevidst ladet vinden vende på et solo album, hvor der er skruet ned for både blus og blues, og har i stedet skabt et originalt og personligt univers, hvor der spilles på flere, men mere afdæmpede strenge.
Det glimrende åbningsnummer ”Storm” – minder om noget Johnny Madsen kunne have skrevet på en meget motiveret dag. Derefter følger ni numre, som kommer både vidt og van(d)vittigt omkring. Der mærkes således briser af kutter-country, slæbebåds-blues, far-folk og sømandsvise, og sågar også scary-spooky-spoken-word, som en overrumplende afslutning.
Langt hen af vejen fungerer samspillet – mellem de indholdsrige og nærværende tekster, og en musikalsk og melodisk mangfoldighed – næsten til perfektion. Der er dog et par undtagelser. Kærlighedssangen ”Forårssolen” kunne nok godt være gemt til den kære og nære derhjemme. Den er sød og hyggelig, men ikke mere. Og særligt uundværlig er ”Bagbutikken” nu heller ikke. Erindringshistorien om de gamle kollegaer er fin nok, men musikalsk er den langt mere doven end driftig.
Men derfra er det bare at følge med – og nyde hver et minut. Alene titler som ”Pletvise tømmermænd” og ”Engle og øl” er jo kontante kvalitetsstempler, der viser sig ikke bare at være pyntegræs, og sidstnævnte sang skal da med sit iørefaldende omkvæd nok kunne få sat enhver med den mindste syng-med-trang ganske godt i gang. Den følges op af ”Hav”, som simpelthen er en rav-rusk-rørende sømandsvise, serveret med en Tom Waits agtig klang og røst, så stærk, at man næsten mærker at skvulpet på bølgerne vokser.
”Termokedeldragt” luner med en legende let jazz-døsig- blues fornemmelse – og ”Ålegræs” er svalende slæbebåds-blues med solid mundharpe akkompagnement. Et akkompagnement som i øvrigt gentages med succes flere andre steder på albummet. Det hele slutter med et ”Mareridt”. En skæv og skør historie – udsat for Rune T. Kidde agtig spoken-word og aldeles ufine fornemmelser for jazz.
Et herligt og værdigt punktum på et karismatisk kludetæppe af et album, der dog er sat sammen af de fineste røde tråde. Det hele håndspillet med hørbar engagement af musikere med relation til Villa Ø.P. Studio i Vordingborg. Udover produceren Ronni Øhlers Hauptman, blandt andre Danny Wichman, Signe Øhlers Hauptmann , Jarl Jakobsen, Lasse Boe Jensen, Flemming Walther, og Rasmus Juul Nissen.
Den er god nok. Der er storm på vej. Den hedder Jan Milton – og er mere end velkommen på den danske roots-scene!
