’Endelig’ vil kendere af Jan Olsen’s markante stemme og musikalske talent med garanti sige i kor når de lægger ører til debutalbummet ”Secret Love”.
For det har været lidt af et hemmeligt kærlighedsforhold at holde af Jan Olsen’s rustikke stemme og hans Tom Waits eller Randy Newman tonede sange. Man har kunne opleve ham live med ujævne mellemrum – ikke mindst på Fyn, hvor han har sin dagligdag – og så har man ellers måtte tage til takke med et par EP-er – den første i 2015 – og nogle efterfølgende singler.
”Secret Love” er således lyden af en mand, der ved hvordan det føles at fylde 60, og stadig have lyst og evne til at fortælle historier via sin musik, og sine sange (fem af dem skrevet med kæresten Susanne Ove).
Albummet er også beviset på at begreber som ”X-faktor” og ”Voice” rent faktisk fremstår stærkere når det ikke forstørres til et kalkuleret TV-format.
For Jan Olsen har nemlig the voice – en stemme som kun få andre på den danske musikscene. De mest oplagte referencer er Thorbjørn Risager, Jake Green, Jes Holtsø og Ole Friis. En varm og rå vokal – der oser af erfaring, ro, slidstyrke og masser af soul.
Og så er det altså X-faktor, at kunne sætte alment vedkommende ord og toner på livet – på det mørke, de lys, de engle, de tab og de drømme – der samles op igennem et levet liv
”Secret Love” er en plade fra en moden mand – som stadig rummer nysgerrigheden på livet – og favntages med udgangspunkt i en tidløs musikalsk indpakning, hvor blues, roots, og soul forenes – og forsynes med et mærkat med teksten ”LANGTIDSHOLDBAR”.
Det er kvalitet over kvantitet. Godt 30 minutter er der at gøre godt med. Men de gør så også godt, og kan tåle at blive spillet igen og igen og …..
Indspillet med et solidt hold at musikere, der i den grad kan deres kram og gør deres ting undervejs – om det er diverse afmålt strengeleg fra producer Peter Sund, en solid rytmisk bund fra Peter Dombernowsky eller det er klaviatur tryllerier fra Palle Hjort. Hertil en håndfuld musikere, der gæster undervejs, og i den grad gør en forskel – som f.eks. guitaristen Henrik ”Hylle” Nielsen, og Poul Ewald på mundharmonika, for ikke at tale om det grundlækre korarbejde fra Trine Sund – på et par numre i selskab med Karin Malmstrøm.
Pladen er i sit udgangspunkt tilbagelænet – men åbner med en berusende rå og rytmisk blues i form af ”Bottletower Blues”, der i den grad sætter begejstringsbarometeret på arbejde fra starten.
Siden følger to numre, som måske mest af alt lyder af den vej man kunne forstille sig at Leonard Cohen ville have lydt hvis han var blevet produceret af Tom Waits eller Nick Cave.
”Sados & Psychos” er trods titlen mest af alt en glad og meget melodisk roots-blues sang, som i den grad er stilsikkert arrangeret, så den ender i mere fryd end frygt.
Det efterfølges af en gudesmuk ballade – titelnummeret – der på sin vis kører sig i stilling som albummets højdepunkt. De rolige whiskers på trommeskindet, den dragende rå vokal, og så flere lag Palle Hjort magi på piano – er lige præcis hvad der skal til før gåsehuden byder sig til, alt imens tankerne kredser om sommer, romantik, længsel og skjulte lidenskaber.
Siden følger tre glimrende numre – ”Wandering Musician”, ”Vagabond Trail”, og ”Northern Blues” – der alle er gode genvalg fra sidste års fine EP – ”Vagabond Trail”. Sidstnævnte nummer med den der ”sidste dans inden lukketid” stemning over sig. Det er både hyggeligt, godt håndværk og henførende healing for blå sjæle.
Imellem disse numre findes det nye nummer ”The Good Life”, som en lille lysende perle på albummet, håndholdt kørende af en driftssikker shuffle rytme – og smagfuld bar-piano bund og tydelig backingvokal.
Det hele slutter naturligvis med stemmen i fokus på det nedtonede ”Angel please” – om tvivlen og troen – blot tilføjet atmosfærisk guitarlyd og orgelstemninger, der kunne være hentet fra nogle gamle stumfilm soundtrack.
Men der er intet støvet eller for gammelt over dette album. Det viser tværtimod, at Jan Olsen kommer som et frisk bud på solist, som i godt selskab kan løfte sig og sine sange til absolut øverste niveau.
Lad os håbe det blot er en startskud.
PS.: Vil man have fat i albummet på vellydende vinyl skal man nok ikke vente for længe. Det er i første omgang blot trykt i 100 eksemplarer.
