JANE LEE HOOKER – MOJO BLUES BAR – 03.04.19

Jane Lee Hooker 3
”No-nonsense Rock’N Roll – og fornemmelsen af beskidt blues”

Jane Lee Hooker er fem super seje chicks fra New York – der med den helt rette attitude og udstråling – i den grad viser at et band kun bestående af kvinder, i den grad også kan have nosser på en scene.

De har udgivet to album – hvoraf det første ”No B!” primært rummede en del fortolkninger af større og mindre blues klassikere – mens det andet album ”Spiritus” (2017) var egne numre. Derfor er de lidt fejlagtigt oftest omtalt som et blues band. De er dog meget mere end det.

I deres DNA er der med garanti ligeså meget The Rolling Stones, New York Dolls og Ramones, som der er Johnny Winter og John Lee Hooker.

Deres album går ikke over i hverken rock eller blues historien, men på en LIVE scene rykker de så sandelig i et omfang, som man rent faktisk sjældent oplever det tilsvarende. Det er so much no-nonsense Rock’N Roll – fra start til slut.

Når de er på, er det et revitaliseret rocktog, der drøner derudaf på høj oktans benzin. Det er tempofyldte trommeanslag, beskidte basgange, rå guitar riff og hårde hooks – og et udfarende energibundt af en sangerinde i Dana ”Danger” Athens. Det her er kvinder, der ved hvad de vil – ved hvad de kan. De leverer – the real deal – på baggrund af et levet liv.

Hver og en stol påMOJO er denne tidlige midtugeaften optaget af et nysgerrigt publikum – som omgående bliver blæst bagud af aftenens første nummer ”How Bout That” – som ikke findes på nogle af bandet to album – og trykket fastholdes idet efterfølgende nummer ”How Ya Doin” – endda med insisterende ”respons-refrain” – tilføjet både “Mojo” og “Copenhagen”. Se det overskud! Svaret var da også brølende klart. Publikum havde det så fedt – de var allerede hoppet med på toget. Og det kørte så ellers videre i ekspresfart – med et par enkelte nedslag på mellemstationer undervejs.

Det var dog ikke kun riff og hooks hele vejen igennem – guitaristerne Tracy Hightop og Tina “T-Bone” Gorin fik undervejs plads til at kaste sig ud i diverse battler og dueller, som også antydede, at de også kender til et band som Thin Lizzy.

Stort set hele det nye album blev spillet, og herfra var det især numrene ”Gimme That” og Mama Said”, der virkelig tatoverede sig fast i bevidstheden – ligesom det nye nummer ”Lucky” gjorde. Af coverversionerne var det ikke mindst ”Shake for me” (Willie Dixon), ”Mean Town Blues” (Johnny Winter) og ekstra nummeret ”Didn’t It Rain” (Milt Gabler), der formåede at samle Mojo igen som Blues bar ovenpå de slagkraftige kvinders rullende rock storm.

Efter 90 minutter var vi så ved endestationen. Det er bare at sige tak for turen – og forhåbentligt på gensyn.

Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.