Dette er det blot syvende album, som Janes Rejoice, har udsendt siden deres debut ”Views To Keep” fra 1988. Det andet album ”Flaming Flamingo” kom allerede året efter – og så fulgte ”Spins” i 1992 – og herefter har der været seks eller syv år imellem de efterfølgende Janes Rejoice album.
Nu foreligger så ”Sky Six Shack Seven” – syv år efter det fine – men kraftigt oversete 2012 album ”Eleven Rhymes”.
Bandet har haft en del udskiftninger i årenes løb – med sanger og sangskriver Søren Nørregaard, som den eneste gennemgående figur på alle album. Bassist Flemming Muus har dog været med siden ”Flaming Flamingo”, og Hans H. Præstbro (keys) har ligesom Anders Pedersen (trommer) været med siden ”Afterglow” fra 1999. Sidst tilkomne – Søren Lund (diverse guitarer) – har været med på de to seneste album.
Musikalsk er Janes Rejoice altid garant for et velproduceret godt stykke håndværk. Søren Nørregaard har intet hastværk i hverken sin sangskrivning eller i sin opbygning af numrene, der ofte rummer både det elegante, det elementære og det svære. Den lette løsning ved det lave hegn er ikke der hvor vi finder Søren Nørregaard og hans bundsolide erfarne spillemænd.
Skal man placere Nørregaard blandt nogenlunde jævnaldrende – og relativt ligesindede sangskrivere – kunne det være sådan cirka et sted imellem Neil Finn (Crowded House), Lloyd Cole og Bruce Hornsby.
Ni sange på 36 minutter får man med på ”Sky Six Shack Seven” – og med ”Desert Scene”, som åbningsnummer kunne de ikke have leveret en meget skarpere eller stemningsfuld start. Et nummer, der musikalsk folder sig ud som en lille novellefilm, hvor alle musikere tager deres betydende birolle over de 5 minutter og 36 sekunder, som nummeret varer. Det føles nærmest som et soundtrack til en taktfuld togtur på 1 klasse, hvor man ikke har lyst til at der overhovedet er en endestation.
Et af flere højdepunkter på et album – der som altid, når vi taler Janes Rejoice udgivelser, har et ufravigeligt tårnhøjt bundniveau. Det indeholder dog et par numre – ”Nowhere To Be Seen” og ”’Bout India”, der nok har et tydeligt Janes Rejoice classic mærkat på sig, men som også er hørt markant stærkere.
Musikalsk og kunstnerisk peaker Janes Rejoice derimod på ”Any Requests / Street Tigers Song” og på ”Wurly Hurly” – der i den grad er både inderlige, storslåede og mageløst smukke i et kreativt kompositoriske udtryk, hvor det tæt sammenspillede band i den grad sætter sine spor.
Blues-feeling og up-tempo løfter ”Can Anyone Tell” derhen, hvor man bare henføres fra første trommeslag, og hvor man mærker, at vi i den grad har at gøre med en stadig livsdueligt band, som spiller så fedt sammen, at de bør give deres loyale publikum chancen for at opleve det i levende live.
Søren Nørregaard har igen dokumenteret sin status som en lidt hengemt ener på den danske musikscene, og sammen med resten af Janes Rejoice har han nok engang leveret et album med garanteret langtidsholdbarhed.
