Timing er altid godt, og når man nu kalder sig Januar, hvorfor så ikke udsende sin debut EP den 1. januar. Herved gjort. Oplagt!
Og oplagt lyder den nordsjællandske duo – der består Peter Duus (vokal og guitar) og Mads Anker Nielsen (leadguitar) – da bestemt også på ”Zigzag spor”, der er varieret velproduceret af Gæst Vincent. Et navn mange nok forbinder med en vis Allan Olsen fra det nordjyske. Og selvom vi med Januar har byttet Nordjylland med Nordsjælland, så mærker man noget af samme “Norlan” stemning, hvilket måske ikke er så tilfældigt, idet Peter Duus rent faktisk har kendt Allan Olsen personligt siden han var en bette knægt.
Der er uomtvisteligt stadig et stykke til mester Olsen’s mageløse storytelling, men Januar lægger nu godt fra land – med fine billedskabende tekster med finurlige persongallerier, skarpe observationer og ordvalg.
De kalder selv deres musik for kystbane-folk. Til deres ros lyder de dog til at have mere styr på køreplanen end kystbanen på hjemegnen ellers har ry for. Det er således et driftssikkert udspil, der ikke lyder til at tage mange chancer, men som omvendt heller ikke fedtspiller den hjem med lutter sikre kort. Det er f.eks. ikke ligefrem hver dag at der udkommer en EP med ord som tombola-tromlen, zigzag-spor, svenskerkarl, weekend-syg, diskoteksgardin, eller frits – for ikke tale om et lille guldkorn af et par linjer som ”Livet er svært, matematik er sværere / Det er altid godt at lære” fra nummeret “Hvide Sky” – der i hele sin opbygning og musikalske fremtoning er ærke-olsen’sk – ligesom titelnummeret iøvrigt er det.
Og den sammenligning skal læses som en ros, da det rent faktisk er helt befriende at høre en ny generation tage en stafet op fra en efterhånden aldrene artist, der egentligt ikke rigtigt gider det der med at skrive sange mere. For vi har da for filan stadig brug for nye sange – nye impulser – nye øjne – også i 2021 – og dem leverer Januar – og med en lyd, der er brugbar året rundt fra nord til nord, via øst, vest og syd.
Det gælder også når de mere flirter med en lyd a la Folkeklubben , som de gør på det storcharmerende åbningsnummer ”Cem og Llyas”, der krydres med en skvis tex-mex-sound a la Mavericks eller Los Lobos, og derved bliver det til en lille buller-bastard af en folke-pop nummer, der er mere end almindeligt egnet til at komme i rask rotation på alle nærliggende radiostationer med sans for det tidløse talent (om de radiostationer da ellers så findes indenfor landets grænser?).
Den afdæmpede ”Tjenersmil (wood wood cap) er mere moderne i sit lydbillede – ganske tilbagelænet – og måske på grænsen til det lidt for stillestående. Det forekommer i sin helhed egentligt lidt for neutralt til, at man helt forstår hvorfor det lige var det, der var valgt som singleudspil inden EP udgivelsen. Men en skøn og original titel til en sang, det er det! I sig selv værd at lette på cap’en for.
Til gengæld giver Januar på EP’ens sidste nummer ”Salon Bagdad” måske det endegyldige svar på hvorfor det bare bliver spændende at følge Januar fremover. Her skrues der op for rytmik, bas og elektrisk guitar, så det pludselig bliver farligt fængende folk-rock, der både rykker ved nogen og noget, og som nok burde gøre en linje som ”Og indtil videre er jeg egentlig bare endnu et ubeskrevet blad” noget så såre uaktuel langt før, at der er sikret en stabil drift på kystbanen.
