Countrymusik er ikke nødvendigvis længere et udtryk for cowboystøvler og rhinsten. Det har taget tid at integrere USA’s store eksportvarer, i det flade markland langt fra det vilde vest. Men efterhånden tyder det på at vi herhjemme, er klar til at byde americana genren, eller the Nashville Sound som aftenens hovedperson kalder den, velkommen. Onsdagens udsolgte koncert med Jason Isbell and the 400 Unit i Vega var et godt bevis herpå. Koncerten der var udskudt fra 2021, har været længe undervejs. For seriøse Isbell fans er det hele 5 år siden den amerikanske singer-songwriter fra Alabama, sidst satte benene på dansk jord- og han lovede da også hurtigt, at der ikke ville gå så længe igen.
Da Jason Isbell and the 400 Unit lidt over kl. 21 ramte scenen, var det som om en summende forventning endelig kunne forløses, og publikum bød begejstret bandet velkommen. Man kan ærgre sig en smule over, at det overvejende er det modne publikum, der lader til at have opdaget genren og dens guldkorn. For denne 4 x grammyvinder har virkelig meget at byde på, uanset hvilken generation man tilhører.
En af sin generations bedste sangskrivere
At Jason Isbell ubesværet synger som en drøm, og på en tilbagelænet næsten nonchalant måde, spiller yderst fremragende guitar, må stå klart for de fleste. Men den 43-årige musiker er også en af sin generations bedste sangskrivere – hvis ikke den bedste. Med simple ord og sætninger evner han at skabe historier, der formidler relaterbare hverdagsanekdoter og hjerteskærende fortællinger, der tydeligt opstår fra personlige oplevelser.
Isbell giver os indblik i sin opvækst i provinsen, colleges ulidelige lidelser for en outsider, samt eftervirkninger og effekter, der i voksenlivet kulminerede i et alkoholmisbrug. Alkoholen er nu lagt på hylden, og selvom ’it get’s easier it never get’s easy’ (Reunions 2020). Det er den ærlighed der gør Isbell til en storyteller af format, og skaber sange der går lige i hjertet.
Og så er han desuden en mand der er kendt for live, hellere at begynde et nummer forfra, end at starte ud med at synge den forkerte tekst. Om dette siger han selv, at når der er brugt så længe på at skrive de helt rigtige ord, skal de synges korrekt. I Vega fik vi også sådan et eksempel, da han efter et par akustiske anslag stoppede, og erklærede at den måtte vi lige have på ny. Et stunt, der vidner om en mand der ikke er selvhøjtidelig, men som dog tager sin kunst alvorlig.
Fantastisk backingband
Backingbandet the 400 Unit, var aftenens hovedperson tydeligvis stolt af, og med god grund. Bandet der består af verdensklasse musikere, har et helt eminent samspil. Især bassist Jimbo Hart gjorde sig bemærket, som en mand der kender sine strenge, og etablerer en væsentlig følelse på de fleste numre.
Åbningsnummeret ’What’ve I Done to Help’ er et godt eksempel på Harts prominente bastone. Guitarist Sadler Vaden bør også fremhæves for sit suveræne spil, hvor især en gennemgående slide var både dominerende og imponerende. Både Hart og Vaden bidrog desuden med seriøst flotte vokalharmonier.
Isbell selv skiftede aftenen igennem mellem akustisk og elektrisk guitar, og der var tydelig kemi mellem ham og medguitarist Vaden, når de skiftevis tog føringen med komplicerede guitarsolos eller trådte tilbage for hinanden.
Velvalgt variation
Alt i alt bød koncerten på et gennemtænkt og varierende sæt, med plads til både the 400 Units rockende americana beats, og smukke ballader, hvor lyriske perler som Elephant og Cover Me Up fra soloalbummet Southeastern, blev fremført i de akustiske versioner som de fortjener. Sidstnævnte blev for øvrigt aftenens højdepunkt, da slutningen af nummeret tog en drejning og Isbells akustiske guitar fik selskab af dybe trommeslag, der byggede op til et massivt lysskift og fuldt band. En kulmination publikum værdsatte, og det tætteste vi kom på fællessang denne aften.
Man kan undre sig over Cover Me Up blev fremført en halv tone højere end på albummet, da det virkede som om Isbell kæmpede en smule med at ramme denne højde. Det er dog en petitesse.
Da Jason Isbell and the 400 Unit efter godt 75 min forlod scenen, var publikum ekstatiske, og der gik da heller ikke længe før bandet var tilbage på scenen, og slog de velkendte akustiske toner an til den udødelige kærlighedshymne If We Were Vampires, der også denne gang var svær at lytte til uden at få en klump i halsen.
Jeg glæder mig allerede til næste gang magnolierne blomstrer!