JB & THE HÜGGELI – ”Thank You Blues”

Fotograf: Album cover

“Hygge, godt håndværk – og en stemme, der blåt gør en forskel”

JB står for Jesper Bjarnesen. En lidt hengemt – men gudsbenådet sanger – og en mere end habil guitarist, der indenfor jazz, blues og rock har betrådt utallige scener og været af finde på en del albumudgivelser i forskellige sammenhænge siden 80’erne – og som man sandelig også stadig kan hyre som ’underholdningsmusikeren’.

Han er også en del af country-rock-roots bandet HandsDown, der tidligere i år udsendte albummet “American Music”, som i mine ører dog mest lød af en hyggelig aften blandt modne mænd i øvelokalet. Det album gav mig ingen svar på hvorfor jeg skulle overgive min tid til dem, i stedet for at bruge dem på inspirationskilderne som f.eks. John Hiatt, The Band og Delbert McClinton. Helt anderledes forholder det sig med JB & The Hüggeli.

Mange i branchen kender ellers Jesper Bjarnesens åbenlyse kvaliteter – og var den folkelige kendskabsgrad proportional med mængden af ros og rygklap fra kollegaer og et loyalt publikum – ja, så var Jesper Bjarnesen i dag et lige så alment kendt navn som andre fuldfede sangere som Bobo Moreno, Mike Andersen, Henning Stærk, Anders Blichfeldt m.v.

Jeg husker ham selv mest fra det frembrusende blues-rockband Shot Gone – der udgav et par stadig ganske lytteværdige album omkring midten af 90’erne. Et band – hvor også guitaristen Henrik Skriver medvirkede. Han er heldigvis stadig med omkring Bjarnesen – på ”Thank You Blues” som producer – mens han i 2013 var en aktiv del af den fælles udgivelse ”Nothing But Love” under navnet Skriver Bjarnesen Band. Et triveligt og tidløst album – der helt ligesom JB & The Hüggeli bare oser af erfarne gutter, der kan lide et godt guitarriff, og den simple støvede vej fremad. Det er således musik der er lige ud af landevejen – no-nonsense blues-rock af den klassiske skole – som man i godt selskab meget sjældent bliver træt af.

Og JB & The Hüggeli – er i den grad både godt og hyggeligt selskab. Den blå tone både damper og dulmer én stilsikkert undervejs på de 11 numre – og de spiller troværdigt op med sange om hverdagens små og store ting og tanker.

Man mærker at musikerne i JB & The Hüggeli ikke er født hverken i går eller i forgårs, og man fornemmer også at Bjarnesen, Jais K. Erisken (bas) og Oscar ”Big O” Eriksen (trommer) – der er grundstammen i bandet, som tidligere kaldte sig ”Det hyggelige Blues Band” – i den grad swinger sammen. En samhørighed oparbejdet gennem de seneste fem år, hvor de har haft tilbagevendende faste LIVE jobs hos ”Eydes Kælder” i Horsens.   

“Thank You Blues” er således lyden af et levet liv og en autentisk blå aura, der bestemt lyder mere af Chicago og Texas end af Horsens og randområder.   

“I live the life I love – and I love the life I Live” / “When my time comes – and I have to leave for good – I hope theres a place for me up there” / “There will be a few thing I wanna ask – before I settle down my thing”

Lyder således nogle af linjerne i den fabelagtige ”A few things” – der rummer en ægte nerve og en følelse, som man næsten troede var forsvundet med salig Peter Thorup på den hjemlige bluesscene. Her er det ikke bare hyggeligt – der er det direkte henførende.   

På godt halvdelen af numrene er trioen klædeligt udvidet med sax og/eller piano. Og når Hans Jørgen ”Hanse” Jensen på saxofon stemmer i – så bliver f.eks. ”Blues House Party” mere end en titel på en sang. Det føles nærmere som et statement – og en adgangsbillet til en fest – der kalder på gentagelsen.

Og der er masser af andet godt at lune sig på – ikke mindst en sang som ”Old Trusted Friend” – hvor Jesper Bjarnesen spiller sin guitar så berigende, at man lige må tjekke om det nu ikke er Ole Frimer, der har sneget sig med – og hvor Kim Nedergaard på orgel i baggrunden på smukkeste vis farver nummeret, så det får en anden lyd.

Et album, der simpelthen fungerer på ganske simple præmisser, der bliver behandlet med godt håndværk, hygge – og en stabel originale blues/rock sange, der bestemt fortjener, at få sig et godt og levende liv engang i 2021 på  værtshuse, og små spillesteder – lige derude, hvor de største oplevelser som oftest findes.

Det må derfor konkluderes, at det ikke bare blues musikken, der fortjener en tak her – det gør JB & The Hüggeli bestemt også for at tro på den – og for at trodse de kommercielle ensretninger indenfor musik – og tro på at det har en værdi at dele egne evner med andre – og som her udgive det i et flot fysisk format.

Og netop det fysiske fremstår altid godt med stærke fotos, og når JB & The Hüggeli vælger at bruge fotograf Frank Nielsen – manden bag bogen “The Blues Got Me” og ad hoc fotograf hos Side 33, ja så bærer det i sig selv kvalitetsstemplet ved første øjekast.

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 01.12.20
Label: Egen udgivelse
Genre: Bluesrock

Leave a Replay

Fotograf: Album cover

Udgivelsesformat: LP/CD/digitalt
Udgivelsesdato: 01.12.20
Label: Egen udgivelse
Genre: Bluesrock
  • Få en banner via “Fællesskabet Side 33”

  • Følg os her

    Scroll to Top

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.