SIDE 33 havde torsdag fotograf Henrik Hildebrandt og reporter Belinda Hildebrandt på Danmarks tredje største – og årets første store festival – Jelling Musikfestival.
Festivalen var skudt i gang allerede onsdag, og løber til og med lørdag. Festivalen har siden sin start i 1989 haft fokus på at have et program, der indeholder et par stærke og ofte velkendte udenlandske navne, suppleret med en bred vifte af det bedste fra Danmark.
Den slags musik, der kan samle hele familien Danmark på tværs af generationer. I årenes løb har de præsentereret navne som Elton John, Bryan Ferry, Ozzy Osborne, Scorpions, Del Amitri, Texas, BB King, Jens Michel Jarre, Queen + Adam Lambert, Little Steven & The Disciples of Soul, ZZ Top, Pretenders, Nils Lofgren, Bryan Adams, Beth Hart, Beady Eye, Franz Ferdinand, Uriah Heep, og Bachman Turner Overdrive. Et flot felt må man sige.
Hele festivalen emmer, på denne vejrmæssigt lidt lunkne torsdag, af glæde og god stemning over at festivalen nu endelig er tilbage, og over at man igen kan mødes omkring levedygtig musik og sansende samvær. De mange frivillige giver smil og service på førsteklasse, og sikrer at alle føler sig ekstra velkomne tilbage til virkeligheden.
Årets trækplaster og internationale hovednavn er Duran Duran, der har rundet deres 40-års jubilæum, men alligevel stiller op med originalbesætningen bestående af forsanger Simon Le Bon, bassist John Taylor, keyboardspiller Nick Rhodes og trommeslager Roger Taylor – live suppleret med deres mangeårige guitarist Dom Brown.
De kommer tydeligvis ikke som et band, der alene lever på den fortid, der rummer mere end 100 millioner solgte albums, 18 amerikanske hitsingler, 21 britiske Top-20-sange og koncerter på de største scener og festivaler verden over.
Tværtimod udstråler de stadig gnist og naturlig verdensklasse på alle parametre, samtidig med at de virker i trit med nutiden, og ikke mindst sig selv.
19 numre bliver det til, og udover de mange klassikere, er der fire numre fra deres aktuelle og roste 2021 album ’FUTURE PAST’. Et godt valg, der er med til at sikre dynamik i en sætliste, der som ventet prydes af signatur numre The Wild Boys, Hungry Like The Wolf, A View To A Kill, Ordinary World og som sidste ekstra nummer Rio. En sætliste, og en koncert, der målt på energiniveau og kvalitet i både nyt og gammelt materiale, med garanti også kunne have sejret stort på dyrskuepladsen i Roskilde.
Simon Le Bon var vokalmæssigt ikke mere slidt end godt er, og virkede i den grad stadig troværdig, som en af de farverige bannerførere fra 80’ernes ny bølgende mærkevarer.
Et gennemgående flot show, som også havde lokket mange udenlandske tilskuere til. Man fornemmede både gensynsglæde og ny kærlighed opstå hos et stort publikum, der virkede til at få lige præcis den oplevelse, som de havde drømt op.
Mange på Jelling Festival og rundt om i ‘Rockland’ har også drømt om at se Ronnie Atkins fra Pretty Maids på en scene igen. Om det nogensinde ville ske, har indtil for nylig været uvist på grund af at Ronnie Atkins er ramt af en uhelbredelig alvorlig kræftsygdom. Den har dog aktuelt lagret sig på et stadie, hvor han igen føler at han har noget at give af.
Derfor var han hovednavnet på det festivalen havde døbt ’TUNG TORSDAG’, hvor der i programmet var lagt vægt på ekstra mange koncerter med rock i DNA’et. Og efter et par vellykkede ‘test-koncerter’ i vores rockglade broderland Sverige, stod han så her, i det han selv beskriver, som sin egen baghave – og gav det, der måske var et hans livs bedste koncerter. I hvert fald ifølge vores udsendte, der ellers har oplevet ham LIVE mindst 25-30 gange før i Pretty Maids regi.
Ronnie Atkins havde da også mere end en triumf i ærmet, nemlig et helt forrygende nyt band med bestående af Rob Marcello, Chris Laney, Pontus Egberg, Morten Sandager og Allan Sørensen – der tydeligvis ikke bare var en tilfældig samling af ’hired guns’. De formede og favnede helheden med udsøgt spilleglæde og overskud, og især guitarist Rob Marcello imponerede med et uhørt højt niveau i hans velplacerede soloer.
Ikke bare var det en livsbekræftende oplevelse, det var også en koncert, der understregede, at det nye solomateriale i den grad passer perfekt til Atkins fremragende vokal. Det er simpelthen ligesom, at han nu synger mere end han ’skriger’, og det klæder ham.
14 numre med hovedvægten lagt på hans to soloalbum krydret med tre Pretty Maids klassikere Bullet For You, Future World, og Little Drops of heaven blev det til inden det hele sluttede med en uhyre veloplagt udgave af Tina Turners klassiker We Don’t Need Another Hero.
Så sandt, som det var sunget var Ronnie Atkins ubestridt dagens helt på en iøvrigt dejlig torsdag, hvor TV 2 med charme, selvtillid og publikumskontakt havde tændt nye håb – uden rønnebær – ved hjælp af deres imponerende bagkatalog, der via en langtidsholdbar kvalitet i både tekst og musik vandt nyt terræn i både yngre og ældre musikhjerter. Med Steffen Brandt i spidsen beviste de at de trods års dvale var vågnet, for med stilsikker attitude og næstekærlig øjenkontakt at forsvare titlen som Danmarks kedeligste orkester. Ingen ‘breaking news’ her, og tak for det.
Et andet lige så fuldmodent band – Malurt – imponerede til gengæld med at finde den røde tråd i et velvalgt sæt, med numre der indrammede fortid, nutid ind i fremtid, der bliver uden Malurt, men hvor vi forbliver i troen på at rocken, alt til trods, har en fremtid. Med sange som Kold krig og Sort søndag var der så afgjort noget at skrige hjem om! Det var også værd at bemærke, at det efterhånden er tydeligt, at det nok er Michael Falch, der er frontmanden og sangskriveren i Malurt, men at gruppens hjerte og kernekraft nu engang er guitaristen Christian ‘Kedde’ Arendt. Han rummer i sit spil stadig punkens utilpassede energi og uortodokse stil, og er derved i høj grad med til at fører Malurt derhen, hvor der er mere end endnu en tur ned af ‘Memory Lane’ i spil.
Det var der så desværre ikke da Skagarack med blot to originalmedlemmer søgte efter fordums styrke. En styrke, der umiddelbart var gemt væk i en alt for stram tidslomme, selvom især guitarist Jan Petersen viste at han stadig mestrede strengelegen. Tidens tand har bare ikke været god ved Skagarack ellers momentvis beundringsværdige bagkatalog, og der var ikke en skygge af en den vildskab, fandenivoldskhed, og form- og viljestyrke, som man oplever som det helt bærende element hos f.eks. Malurt. Nu om dage rækker det ikke ‘bare’ at være pænt god.
Så lidt Malurt i bægeret blev det altså til på det der ellers føltes som den perfekte genåbning af festivalsæsonen, hvor både TV-2 , Malurt og Skagarack vil være på programmet mange steder i løbet af sommeren. Ronnie Atkins har blot yderligere to LIVE job planlagt, en tysk festival Roc’N’ Loc den 18. juni, og ellers er det med at slå til når han på mandag den 30. maj optræder i Amager Bio.