Med ”Skarpladte drømme” er Jens K oppe på at have lavet en håndfuld album – siden debutalbummet i 2001. Den røde tråd har været en robust evne til at lave fortællende og billedskabende tekster – funderet i hverdagens hudløse poesi, fortidens sus forbi, nutidens hus fordi, og fremtidens skarpladte drømme.
Derfor en ganske velvalgt titel til det album, der endegyldigt bør konvertere Jens K fra blot af være en ægte anmelder darling for de få, til også at blive hørt af det store danske publikum, der simpelthen bare holder af en god pop-sang med levedygtighed og flere lag i lyrikken.
Kender du i forvejen lidt til Jens K og hans forrige udgivelser – uden at have være helt oppe og ringe af begejstring – så stop ikke med at læse her – for dette er mandens i særklasse mest helstøbte og gennemførte album. You Ain’t Seen Nothing Yet!.
Det er således lykkedes at få de malende tekster sat ind i den helt rigtige musikalske indpakning. Det er et varieret og velproduceret udtryk man mødes af, samtidig med at der er givet lov til at være lidt beskidt i kanterne.
Dette album bør reelt fremstå som Jens K’s svar på Lars HUG’s ”Kysser himlen farvel” – for så helstøbt et værk er der rent faktisk tale om. I den stærke og smukke – men altså alligevel rustikke og rundhåndede produktion fra multiinstrumentalisten Flemming Borby – høres der da også undervejs genklange af netop Lars HUG og hans tidligere legekammerater Kliche og Hilmer Hassig – og det skal helt bestemt opfattes som et kvalitetsstempel af fineste karat.
Otto numre. Lige over 33 minutter. Mere eller mindre skal der altså ikke til for at have skabt noget, der er snublende nær at være et nutidigt mesterværk indenfor genren.
Alene titlerne vidner om en pop-poet der har sat hjerne, hjerte, livet, døden og drømmene i spil. Melodisk mest dragende og vanedannende er de tre første numre ”Tintin og Zen”, ”Spejderrøg og skarpladte drømme”, ”Et enkelt blad i vinden” – og senere ”Sport, nazisme og biler”, der næsten lyder som resultatet af et finurligt sidespring imellem ibens og Sonja Hald. Man behøver ikke sige hit med historierne her – de sidder rent faktisk lige i skabet fra første lyt – og de vokser endnu.
Det gør albummets tre musikalske afstikkere i særdeleshed også. De numre understreger, hvor frugtbart et samarbejde Jens K og Borby har haft. ”Forstadsromantik” – med en næsten logrende linje som ”Står her på hjørnet af ingenting – Tivoli på torvet – årets højdepunkt” – er så knugende og kærlig en fortælling, at man som lytter næsten føler man har stået lige der på Torvet – og på det tidspunkt. Den sang er Jens K’s svar på ”Langebro” (Gasolin)– som den ville lyde hvis Kliche havde være med inde over.
Lige efter følger næste ubestikkelige højdepunkt – ”Cand mag i løgn og latin” – henført højstemt, nærmest salmeagtig – messende ”Alle kneb gælder – selv for mig”.
Hvem skulle have troet at det hele ender med en 6 minutter og 23 sekunder lang livsduelig tur i mørket – hvor man kigger efter navnet Thåström på gæstelisten. Det er han ikke. Men den dystre klang, den maskinelle sound og en fornemmelse af at være tilskuer i et soundtrack til støvregn i skumringstid, mærkes intents og kraftfuldt. Så er det lige meget om man er i Stockholm, Berlin eller Hvidovre. Det efterlader en skarpt drømmende efter mere – efter flere svar – efter flere historier – for som Jens K synger her på sidste nummer ”ikke helt så sikker mér, er dette egentlig her?”. Uanset hvad – er konklusionen klar. Om vi er her – eller der – vi lander på en drøm af endestation.
Der er dog gæster med på albummet. Undervejs bidrager Peter Peter, Lukas Lindner, Greta Brinkman og Ann C – men de spiller blot gode biroller – i det der slet og ret må regnes som et filmisk mesterværk af en pop-plade, med Jens K og Flemming Borby i de store og bærende roller.
Jeg tvivler meget stærkt på, at der kommer en bedre dansk pop-plade i år. Mon ikke der ligger en Årets Steppeulv Pris på lur derude?
