Af Cim Meyer
Orkesterlederen har skruet en række udmærkede temaer sammen i en stil, der må kaldes moderne jazz med solide referencer til hardbop-perioden. Men det er som om studie-situationen forkramper gruppens udtryk på denne debut-udgivelse.
Den lægger ud med ’Self-Express’ i hurtigt tempo og et uroligt hoppende groove, som Zacho spiller harmonisk ’inside’ og lidt konturløst henover. Først under pianosoloen løsnes akkompagnementets fire-takters modale spændetrøje. Det er tilstræbt powerjazz uden rigtig at blive det. Også brugen af lidt komplicerede taktskift mellem fem og seks ottendedele i ’Loyal Soldier’ virker stift, og dette benspænd reducerer swing-fornemmelsen.
Generelt er de fleste soli relativt lange i forhold til det noget banale indhold. Men udgivelsens sidste halvdel revancherer med roligere tempi og mere inderlige soli. Tilføjelsen af Eliel Lazo i et par numre giver også tiltrængt afveksling og rytmisk spændstighed. Balladen ’The Sweet One’ er fin, men afslutningen er uforløst, og stykket ender besynderligt som det korteste af pladens syv. Til sidst ’Bülow’s Way’ med viskers og vandrende bas. Her minder Jonas Dues flygelhorn-soli om Tom Harrell og Anders Fjeldsted stråler – og det gør hans basspil i øvrigt det meste af vejen.
Jeppe Zacho (ts), Jonas Due (tp/flh), JZ (ts), Thomas Bornø (p), Anders Fjeldsted (b), Henrik Holst Hansen (d), Eliel Lazo (cng).
