Jeg har bare en helt grundlæggende respekt for folk, der gør deres ting gennemført og 100%. En sådan type er Jesper Theis. Han tog som 32-årig et af de valg, der kræver både tro, håb, kærlighed, mod og mandshjerte. Han vidste at han måtte vælge mellem hans job som skolelærer i Ålborg og hans lidenskab og passion for musikkens veje – han kunne ikke både og. Han følte altid, at han var nødt til at skubbe musikken til side, forbi arbejdet som skolelærer tog for meget af hans tid. Så han sagde sit lærerjob op for at satse fuldt ud på at tjene til dagen og vejen som professionel musiker.
Resultatet var i første omgang albummet ”Narrow Time” der udkom i 2017, og høstede velfortjente anmelderroser rundt omkring. Et album med 12 stilsikre numre – optaget på bare to sessions. En akustisk sammen med Peter Nande og en mere elektrificeret med band. Det fungerede – og lød som en velskabt helhed.
Siden har Jesper Theis taget endnu et retningsskift i livet, og har med kone og børn bosat sig lidt uden for Barcelona. Der sker kort sagt noget omkring Jesper Theis.
Det har dog ikke betydet den store i forhold til det samlede resultat af hans andet album – ”The Tide Will Turn Again” – der da også er indspillet i hans gamle hjemby Ålborg – og med velkendte stærke danske musikalske kræfter. Udover Jesper Theis selv på vokal, akustisk guitar, resonator og banjo, Tim Lothar – dobro, akustisk guitars, harmonika og orgel, Olav Gudnason – kontrabas, Søren Lykkegaard – trommer og perkussion og Jarno Varsted – mundharpe og elektrisk guitar.
I modsætning til debutalbummet – hvor han helt selv stod for 4 af 12 numre – er alle 11 skæringen her skrevet af Jesper Theis selv, og umiddelbart styrker det helhedsindtrykket. Der er tekster om venskab, længsel, undren, forkerte valg og om kærlighed – og uvant i bluessammenhæng – undervejs med lidt politiske undertoner.
Ikke af den slags der prikker eller peger – men mere i retning til fri fortolkning, der kan sætte tanker i gang. F.eks. på albummets store malende ballade ”Doing me wrong” med en spilletid på 5.48, og en tålmodig sanselig spillet indledning på 1½ minut før en spiddende tekst foldes ud – blandt andet med ordene:
Doing me wrong / sure shouldn’t make you feel so good / but I se a smile on your face / and all over your neighborhood.
You didn’t make me mad, but I’m ashamed to know your name / But when times they have changed / I know you’re still – you’re still the same.
Personligt fik teksten mig til på nethinden at få nogle ubehagelige billeder af en populistisk løsgående politiker, der rimer på Klinger Møgsær – ligesom jeg fik en ligesindet tidligere amerikansk præsident til at poppe op til tonerne af den dystre, mørke og nøgent arrangerede ”I’m already dead”, hvor Jesper Theis markante, dybe og ru stemme virkelig får vokalen sat i centrum. Den kunne dog også ‘bare’ handle om en reaktion på nedlukningen eller noget helt tredje. Det op til dig som lytter, at tage til dig – nyde musikken, tænke selv.
Uanset hvad, så er det to stærke numre, der også fint understreger spændvidden i dette album. Nok er Delta Blues stadig et udgangspunkt, men der flirtes også med country musikkens sindsstemninger, New Orleans swingsider, og simpelthen den gode fornemmelse for sangskrivning.
Albummet kan næsten ikke starte bedre end med ”You don’t listen”. En ægte ’crying blues’ der lægger driftssikkert fra perron som et gammelt damplokomotiv, og man nyder simpelthen at være med på vognen, når Jarno Varsted opgraderer turen til ‘1st klasse’ med hans sublime sans for ’mundharmonikasammenstød’. Et nummer der mere end smager af en ny blues klassiker.
Det samme kan siges om en også ret klassisk opbygget ”Closing time blues” – med banjo som krydderi og igen en betagende og tålmodig indledning – for ikke at tale om den rustikke og røgfarvede ”Going to the Rathole”. Et nummer, der viser at Jesper Theis i hele hans set-up har et internationalt mindset og et set-up, hvor det godt må anes imellem linjerne at han selv holder ganske meget af Tom Waits.
Albummet veksler mellem de rytmisk funderede numre med lokomotivets drive, og de mere akustisk prægede – og igennem de lidt over 42 minutter – tages man som lytter med på en afvekslende tur, hvor man aldrig får lyst til at stå af.
Og så lyder optagelsen rent faktisk, som de gode folk sidder i stuen og spiller for en. Hele albummet er indspillet i et take med kun en mikrofon ved hjælp af den gamle Blumlein-teknik med alle musikerne omkring den ene mikrofon. Det giver en autensitet, et nærvær og en intensitet som kan mærkes fra start til slut – og som med garanti er med til at forstærke den hyggelig lejrbålsstemning ,man også mærker i højtalerne undervejs – f.eks. på den småsørgelige moderne skæbnefortælling om ”Blue Eyed Jane” eller på selve titelnummeret, hvor det er kontrabassen, der virkelig viser hvad den kan som vejviser.
Selvom måske ikke så mange opdager det, så blomstrer den danske blues scene i disse år. Både nye talenter og flere af de gamle garvede gør meget andet end at stå at spejde efter Robert Johnson ved en krydsvej et sted mellem himmel og helvede. De viser ofte at farven blå har mange nuancer og der er så mange spændende veje at gå med den.
Dette album fra Jesper Theis er et særligt godt bud – og det lægger sig som en velkommen presbold på hans gode kollegaer, hvis de også drømmer om at gøre sig til i kampen om at have begået Årets Blues Album 2021.
OBS! Albummet findes ikke på streaming. Det kan købes som download via www.jespertheis.com eller via iTunes – eller også kan det købes som CD. Om det senere udgives som LP – ligesom debutalbummet – er et økonomisk uafklaret spørgsmål i skrivende stund.
