Tålmodighed belønnes ofte. Det gjorde det også i går, selvom det ikke var helt uden hedeture for arrangør og publikum.
Den første koncert som hovednavn på dansk grund med Jimmie Vaughan havde været udsat et par år pga. corona pandemien, og nu måtte det forventningsfulde publikum på Posten så vente frem til klokken 21.43, fremfor det oprindeligt annoncerede tidspunkt 20.00, for at se legenden fra Texas.
I den store helhed jo ingen tid, men når mange tilskuere havde taget vejen fra Sjælland og København, og skulle med dagens sidste tog klokken 23.25, så var der pludselig et logistisk problem.
Det betød rent faktisk at en del – denne skribent inklusiv – måtte forlade Posten ¾ inde i koncerten, og derved missede en sikkert god afsluttende halv time, hvor glansnumre som White Boots (Vaughan Brothers) og Six Strings Down var på sætlisten.
De godt 90 minutter, der blev til os pendlere, var dog nok til at overbevise om at det var turen værd, at vælge at opholde sig indenfor denne torsdag aften i det de på dagen kunne have omdøbt til Musiksauna Posten. Jeg gætter på dagens omsætning i baren har været ekstra god. Den naturlige tørst havde bestemt gode arbejdsvilkår.
Det har 71-årige Jimmie Vaughan også med hans 7 mand store band. De fremstod i deres bedste form efter en nylig tour i hjemlandet sammen med Steve Miller Band. Alene deres ankomst på scenen emmer af stil og klasse, og det svinger fra start i Comin & Goin, hvor blæsersektionen allerede sættes højt i spil, ikke mindst anført af den mere end velspillende og bundrutinerede saxofonist Kaz Kazanoff.
De kan deres kram, og det ’real deal’ svinger ’the american way’. Men også MEGET traditionelt. Efter min smag også for traditionelt. Det bliver lidt for velkendt og hygsomt undervejs. Af de 15 numre jeg nåede at høre, var det kun det omtalte åbningsnummer, der var et af Jimmie’s egne, mens resten var fortolkninger hentet fra blueshistoriens ganske vidst uopslidelige skattekammer.
Selvom Jimmie Vaughan var forsinket virkede han hverken stresset eller fortravlet. Han var i godt humør, var opmærksomhed på hvad der skete blandt publikum og på at give fotograferne de helt rigtige grimasser, og undervejs holde guitarplekteret lige i munden.
Fingerfærdighederne fejlede intet, og hans guitararbejde glimtede mesterligt i numre som I Ain’t never og Just a little bit, der blev præsenteret som sjette nummer på et tidspunkt i koncerten, hvor vi allerede havde passeret den halve time. For et et godt sjælfuldt bluesnummer tager nu engang den tid det tager. Sådan!
Det hele serveret som en kærlig ment kulmination af blues, R&B og jazz, tilsat Vaughans ganske personlige letflydende guitarlyd, der ligesom B.B. King i sine toner har flere solstråler eller tårer gemt i.
Vokalmæssigt var Vaughan udfordret undervejs, men ikke i et omfang, det var skæmmende. Der var blot undervejs toner, der ikke kunne rammes, og gjorde at linjer måtte ’fades ud’. Fair nok. I det her univers er det primært musikken der tæller.
Efter de første seks numre fulgte fire numre med Mike Flanigan bag klaviaturet i hovedrollen som vokalist. En opgave han udfyldte ganske godt, men til gengæld var valgene af numre ovre i det lige lovligt hyggelige og joviale. Hvis det virkelig kan passe at det var det højeste publikumskor Flanigan nogensinde havde hørt til den klichefyldte ”Hey Baby”, så kunne det være de fremover skulle tage den ud af sætlisten. Jeg ville ihvertfald tage det som et tegn – og overlade nummeret til DJ Ötzi og hans afterski- og schlager publikum fremadrettet!
Koncerten blev vækket til live igen med en fremragende version af det gamle Howlin Wolf nummer ”Shake for me”, som brormand Stevie Ray Vaughan også har spillet. Et absolut højdepunkt sammen med et andet Stevie signatur nummer ”Texas Flood”, som Jimmie Vaughan og band i den grad fik holdt i live. Aftenens egentlige ‘WAUW’ oplevelse.
Det blev fulgt op af den herligt rockende ”Roll Roll Roll”, og man fornemmede at Vaughan og band nu for alvor var i deres es. Lige der hvor tempo og timing forener den blå tråd og rockens hede rytmer.
Gammel kærlighed ruster ikke, og jeg tænker at Vaughan har flere gode år i sig endnu. Håber dog næste gang, at han tillader sig selv at hylde noget mere af hans egen sangskat. Det kan altså også noget at rykke sig ud af egen comfort zone!
