“Historien gentager sig” – siger man ofte. Det er lige så sikkert, som at man sjældent bliver træt af en god historie. Men historien ændrer sig også. Indenfor for blues dog med med meget små skridt.
”The Chicago Sessions” er en god historie, med gode historier fra en artist, der i sig selv er en god historie – og rent faktisk deler ud af den på albummet, alt imens han er med til at rykke grænserne for lyden af et ægte Chicago Blues album. Hvem skulle nu have troet det?
76-årige Jimmy Burns er en anerkendt bluesfortolker i Chicago, og var med på sin første indspilning i 1959, og har siden omgivet sig med de fleste af de helt store lige fra Little Walter til Buddy Guy. I 70’erne og 80’erne havde familielivet dog første prioritet, og her overlod han det til storebroderen – John Lee Hookers mangeårige sideman Eddie Burns – stadig at levere the blues i offentlig regi. I 1996 i en alder af 53 år udgav han så sit første regulære fuldlængde solo album på det anerkendte blueslabel Delmark – og siden er det blevet til yderligere fire studie album (det seneste i 2015), et live album, og et album indspillet sammen med broderen Eddie.
Men nu er aktivitetsniveauet sat op – i slutningen af december udkom et mere traditionsbundet album ”Good Gone Bad” fra Chris Shutters with special guest Jimmy Burns – og det er så her den 27.01.20 fulgt op med et album i eget navn. Udgivet af Krudtmejer – og skabt i tæt samarbejde med den danske producer og musiker Laust ”Krudtmejer” Nielsen – der i blueskredse herhjemme allerede er anerkendt og respekteret for sine aftryk på produktioner med Trainman Blues og The Cornbread Project.
”The Chicago Sessions” er skabt på moderne vis ved at noget er lavet i KBH af Laust ”Krudtmejer” Nielsen – og andet er blevet til da han drog til bluesmusikkens hovedstad for at indspille nogle sessions med Jimmy Burns.
De to havde spillet sammen for 6-7 år siden da Jimmy Burns havde haft tre job i København, Oslo og Lillestrøm. ”Krudtmejer” var dengang blot med som bassist, men turen satte tanker og drømme i gang, om at producere blues med friske øjne. I mindst fordi selve det at producere blues album altid været betragtet som lidt unødvendig og overflødigt. Det skulle da vel være nok at indstille det blå farvekorn, spille, optage og udgive!.
”Krudtmejer” beviser med ”Chicago Sessions” nok en gang, at man kan løfte et bluesalbum med en seriøs produktion uden at ramme eller svække selve bluesmusikkens sensitive sjæl. Han formår hele vejen igennem at have en effektiv støvfjerner i sin produktionstilgang, og i stedet tilføje atmosfære og nyt liv.
Men hold da nu op for en vokal han så også har at arbejde med her. Jimmy Burns synger med ro, sikkerhed, og masser af sjæl – mere autentisk bliver det næppe. Heller ikke når han ”bare” snakker gamle dage over tre numre sammen med vennen – studieejer Blaise Barton. ”Krudtmejer” var kvik nok il at optage samtalerne uden de egentligt registrerede det, og skabte altså “ud af ingenting” tre numre, som føles som et bankende small-talk soundtrack – der danner et herligt, uformelt og helt uromantisk tilbageblik. Godt tænkt og meget virksomt – og nydeligt placeret ind mellem de øvrige syv ”almindelige” blues numre.
Af dem er der fire bluesstandarder, så et enkelt nummer, som Jimmy Burns selv har skrevet (og tidligere indspillet) ”Stranded In Clarksdale” – en dejlig veldreven tilbagelænet blues – og så er der de to triumferende overraskelser. ”I Know You’re Gone” skrevet af Morten Lunn og tidligere indspillet af hans Fried Okra Band, og ”Cold As Ice” – et gammelt classic rock hit med Foreigner – og et nummer som Burns rent faktisk tidligere har indspillet i en meget nøgen, akustisk og lige lovlig kølig version på albummet “Stuck in the Middle” (2011). Tjek den version – og så den nye, og du forstår bedre hvad det er “Krudtmejer” mestrer i sin produktion. Han har skruet så meget op for både varme, charme og nerve i det nummer, at det tangerer det mesterlige. Og bedst af alt – de numre matcher fornemt lyden af de resterende fire standards, der alle er rykket i nye retninger – men med fuld honnør og respekt overfor det oprindelige.
Resultatet er ikke blot varmt og tiltalende, det er også fyldt af sammenhængskraft, der emmer af at være skabt af et hold musikere, der må have blåt blod i årene – og masser af mod og mandshjerte til at kunne og ville skabe nye historier med en ny lyd. Morten Lunn er sammen med Burns og ”Krudtmejer” de gennemgående figurer på albummet, og hans indsats gør en forskel – og ikke mindst hans slide-guitarlyd taler konstant direkte til musikhjertet. Det er ligeså indfølt, som det er udtryksfuldt – og er med til at skabe et album – som med rette bør kunne kalde sig stor opmærksomhed i det internationale blues miljø.
