Den 41-årige Joakim Lykke debuterer og er aktuel med albummet ”Falling Down – Today”. Et album, der ifølge Lykke selv, er en statusopdatering på sit eget liv. Albummets gode intentioner er ikke til at tage fejl af, og her er tale om en kunstner med noget på hjerte. Desværre er hverken Lykkes evner som sangskriver, sanger eller guitarist noget at skrive statusopdateringer om. Tre elementer, der alle er af afgørende betydning for en singer/songwriter.
I albummets tilhørende pressemateriale, skriver Joakim Lykke, at han er inspireret af blandt andre R.E.M. og Kashmir, som begge, ifølge Lykke, til en vis udstrækning er til stede i hans sangskrivning. Som kæmpe fan af både R.E.M. og Kashmir er det svært for undertegnede at se nogen som helst lighedstegn mellem de to bands og Joakim Lykkes sangskriverevner eller stil. Med en sådan udmelding, er det svært ikke at sammenligne. En sammenligning, der ikke kommer ud til Lykkes fordel. Tekstuniverset hos de to bands forsangere – især Michael Stipe, er præget af poesi, hvis lige jeg ikke har været vidne til før eller siden. Lyrik, der vækker ens nysgerrighed og giver lyst til at dykke ned i de finurlige vendinger. Lyrik, der er alt andet end banal og triviel. Hos Lykke bliver alt udpenslet og skåret ud i pap i et tekstunivers, der ikke overlader meget til fantasien. Med titler som ”Inside/Outside”, ”Wasted Dreams” og ”I Won’t Be Kind” lægger det heller ikke op til sindsoprivende eller spændende skriverier, hvor ens interesse eller nysgerrighed vækkes.
Også i det musikalske udtryk er det svært at finde lighedstegn med de kunstnere, Lykke efter sigende har fundet inspiration hos. Albummet igennem leveres søvndyssende guitarspil, der ikke på noget tidspunkt byder på nævneværdige nuancer eller udsving. Samme problem har Lykkes stemme. Nogen stor sanger er han altså ikke. Når hverken stemme eller guitarspil, formår at løfte den middelmådige lyrik, bliver det ekstremt monotont at overvære Lykkes formidling af sit liv.
Midt i trivialiteterne formår nummeret ”October Down” at fange lytterens opmærksomhed. Det er dog hverken guitarspil, tekst eller Lykkes sang, der gør nummeret værd at fremhæve. Sangerinden Kristine Hoelgaard kommer Lykke til undsætning med en stemme, der står i skærende kontrast til resten af albummet. Selvom fusionen af de to stemmer ikke er nævneværdigt interessant, er det nok til at ”October Down” skiller sig ud fra de resterende numre og bliver til albummets eneste højdepunkt.
Alt i alt er ”Falling Down – Today” et ekstremt monotont album, der viser en kunstner med en entusiasme, der er markant større end det tilhørende talent. Heldigvis er den danske musikscene fuld af folk med noget på hjerte, som det er tilfældet Joakim Lykke. Og kunstnere med noget på hjerte fortjener at bliver hørt. I stedet for at gå i dybden med en detaljeret beskrivelse af albummets manglende potentiale, opfordres I til at give albummet et lyt. Måske I har anden oplevelse og kan finde dets kvaliteter.
