Koncerten med Joe Armon-Jones var den første koncert i den tema-serie, som Copenhagen Jazzfestival har valgt at kalde ”The Future Sound of Jazz”. Og fremtiden er heldigvis noget især de unge interesseret i, og det var da også primært dem, der var dukket op denne mandag aften på Loppen for at se hvad keyboardfænomenet fra London kunne byde ind med.
Først og fremmest er en koncert med Joe Armon-Jones og hans band (trommer, bas, trompet, og sax) et forløb, hvor de frie og kreative energier får løbepas og legetid. Bortset fra et vanvittigt varieret og virtuost trommearbejde – og fuldfede bas rundgange – er det ikke de solistiske indslag, der er i centrum – eller dem virkelig imponerer når de trods alt undervejs forekommer. Det er selve sammenhængskraften, der er saften i denne kreative krydsform af jazz, dub, reggae, og progressivt hip-hop.
Seks numre bliver det til på en time og 30 minutter. Nogle instrumentale, andre tilført mandlig vokal, der aldrig var helt skæv (trods en joint undervejs) – men som heller ikke ligefrem sad lige i skabet.
Som et ungt bud på fremtidens jazz musik syntes jeg egentligt ikke, at Joe Armon-Jones helt ramte plet. Det meste føles lidt som noget man har hørt før. Der var ikke meget nytænkning i det ret traditionelle line-up, og avantgardisme blev holdt nede med under et røgslør af rytmisk velbehag, der undervejs mere mærkedes meditativ end massivt masserende og fabulerende.
Stærkest fremstod åbnings nummeret ”Mollison Dub” og det tredje nummer ”Ragify” – der ligesom rummede det hele og lidt mere – men herefter gik der for meget joint i den på scenen – både hos Joe Armon-Jones, og et par af hans musikanter – og intensiteten faldt, og efterlod det hele en tand for “feel good and feel free” – uden de større musikalske forløsninger. Det efterlod alt i alt et lidt for tåget billede af en ellers sympatisk og dygtig musiker, der dog med kosmisk garanti nok skal finde spændende musikalske veje i fremtiden.
