I går den 2. oktober rundede Jørgen Thorup de 60 år – og i den anledning udsendte han som en slags gave til sig selv sit fjerde soloalbum ”Human Stars” – det første siden 2011. Og herved forsinket tillykke herfra – og tak.
Tak for at han deler sin gave med alle os musikelskere, der – hvis vi har bare en snert af kærlighed til melodisk og harmonisk soul-pop – med garanti vil finde den både ganske begavet og berigende når vi har nærlyttet indholdet. Ikke fordi det er så overraskende endda – men det indfrier til fulde forventningerne med lutter lyttelækre numre, der har både en tidløs og opdateret aura over sig.
Jørgen Thorup er ikke en opfinder eller trendsætter, han er en håndværker, en ildsjæl, og en sanger/sangskriver, der formår at sætte egne aftryk i sange, selvom de ofte står på skuldrene af flere forskellige musikalske referencer. Men han tør at tage nogle chancer, og han tør se sig selv i spejlet, og via modne tekster vise billedet af en voksen mand, der både har smagt på livet, lært af det og stadig tror på det ud fra egne forudsætninger i fællesskabets ånd. Samtidig varierer han sit soul-pop udtryk glidende og godt i løbet af de 32 minutters spilletid.
Ni numre, der fra start til slut, slet og ret er gode gennemarbejdede og velproducerede sange, der har det til fælles, at de er på et niveau, som ikke nødvendigvis kunne gøres meget bedre af hverken Elton John, Paul Carrack, Daryl Braithwaite, Daryl Hall eller hvem inspirationskilderne nu må være.
Hele fire forskellige producere – Peter Busborg, Peter Friisnæs, Emil Lei og Christoffer Stjerne – har været inde over på dette album, der rent faktisk har været fem år undervejs. Det har dog ikke gået ud over hverken friskheden eller fællesskabsfornemmelsen på albummet. Det hænger sammen, og det holder ved, og giver en uregerlig lyst til at starte albummet forfra når det sidste nummer ”Time For Me To Say Goodbye” – en duet med Dianna Corcoran, har lukket pladen på absolut smukkeste vis.
En sang, der skal høres som en kærlig hilsen til Jørgens Thorups bedste ven, der begik selvmord for otte år siden. Det viser i den grad noget om Jørgen Thorup, at han på en plade, der udadtil mest dufter af varme popkorn, tager et så tabu belagt emne med. Det fortjener respekt – ligesom det gør at tage afstand for musikbranchens til tider misforstående anerkendelse af misbrug som en forventelig arbejdsskade – som han synger om på den moderne soul sang ”I Hate To Tell You” – der i sin lyd ligger stærkt i slipstrømmen på nogle at tidens radio darlings Calby og Patrick Dorgan – så mon ikke Jørgen Thorup også kan score sig et hit med den?
Såkaldt hitpotentiale er der rent faktisk så rigeligt af på ”Human Stars” – og her tænker jeg ikke på en ellers fint-følt og top-proff udført version af det gamle Hall & Oates hit ”Private Eyes” – jeg tænker mere på intensivt iørefaldende nyskrevne numre som den Nashville formede ørebasker ”Alone Tonight” eller den lettende ”Fly Away” – eller den fantastiske duet ”When We Dance” med Sascha Dupont. Sidstnævnte nummer fremstår nærmest som virkeliggørelsen af en drøm om hvordan et møde imellem Marc Cohn, Shania Twain og Bryan Adams kunne lyde.
På numre som ”Human Stars” og ”For Better And For Worse” mærkes til gengæld en snert af noget nyere britisk inspireret pop-lyd, og pludselig burde fans af f.eks. The Script, Keane, og Kodaline også kunne lukke Jørgen Thorup ind i deres univers.
Første gang denne signatur stiftede begejstret musikalsk bekendtskab med Jørgen Thorup var da min forholdsvis nystartede pladesamling var blevet udvidet med det første V6 album i 1982. Der blev i den grad skruet op på teenagerværelset for en omgang iørefaldende omgang pop-rock, som nok var moderne i USA, men endnu ikke – havde gjort indtog i Danmark – og slet ikke med danske tekster. Ganske markante album, der stadig står holdbare den dag – og det andet album ”Slipper dig aldrig” (1984) var i øvrigt produceret af Billy Cross, der siden har haft en afgørende indflydelse og betydning i Jørgens Thorups liv både privat og professionelt.
Billy Cross er naturligvis også med på ”Human Stars” som gæstemusiker, ligesom en anden nær ven og mangeårige samarbejdspartner Michael Hardinger er det – og andre gode folk som f.eks. Michael Hartman og Dan Hemmer. Summen af alle disse gode folk – og sympatiske og velsyngende Jørgen Thorup i front – er i bund og grund så rigeligt til at kunne konstatere at titlen på dette album ”Human Stars” er noget så velvalgt.
