Bag navnet Johan Airijoki finder du en sanger og sangskriver – der med udgangspunkt i en opvækst og et voksenliv i og omkring et lille tyndt befolket og lukningstruet minearbejder samfund i Norrland i Sverige – i den grad i sine tekster og i sin musik har formået at gøre de ofte autentiske historie- og skæbne fortællinger både levende og nærværende – og berigende at lytte til.
Han ynder selv at kalde hans musik for ’Glesbygdsrock’ – men der er nu lige så meget blues, og svensk vise eller folk tradition ind over, som der er rock i klassisk forstand. Over tre fuldlængdealbum har han hidtil boltret sig som en slags umoderne kloning af Tom Waits, Bob Dylan, Cornelis Vreeswijk og Tomas Andersson Wij.
Nu er han så klar med et nyt album “Får jag vara din kille”, der ser verden i et lidt bredere perspektiv – både hvad angår tekst og musik – og der ses både tilbage mod barndommen, ungdommen og ud mod en verden, hvor langt fra alt spiller lige så godt som musikken.
Efter den korte talking/soundscape åbning i ”Klart för smäll” – med samer klingende kor – åbner albummet for alvor med ”Bom diggi bom” der dovent, drevent og dejligt tung – og fortsat med sitrende samer kor – og et næsten reciterende sangforedrag – nærmest hypnotiserer en til at blive indfanget af den mørke – nærmest destruktive og opgivende tekst – der rummer plads til fortolkning – ihvertfald for denne skribent.
Nummeret afløses af titelnummeret – der også har været ude som single – og det er en langt mere straight og klassisk rocksang, der dog rummer fine ulmende og rumsterende elementer, der får lov at springe ud i løbet at de 4 minutter og 32 sekunder, den holdes i omdrejninger på LP formatet.
Johan Airijoki har en af de stemmer – der ikke er stor i teknisk forstand – men den har personlighed, nerve, og troværdighed – og dermed en stor, og er jeg ret sikker på – ganske lang holdbarhed.
”Sluten verkstad” er pladens bud på hvordan The War on Drugs kunne lyde på svensk – og er simpelthen en skøn og ligefrem tilbageblikssang, der trods alt giver håb for dem, der vil lægge lidt arbejde i det store værksted, som verden omkring os er.
Det vil nok skille vande, at Johan Airijoki og hans solide håndspillende band tager disse markante musikalske skift over de ni numre på godt 38 minutter. Personligt syntes jeg det fungerer – også når de i ”Våren i Paris” midtvejs serverer en dæmpet blues ballade med nordiske vise fornemmelser.
Og at han bare kan noget med balladerne, hvor vokalen virkelig kommer helt i centrum – høres især på mesterstykket “Tjel”. En sang i et stemningsfuldt og helt nøgent arrangement, som inddrager og på en eller anden måde gør at hvert eneste ord smyger sig direkte ind under huden på ind, og billeder springer frem på nethinden. Tjej” er kort sagt en af de kærlighedssange – der gør at man stadig orker kærlighedssange – og alt til trods – stadig tror på kærligheden, som en drivkraft i verden.
På det efterfølgende ”Jajjemän” flirtes der lidt med reggae genren, og det kan der med garanti blive et virkelig fedt live nummer ud af – men som albumbidrag forbliver det en parentes.
Også ”Raggarkung” (i digital udgave hedder den pudsigt nok ”Skördetid”) har potentialet til at blive et stort LIVE nummer, men det fungerer også med bravour her i studieversionen med en legende og groovy disco feelling – og nogle gode funky vibes. Ja, man når faktisk at tænke at det i princippet kunne minde om resultatet af et musikalsk topmøde i mellem Bo Kaspers Orkester og Peps Persson med Prince som åndsfælle. Et højst overraskende og ret anderledes nummer i Airijoki regi. Men for filan – det fungerer – så det er herfra mere end godkendt.
Albummet lukker med den stille og tekstmæssigt fine ”Vi finns still” og sætter derved et punktum for et album, der ikke vil fremstå som bedste og mest helstøbte hidtil fra Johan Airijoki – men det fastholder indtrykket af en af de mest spændende og udtryksfulde historiefortællende sangskrivere vi aktuelt har her i Norden.
Lad os krydse fingre og grænser for at der bliver mulighed for at se ham og hans band i Danmark i 2021.