I bund og grund er dette måske ’bare’ et velproduceret og varieret voksen-pop album, der med ærlighed og kærlighed som grundpiller – og et tændt tæft for både det ligefremme, det melodiske, det storladne og det episke – evner at røre og ramme lige ind i centralnervesystemet – så slutresultatet føles både varmt, vedkommende og vejvisende.
På albummets cover forside står 36-årige Johan Kolstrup klædt i en helt hvid gennemsigtig skjorte – med lukkede øjne op mod himlen og åben mund. Et cover, der signaler, noget større end ham selv – selvom han i sine tekster tager udgangspunkt i et indre følelsesliv, der til tider har haft mere karakter af kaos end kontrol.
På bagsiden af coveret sidder han helt klædt i hvidt, ved et hvidt klaver, på en skammel med hvide blomster omkring. Se det er altså gennemført til mindste detalje det her artwork – skabt af Simon Gatzwiller – endda med tekstark trykt på en art gennemsigtig plastik. Er du pladesamler og har popøre, så er dette album et ’must have’.
Teksterne er som sådan ikke ’state of art’. De rummer, som sange er flest, mest det hjertelige og smertelige. Men som albummets forside altså afspejler, så er det hudløst ærligt leveret og reflekteret, og det på en måde så de fleste ord og omkvæd alligevel får vinger – selvom titlen som årets tekstforfatter altså med ret stor sikkerhed nok går til en anden.
Tre af de ni numre har Johan Kolstrup selv skrevet tekst og musik til, mens de resterende er skrevet sammen med andre – blandt andet tre numre med hans lillebror – Mathias Kolstrup, der er aktuel med hans nye soloprojekt Liberty – og ellers er kendt som frontmand i Dúné.
De tre numre som brødrene har skrevet sammen, afspejler ganske fint den brede ramme, som ”Frk. Andersen og motorcykelracet” sættes i. Det absolut stærkeste nummer af det tre – og vel nok det bedste på hele albummet – ”Motorcykelkapløb” – lyder af den slags numre som Rasmus Walter har kørt zig zag efter hele karrieren. Det er popsnedkeri af fineste karat – og er lyden er meget mere end et hurtigt hit.
”Hvad er det vi skal nå? / Jeg ved det ik’, jeg ved det ik’, men vi ska’ videre!” –
lyder omkvædet med Drew Sycamore på kor på en fængende og melodisk pop-basker, der på forunderligvis vis sneg sig uden om alle årets afstemninger om sidste års bedste pop nummer, selvom det var udsendt som første single fra albummet.
Men Kolstrup og Kolstrup har som nævnt mere at byde på, så de kører naturligvis videre, også selvom om de tabte første runde i det stor kapløb, som kampen om public service ørenlyd også kan være. De formår nemlig at smede popformlen så den hele tiden er varm og nutidig, også når de på ”Måske ik’ for evigt” præsenterer en ferm, festlig og forførende 80’er sound a la A-ha.
Det sidste nummer de har skrevet sammen, er ”Anna”, som er en charmerende afviger på albummet. Banal og naiv, som næsten kun Kim Larsen kunne slippe af med, uden af der måtte krummes tæer. Tilsat musikalsk eliksir a la Danseorkestret – godt nok på en lidt doven dag. Lyder det som beskrivelsen af at minus gange minus giver plus, så lad mig holde fast i det – ikke mindst fordi Danseorkestrets – desværre nyligt afdøde Jacob Andersen – medvirker på nummeret.
Kærlige tekstklip hilsner til Danseorkestret finder du i øvrigt også på det flotte, tilbagelænede og alligevel storslåede ”Kom tilbage”. En mesterlig afslutning på et album, der i løbet af små 34 minutter, kort og godt, beviser at popmusikken også fungerer vitalt i hvide rammer og med et mere modent afsæt.
Og selvom poesien som nævnt ikke er indgangsnøglen på albummet får vi alligevel en smagsprøve når Johan Kolstrup på ”En Veninde” modigt kaster sig over at sætte musik til et Emil Aarestrup digt. Smukt og enkelt igangsat af klaver og tekst recitation, bliver man som lytter pludselig ført ud af en helt anden vej end ventet.
”En drøms æteriske musik” – som en linje i digtet lyder.
Fine fraseringer og falset giver drømmebilleder, der dog ikke er så virkelighedsfjerne endda, selv når det undervejs føles som om englene synger med. Så selvom vi taler om pop-album fra start til slut er det ikke skabt via en skabelon fra tidens fastfood hitmaskine. Det her er sange med power og personlighed. Måske det for letkøbt at tænke at det fordi at Johan Kolstrup som sangskriver fra Skive egnen – ligesom bysbørnene Mads Langer, Superheroes, Dúné bare ikke orker den skive-skårede mainstream.
Søger du samme form for åbenbar hitpotentiale som i føromtalte ”Motorcykelkapløb” , så finder du det uden besvær i ”Stepping Stone” – skrevet sammen med albummets producer Noah Rosanes – og ikke mindst i ”Kærlighed!” og ”Hvad sku’ jeg ellers?”.
Johan Kolstrup har ikke lagt skjul på, at dette andet album fra ham – og det første på dansk – har været en lang – men også befriende rejse. En rejse, der smukt understreger, at rejse er at leve, uanset om rejsen går fra Skive til Thy – eller fra Thy til København – eller rejsen mest af alt foregår i det indre. Fakta er at Johan Kolstrup er trådt i karakter og har rejst sig med et album, der fortjener at blive hørt vidt omkring.