Som en musikside, der hylder nysgerrighed og unødig skelen til genre, er ”På kanten af det hele” lidt af en lækkerbisken at gå i gang med.
For Johannes Smed har skabt et debutalbum, der tager dig med på en rejse i et musikalsk univers, der rummer både det poppede, det hip-hoppede, det rockede , det elektroniske, det eksperimenterede, det gennemtænkte og det helt tilfældige heldige valg. En velvalgt cocktail af noget, der kunne pege på samme leverandør af gode ingredienser som hos f.eks. De Eneste To, L.O.C og Sivas.
Johannes Smed er en erfaren producer, komponist og lyddesigner og han har arbejdet med musikteater og andres musik i mange år sideløbende med, at han har skrevet og udviklet sine egne sange. Men først nu har han haft modet – og de helt rigtige sange – til at smede det hele sammen til et intenst debutalbum med otte numre, der holder en spilletid på lige over 28 minutter.
Det første indtryk er at vi at gøre med en hamrende dygtig håndværker og en kreativ opfindertype, der evner at lege og rumstere med lyde som effektive virkemidler, og som formår at skabe nogle slagkraftige sange, der insisterer på at blive lukket ind, og på at blive hørt.
Og lukker man dem først ind – har man med en enkelt undtagelse ikke lyst til at lukke dem ud igen. For pudsig nok er det kun nummeret ”Falder”, der falder igennem – mest af alt for et falleret forsøg med falset – og et semi-rappende flow, der her bare ikke rammer “Go”, og slet ikke fungerer sammen med en lettere skizofren musikalsk kulisse.
Men en enkelt helkikser tilgives hurtigt når man forinden er forkælet med numre som f.eks. den pågående og viljestærke ”Et skridt frem”, der er et sandt lag på lag musikalsk kunstværk med masser af forlystelsessyge forbindende klange og lyde. Var det udgivet af L.O.C ville det vel nok være et af hans Top 5 numre. Kapow!
Men det er det ikke, ligesom ”Frem igen” ikke er indspillet af De Eneste To. Til gengæld er det et af de stærkeste danske numre denne skribent har hørt længe. En sang om sangskriverens egne indre dilemmaer omkring al den smerte og elendighed, som vi har oplevet omkring flygtninge krisen – og afledte tanker om hvorfor vi lader historien gentage sig og hvorfor det bliver så uoverskueligt at gøre noget. Genialt og nytænkende sammensat af to lead vokaler, en dyb inderlig og en lys insisterende – som det indadvendte og tvivlende vs. det udadvendte og selvsikre – og så tilsat simrende samples, der gør en forskel. Det er sådan et nummer, der på bare 2 minutter og 52 sekunder tatoverer sig ind på øregang og nethinde, og gør at du som lytter pludselig føler at det er dig, der står på kanten af det hele.
Også det efterfølgende ”Venter på” imponerer med sin opfindsomme brug af samples – og stammedans rytmik, der ifølge skaberen selv er tænkt som en slags frustrations- og afmagtsudladningsrytme. Godt tænkt. Godt udført.
Og det er det her album bare generelt. I det iørefaldende ”Smelter” er det et skævt happy-go-lucky ”la-la-la-la”kor, der drillesygt sætter lyd på alt det vi ikke ved om helheden, når vi står for os selv og lytter ensomt – måske på en Smed, der har lavet det her nummer på en dag, hvor ikke kun jernet var varmt.
”Det hele” lukker pladen som et mørkt, dystert, knirkende og kontrastfyldt nummer med en nærmest “industrial” stemning – blandt andet skabt ved hjælp af at hele tre trommeslagere Magnus Jochumsen (The Kultimangos, Bodebixen mm), Adam Winberg (Julie Maria, Mathilde Falch, Den Syvende Søn mm.) og Bjørn Heebøl (Bisse, Maluba Orchestra mm.), der giver hver deres besyv med via bankende lag af frustration, medgang og modgang.
Johannes Smed er en lovende late-bloomer, som forhåbentligt har fået mod til at skabe mere musik i eget navn. For han beviser med sin debut, at han til næsten fuldkommenhed magter at bruge og gradbøje moderne virkemidler, til en billedskabende og betagende musikalsk kulisse, der som bonus indeholder vedkommende tekster skabt af et tænkende voksent menneske – til brug og gavn for andre tænkende voksne menneske.
