Bag navnet JOMI (tidligere Jomi Massage) finder man Signe Høirup Wille-Jørgensen, som i nu mere end 25 år har ladet hendes ofte kompromisløse og altid søgende kunstneriske sjæl folde sig ud i alverdens afskygninger på den danske musikscene, i kunstens verden og indenfor film, radio og teatermusik.
Hun har været eksperimenterende – og bevæget sig nysgerrigt og grænseløst indenfor forskellige genre – fra støjrock til indepop via bigband arrangementer – og det meste af det der ligger imellem – og hun har stort set altid leveret på et uhørt højt niveau og med et klart ambitiøst kunstnerisk udtryk.
Et stykke musik leveret fra Signe Høirup Wille-Jørgensen aka JOMI er således ikke som en mellemmad eller ’bare’ noget du sætter op som baggrundstapet. Et stykke musik fra JOMI kræver din fulde opmærksomhed, ligesom f.eks. en god bog, en god dokumentarfilm eller et godt teaterstykke.
Når det er sagt er ”Lyst” nu et ganske ligefremt og tilgængeligt album. Måske det bedst kan beskrives som lyden af en sammenbragt familie med Nikolaj Nørlund, Leonard Cohen , Anne Linnet og PJ Harvey rundt om bordet – tilsat kompetente Jazz vibrationer og en næstekærlig Joni Mitchell aura.
Tekstmæssigt kommer vi rundt om både livets store universelle spørgsmål i f.eks. ”Livet er lige begyndt” og de helt simple i ”JaNejMåske”. Sidstnævnte et vellykket favntag med et af samtidens store debatemner – samtykkeerklæringen. Musikalsk opbygget, så man inddrages – og fanges – ja nærmet forføres af tekst og musik i et tæt samspil – og med et ‘syngende’ samtykke fra hendes stjernehold af musikere Kresten Osgood (trommer), Ida Duelund Hansen (bas), Maj Berit Guassora (trompet) , Anders Banke (Basklarinet), Jesper Lovdal (sax).
Det er også dette hold der løfter ”Livet er lige begyndt” – albummets længste nummer med 5 minutter og 19 sekunders spilletid – til en af de mest nærende jazz-orienterede jazz ballader jeg længe har hørt. Ligesom Halloween rummer den både uhyggen, gyset og livets ulmende gnist – og ikke mindst et håb om nulstilling, om at komme sig over forskrækkelsen og frygten.
Albummet åbner med ”Byen som cirkler”, der er et dejligt rastløst indie-rock nummer ikke ulig lyden af f.eks. Mathilde Falch. Dennis Thang på guitar og Asger Nordtorp-Petersen (aka Guldimund) på bas sætter sammen med Osgood og JOMI åbenlyst noget i spil med det udlæg – sikrer noget fremdrift, der bryder med sangens cirkulære observationer. Samme hold af musikere medvirker på albummets andet regulære rocknummer ”Knust kompas” , der nærmest har noget Kurt Cobain-ish nerve over sig i et stemningsmættet, tungt og mørkt univers af ulykkelig og uforløst kærlighed.
Et nummer, der giver nyt svar på hvorfor kærligheden vedbliver at være et uudtømmeligt emne at skrive sange om – og et nummer, hvor JOMI som sangerinde synger så indlevende og intenst, at man som lytter mest af alt får lyst til at ringe til hende, og tilbyde hjælp til at samle det knuste kompas når hun synger:
Albummet lukker med tre numre, der har mere jazz end rock over sig – og ikke mindst ”Du er her” er direkte storslået – ikke mindst pga et fabelagtigt kor- og blæser arrangement. Det er en sang, der handler om at finde fodfæste ved livets skilleveje, og er tænkt som en bøn om at vi ser og handler. Derfor er den afsluttende sætning ”Du er her præcis som du skal være” måske lige præcis rammen og præmissen for det samlede album indhold.
For den 47-årig sanger, sangskriver, musiker, arrangør, performer m.v. – der iøvrigt er optaget i Kraks Blå Bog – har helt åbenbart styr på sine virkemidler og hvad hun vil udtrykke og dele ud af af fra et liv, der uanset alder, køn, bagrund osv. bliver ved at stille spørgsmål og give nye udfordringer, byder på sorg og glæde, og ikke mindst krav om handling og forvandling.
Summen af de følelser får JOMI og hendes gyldne hold af musikere samlet i tekst og musik til noget nær perfektion, og giver lyst til at høre meget mere fra den kant. “Mere lyst” er herved bestilt!