Endelig. NU skete det. Jeg har fået Jonah Blacksmith helt ind under huden. Helt ind til det musikhjerte, der stædigt har holdt fast i ikke at lukke Jonah Blacksmith ind – selvom de bankede på med større og større styrke. Men sådan er det – heldigvis – begejstring kan ikke planlægges. Men det har næret mig!
Jeg har så gerne ville elske deres tidligere album – ”Northern Trail” (2014) og ”Jonah Blacksmith” (2017) – ligesom så mange andre, der er blevet rørt og ramt at bandet, og ikke mindst bandets fantastiske historie. Men det er bare ikke lykkedes – og jeg har ikke helt kunne finde ud af hvorfor? For det er et band der i personlighed og i stil simpelthen står for alt det jeg ellers bare elsker indenfor musik og mennesker.
Jeg har set dem live – og jeg har mødt flere af dem backstage til Tønder Festival – og respekten har været der hver gang, men bjergtaget er jeg bare aldrig blevet.
Men sådan er kærlighed jo – også til musik – udefinerbar og til tider uforklarlig – og den lader sig ikke styre eller bestemme over. Det nærmeste jeg har kunne komme en forklaring, er at Jonah Blacksmith på de foregående album til tider måske har været lidt for pompøse, bombastiske og storladne i deres udtryk – i forhold til hvad der normalt rammer mig. Alt hvad der dufter af Coldplay, Mumford & Sons etc. ‘the danish way’ preller simpelthen bare af på mig, som faktuelle oplysninger gør det på Donald Trump.
Og den forklaring giver måske lidt mening hvis man lytter det til nye album – for her er det melodierne og teksterne, og i særdeleshed sammenhængskraften mellem de to ting, der vejrer tungest. Folk-poppen vinder kort sagt over indie-folken på et album, der fra start til slut lyder som lige præcis til album jeg har gået og ventet på. Det er lyden af en helstøbt musikalsk rejse, hvor det bombastiske er nedtonet til et leje, hvor det ikke stjæler lydbilledet, men blot føles som en naturlig og nødvendig ingrediens.
Ti gode historier baseret på en velovervejet stillingtagen til selve livet og dets værdier. Sange om at blive husket, om at være der i nuet for den næste generation, om at forfølge nye drømme, accepterer egne og andres skrøbeligheder, og om være der i den form for broderskab, der binder folk sammen både via blod og vand.
Når forsanger Simon Alstrup i” You Don’t Know Yet” indledningsvis synger ”YOU DON’T KNOW YET /BUT I AM THE ONE / AND I CAN FEEL IT EVERYWHERE” – så er det jo rigtigt. Jonah Blacksmith er på dette album pludselig “THE ONE” – også for mig. De sætter ord på. De sætter musik til. Og når de ligeledes synger “OH GOD, WHAT HAVE I DONE? / WHAT’S CHANGED SINCE WE WERE YOUNG? OH BROTHER, MY BROTHER/ OH OD, I’M IN DOUBT / WHY CAN’T WE WORK THIS OUT?” direkte til én der bestemt ikke har haft et rosenrødt brødreforhold – ja, så er det ikke bare længere musik, så er det et berigende bud på den kunst, det er at ramme noget der er større end en selv.
Og så kan de noget med melodier – og det syv mand store orkester – kan noget med deres håndspillede arrangementer – der ikke bare låner af deres folk historie – de udvikler den med et tonesprog en puls der kan mærkes. Der er masser af detaljer, lag og flotte korarrangementer – og hver især får Thomas og Simon Alstrup, Søren Bigum, Søren Poulsen, Lasse Alstrup, Jon Kjeldsen og Thor Kortegaard sat deres mærkater i det samlede billede.
Det har kunne høres på single-forløberne ”Monster”, ”Honey” og senest ”Dreams”, der alle har rummet de der udefinerbare ingredienser, der skaber en nyforelskelse – og en ny-klassiker.
Bandet er bygget omkring brødrene Simon og Thomas Alstrup – og ”Brothers” tager i dets tematik naturligt udgangspunkt i deres makkerskab og ikke mindst deres stærke broderskab. Men styrken ligger i at de ikke i deres tekstunivers sidder og piller i navler eller søger efter spøgelser fra hjemstavnen omkring Thy. Som tidligere nævnt – snarere tværtimod.
I det tilsendte pressemateriale sætter brødrene blandt andet selv disse ord på –
“Sangene på ’Brothers’ har så småt løftet blikket fra det fælles ophav og hjemstavnen, for i stedet at stille skarpere på det liv vi lever, vores samtid og på det, vi giver videre på godt og ondt. Alt det, livet har at byde på – glæde og sorg, kærlighed og afsavn – er farver på paletten. Samhørigheden os alle syv imellem udgør til stadighed, sammen med den rige strøm af forskelligartet kreativitet, hjørnesten i det hurlumhejhus, som vi ynder at kalde Jonah Blacksmith. Og man er hjertelig velkommen indenfor!“
Og tak som byder. Man føler sig velkommen i samtlige de 10 sange, der får 40 minutter til at folde sig ud. Singlerne står selvfølgelig ekstra stærkt – men rent faktisk vil jeg fremhæve numre som ”Stories”, titelnummeret ”Brothers, ”Weapons”, og før omtalte ”You Don’t Know Yet” som ligeså gode emner til at ende som de klareste ny-klassikere.
At de så ovenikøbet ¨på ”Saint Mary’s Cathedral” lykkedes med at få den svære kunst at få et børnekor til at lyde helt relevant og naturligt på en ’voksenplade’ som ”Brothers” er ekstra imponerende. Endnu et nummer med singlepotentiale. Ja – det er vel kun ”Eartquake” (i øvrigt også med skælvende lækkert kor arbejde) og album lukkeren ”Right here” der ikke ligger lige for at udsende som singler. De har til gengæld så meget andet. ”Earthquake” er simpelthen gåsehudsfremkaldende smuk og ”Right Here” er en akustisk singer-songwriter perle, der også viser hvor stærk en sanger Simon Alstrup er når alt andet skrælles af. Personligt blev alle mine uforklarlige forbehold skrællet af med dette album, som jeg ikke vil tøve med at kalde et af årets absolut bedste danske album.
