JONAH BLACKSMITH – Portalen, Greve – 21.11.20

IMG_5509

Fotograf: PORTALEN

”Når broderskab både er blod, sved, tårer og bare bragende velspillet musik med glimt i øje og sind”

Det syv mand store band Jonah Blacksmith – centreret omkring brødrene Simon Alstrup (leadvokal, guitar) og Thomas Alstrup (Bas, banjo, vokal) – er aktuelt på tour i anledning af deres tredje studiealbum ”Brothers”, som vi her på siden kvitterede med at give 6/6 på karakterskalaen. Det var undertegnede, der skrev anmeldelsen – og måtte erkende at jeg var gået fra at være almindeligt respektfuld anerkendende overfor deres ve, vel og virke – til nu pludselig at være ramt helt inde i selve det pulserende musikhjerte.

Hvordan sådan noget sker – det har jeg ikke fagligt belæg for at kloge mig på – og Side 33 budgettet har ikke psykolog inkluderet, så det må forblive ved min egen banale fortolkning. Men først og fremmest spiller de hamrende godt og samhørigt i en håndspillet virkelighed, der mærkes både ægte, væsentlig og ikke mindst genkendelig. Bandet er – som det nok er bekendt for de fleste – opkaldt efter deres bedstefar Johannes, der var smed i den lille flække Koldby i Thy, hvor brødrene Alstrup også stadig har deres udgangspunkt.

På de første album var bedstefaren også et afgørende fundament i sangene, og ikke mindst i den stærke koncertfilm, som bandet med stormende succes har optrådt med i 2018 og 2019. En film og nogle koncerter, der i den grad kunne vække følelser hos folk i alle aldre, og som ofte fik tårer til at trille frit i trit – mens musikken både blidt og brusende var den healende effekt, i en oplevelse, der for mange efterlod flere spor end 9 års støvede historie lektioner i folkeskolen.

De er således et band skabt på historie, og som nu har nye historier de vil bringe videre. Ikke mindst fordi nutiden og fremtiden som altid formes bedst i lyset af historiens både mørke og lyse sider. Mange af sangene på ”Brothers” har mere fokus på den historie de selv er en voksen del af – og som de selv er med til at skabe, blandt andet som et band af venner, med koner og med børn – ”75 er det vist blevet til ” – var Thomas Alstrup’s gnæggende bud i skægget.

Foto: Portalen

Det blev klart udstillet i løbet af 14 numre – heraf især i de otte numre vi fik fra ”Brothers” – som blev leveret på 90 minderige minutter, der ikke var tilført andet end vægtigt indhold til historiebogen over årets store koncertoplevelser – alt på trods – i 2020.

Efter et udlæg – hvor kun musikken fik ordet i de tre første numre – begyndte især Thomas Alstrup – ofte i pingpong med en eller flere fra bandet – at lukke op for både charme, skæg og gode anekdoter i mellem numrene. I første omgang som oplæg til “Stories” – hvor kernen er hele tanken om hvad vi giver videre. De gav en version af det nummer videre i en grad – så det var en underdrivelse at råbe ”JA” da Thomas Alstrup efterfølgende spurgte ”hygger i Jer?”. For JA – gu’ hygger man sig i så godt selskab, men det reelt storslåede ved Jonah Blacksmith er at de også kommer dybere end det. Og det gør det fordi de med deres musik og måde at være på rent faktisk vil mere end ’bare’ at hygge.

’Hygge’ er vi danskere måske verdensmestre i – men det er vi så ikke i at være åbensindet, empatiske, næstekærlige eller nysgerrige. Emner som Jonah Blacksmith nænsomt og nuanceret – uden pegefingre – får flettet ind i deres sange.

I ”Weapons” – skrevet til en nær ven af bandet – en bosnisk flygtning – som efterhånden at så integreret at de har svært ved at forstå hans syngende Thybomål – er det håbet om mere ordentlighed overfor fremmede, der skinner igennem i et nummer, der her eksploderede – ikke med bomber – men som et rytmisk sansebombardement, der gjorde hovedparten af det fastsiddende publikum til nydelsesfyldte nikkedukker.

Jonah Blacksmith tager generelt gerne nogle af livets store spørgsmål op – f.eks. på ”Brothers” – er blod tykkere end vand? Og hvad er det vigtigste i et godt broderskab – uanset om det skabt af vand eller blod? Svaret er måske mest af alt at vi bør holde fokus på at gøre os umage overfor hinanden, at kigge både indad og udad – og simpelthen bare tale ordentligt til hinanden.

Jonah Blacksmith talte helt åbenbart lige ind i musikhjerterne i den udsolgte sal – i Corana opsætning – og bifaldene ramte flere gange det niveau, hvor man var glad for at der er højt til loftet i Greve.

”Hvor er i bare søde, vi får lyst til at blive og drikke nogle bajere bagefter” – kvitterede Thomas Alstrup undervejs med tidligt tændte julelys i øjnene. Det går så ikke i disse tider – men brødrene Alstrup glædede nu masser af fans ved bag plexiglas af signere diverse i deres merchandise bod efter koncerten.

Var det så højdepunkterne i en koncert, der jo også bød på bandets nok to største hits ”Once You Love ” og ”Daughter of Jonah” som de to ekstranumre. Det var det vel egentlig ikke. For mig personligt var det nok en storslået udgave af ”I am King” og en nærmest Ry Cooder klingende version af ”Downtown” med Søren Bigum på mageløs slide-guitar, der lige gav en ekstra omgang næring og forstærkning til min nyåbnede Jonah Blacksmith begejstring.

FOTO: Portalen

Men et er begejstring – noget andet er det der med Jonah Blacksmith, der kan få tårer frem i øjenkrogene. De kom ikke hos mig i en ellers flot version af ”Saint Mary Cathedral” med flot backtrack kor fra de mange Jonah Blacksmith børn, som derhjemme venter på deres fædre når de på tour – men den gav både mening og var et smagfuldt musikalsk krydderi.

Betyder det så at der så slet ikke kom en tåre i øjenkrogen hos den hårdkogte reporter, der til efterhånden tusindvis af koncerter har stået i fuld kontrol – cool, calm and collected.

Svaret er – JO det gjorde der! – og der er vi tilbage til de tekster, de historier, som Jonah Blacksmith bare evner at formidle som få – og sætte i rammer, der ikke bare rammer, men også rører.

Da vi halvvejs i koncerten fik ”Monster” med fuld harmoni i ikke mindst en intens og inderlig vokal fremførelse – og linjen ”Daddy, is there a monster under my bed?” ramte igen og igen – så spillede, der pludselig en helt anden film for mit indre. Den om mine egne unger, der nu begge er fløjet fra reden som unge mænd – med flashback til dengang den yngste – der i mange år altid kærligt kaldte ”Farmaaand” når der lige var noget – fik konstateret ”tourette” og om de efterfølgende år, hvor vi alle i familien gik med den slet skjulte frygt og ubevidstheden om for hvordan monsteret egentlig så ud og hvordan det ville udvikle sig. Det ’forsvandt’ heldigvis – men Jonah Blacksmith kunne pludselig vække følelsen til live – og pludselig lå de der i øjenkrogene – tårerne. Ramt. Berørt. Lettet.

But anyway – der røg måske det image – men omvendt viser det vel også at man er i LIVE – og tak for det. Så det skal jeg ikke bebrejde Jonah Blacksmith – nok snarere tværtimod. For de beviste nok engang, at musik ikke ’bare’ er musik. Det er mere end det – og lad os derfor håbe på fortsat støtte til dansk musik- og kulturliv fra politisk side – og naturligvis fra alle os publikummer, der ved at vi både som individer og som fællesskab har brug for musikken som en tro og vigtig følgesvend i med- og modgang.

FOTO: Mads Kornum
FOTO: Mads Kornum
Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

  • Kun kr. 33 pr. dag for en reklameplads her på siden!

  • Vil du være en del af ”SIDE 33"?

    Få Nyhedsbreve og andre fordele. Skriv dig op her, og hør nærmere.

    Scroll til toppen

    Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.