Hvis ikke man lytter efter tekster i musik, så behøver man måske egentligt blot at vide, at nordjyske Jonas Schou er en rigtig ferm sangskriver, som i høj grad formår at skrive både iørefaldende og stemningsfulde pop-rock sange, der spiller ud et sted ind i mellem lyden af folk som Claus Hempler, Rasmus Walter og Esben Kronborg. Det er simpelthen i alt sin enkelthed velskrevet, velproduceret og lyttelækkert – og skal have entydig anbefaling herfra alene på den baggrund.
Han har en personlig og behagelig klang i sin vokal – selvom den alligevel hos denne skribent vækker minder om den gode Ivan Sand, der i perioden 1990 – 2006, desværre uden den helt store bevågenhed, lavede en håndfuld stærke dansksprogede album. Nu er solokarrieren pakket ned og han turnerer nu mest af alt som en del af bandet Nalle & His Crazy Ivans.
Men Jonas Schou fortjener med både dette – hans andet album – og egentligt også på baggrund af debutalbummet ”Hverdagsmennesket, sortseeren og drømmeren” en bevågenhed, der kan måle sig med omtalte Hempler og Walter. For med ”På forhånd undskyld” forvalter han for alvor et indlysende og uomtvisteligt talent, der da med garanti også er medvirkende til at han på begge album omgiver sig med musikere fra A-kæden – på det nye album f.eks. Palle Hjort, Rune Kjeldsen og Peter Dombernowsky.
Musikalsk ligger de to album fint i forlængelse af hinanden – men læser du de nærværende danske tekster kan du sagtens fornemme, at noget markant er sket på de fem år , der er i mellem de to album. Debutalbummet kredsede sig meget om tvivl, angst, og uforløste drømme og det viser sig, at det hele udspringer sig af en alvorligt alkoholmisbrug, som han havde kæmpet med i næsten 20 år, og som fik fatale følger i starten af 2017, da han som nybagt far kører galt i sin bil i en soloulykke med en skyhøj promille.
Her kunne historien så slutte – men skæbnen ville heldigvis at han slap med tre brud på nakkehvirvler, og med livet – og ikke mindst kærligheden – i behold. Der er mén efter ulykken, men Jonas Schou er i dag ædru alkoholiker, og er i arbejde på det selvsamme behandlingshjem, der reddede ham ud af alkoholens ubarmhjertige tag. Siden er han også blevet far igen, så der er forståeligt nok masser af skrive sange om. Og det gør Jonas Schou – og det gør han fremragende – uden af blive hverken for sentimental eller for navlepillende. Stadig melankolsk anlagt – men når mørket falder på, spejder han også mod lyset – og troen på fremtiden.
Han sætter stærke og præcise ord og billeder på hans oplevelser – med brug af leg med ord og genkendelige metaforer – og formår f.eks. derved, at løfte sin ubetingede kærlighed til den kvinde, der troede på ham da alt var sort, til en form for universel følelse af taknemmelighed, tro og håb.
Tag bare sætningen ”Uden dig lyder for kliché – men måske er klichéen det rigtige” i ”Ødelagte sammen”. Et godt eksempel på at Jonas Schou hele tiden holder sig tættere på det hverdagsgeniale end det dansktop banale. Og i øvrigt et nummer med en afsluttende – (for) kort – men gudesmuk gåsehuds fremkaldende guitarsolo fra Rune Kjeldsen. Sådan en solo er jo i sig selv en ren og skær kærlighedserklæring. Tak Rune!
Man behøver vist hverken at være håbløs romantiker eller en blød mand med hat, for at blive ramt af så smukke livsduelige kærlighedssange, som ”24 timer” og ”7. himmel” og ”Mens vi venter”. Ikke mindst på den ”7. himmel” går alt bogstaveligt talt op i en højere enhed – et nummer med drive, et fedt bas beat, og så et stryger arrangement, der vel næppe kan købes for penge. Halleluja – i min bog – allerede indskrevet som en nyklassiker, og en højdepunkt på albummet sammen den storladne “Vand under brændte broer”, der nok skulle kunne ride med på fællessang bølgen.
Selve stemningen på albummet er hele vejen igennem håndspillet og atmosfærisk, ofte tilføjet lækre og mesterligt arrangerede keys baserede stryger arrangementer fra orgelkongen Palle Hjort – og en del dejligt kor fra Marianne Lewandowski.
Og så er der denne vitale variation, der gør at nysgerrigheden og interessen uden problemer holder i de 33 minutter albummet forkæler øregangene. ”En søndag i helvede”, ”Sort men smukt farvel” og ”I Værste fald” er alle flotte ballader med hver sine berigende lag af nuancer – og favnende klange.
Og så fik jeg slet ikke omtalt åbningsnummeret – titelnummeret – som i et stykke tid har været at finde på Side 33’s ”Nordic” playliste på Spotify. Et nummer, som i sin opbygning evner at blande både den glade melodi og vemodigheden – og som i teksten endeligt siger farvel til alkoholen men linjerne :
”Tak for alt min gamle ven – for dit fjendskab og mere – tak for alt min gamle ven – Håber aldrig vi ses igen – aldrig vi ses igen”
Vi håber bestemt sammen med Jonas Schou – og ser frem til at følge denne late-bloomer af en sangskriver blomstre endnu bredere og endnu mere rodfæstet i livets rendyrkede værdier.
Er man til pop-rock med roots-fornemmelser, så skulle der altså ikke være nogle undskyldninger for ikke at komme til at holde gevaldigt meget af dette album.
Men skulle jeg tage fejl – så på forhånd undskyld. Men giv det endelig tid – for som med alle gode album vokser det ved hver gennemlytning.
