Jonatha Brooke – Bartof Station – 06.02.24

PI8A7912

Fotograf: Anne Bergmann

"Når de små ting, gør den store forskel"

Af Gry Harrit

Der er sket et skred i måden vi går til koncerter på, her i Danmark. Det er en lidt anden historie, men det har som konsekvens, at man af og til kan være heldig at opleve artister af utrolig høj kvalitet, på et intimt og mindre spillested, som f.eks. Bartof Station. Et sted, der er kendt for at skabe de dejligste rammer for musik, uden at være bundet til bestemte genrer.

Denne regnvåde og grå tirsdag kunne man således i en totalt udsolgt sal opleve amerikanske Jonatha Brooke i en bandkonstellation, der bestod af hendes faste guitarist Sean Driscoll samt den danske trommeslager Kent Olsen og den danske bassist Morten Jakobsen.

Sådan en opsætning kan kun lykkedes, hvis artisten er så stærk som Jonatha Brooke, hvis sangene er af så høj kvalitet som hendes, og der ligger en solid livescene erfaring bag, som den hun og Sean Driscoll kommer med. Kent Olsen og Morten Jakobsen gav deres fine bidrag til aftenens koncert, samtidig med, at det var Jonatha Brooke og Sean Driscoll der satte rammerne. For det var deres banehalvdel, vi var på. Og det var præcis, som det skulle være.

Vi fik et udpluk af hendes stærke sange gennem tre årtier. Vi fik hits, vi fik de politiske sange, vi fik dem fra hendes teaterstykke om hendes mor, der blev syg med Alzheimers , titelsangen fra Peter Pan-filmen ”II’ll Try”, samt sange skrevet ud fra hendes eminente arbejde med tekster af Woody Guthrie og meget, meget mere.

Det slog mig undervejs, at hendes sangskrivning, som mange nok ville kalde pop-med-et-tvist, bare er langt mere. Hendes sange rummer altid det uventede akkordskift, som alligevel er så selvfølgeligt. De favner både det blå fra blues’en, de helt skarpe ikke-blå tonale spring i melodien, som vi kender fra country’en, med det karakteristiske knæk i stemmen. Og det funky og soul’ede. Og altid med et særtræk, og et udtryk, som ikke kan beskrives med ord, men som hun fandt allerede som helt ung sangskriver.

Hun vendte med glimt i øjet flere gange tilbage til det USA, som er hendes hjemland, og som i hendes øjne, er ved at forandre sig fundamentalt. Og meget symbolsk fik vi en historie om en sang (som hun så også spillede efterfølgende), der tog udgangspunkt i en brand, opstået i lejligheden under hendes egen. Og da panikken og angsten havde lagt sig, landede hun nærmest i en tilstand af forløsning ved tanken om, at ja, lad det hele brænde ned. ”Jeg har min labtop og min guitar. Og det er alt, som jeg har brug for”. Denne nye sang hedder ”The Little Things”.

Og sådan tog hun os med i livets mange omvæltninger i løbet af 2 sæt, og en samlet spilletid på næsten 2 timer.

Det er ikke så mærkeligt, at hun er en prisbelønnet sangskriver og elsket af mange musikere. For man finder i hendes dialog imellem numrene og i hendes sange lige netop det, man godt kan savne i en verden, hvor alt går hurtigt og vi ikke har tid til at standse op og tage os tid til hinanden. Hos Jonatha Brooke finder man nærvær, mod, empati og indsigt i det svære liv, der har brug for sange, der forløser. Og HUN kan gøre det med sange, der aldrig bliver banale og patetiske. Bare kloge, musikalske og ja, forløsende.

Picture of Mads Kornum

Mads Kornum

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.