At tænke sig. Få sin debut koncert udsolgt på Hotel Cecil (med en kapacitet på 350 stående publikummer) på baggrund af bare to singler ”Jeg skal nok vente” og ”Hun kommer tilbage” . Det vidner om en blanding af talent – og om af at have ramt en lyd og en lomme i tiden, som man mangler på den danske musikscene.
Fredag præsenterede Jung hele 10 numre, som samlet hørt understregede, at de i den grad evner at skrue iørefaldende dansksprogede elektro-pop-rock numre godt, grundigt og rimeligt varieret sammen.
Alle numre blev dog holdt i stramme og tight strukturerede rammer – men blev leveret både professionelt og med overskud og masser af energi fra især forsanger Jonas Jung, der for bare to år siden dannede bandet med vennen Michael Hovmand Hansen (synth, keys) og guitaristen Sigurd Boesen.
Sammen har de skabt en lyd – der nærmest fungerer som en slags “Best of” Elektro-pop-rock collage, men venlige vink – og sikkert også tak – til såvel TV-2, Nephew og Minds of 99. Men de har selv rystet posen, mikset en ny cocktail, og fremstår som en trio, som har en indbygget evne til med deres ord og musik hurtigt at indfange et publikum.
Således også her til debutkoncerten, hvor det undervejs lykkedes at få folkemængden til at skråle med på sange, som kun meget få fra inderkredsen kendte i forvejen. Imponerende.
Deres to omtalte singler – der helt usædvanligt gør sig mere end godt på både streaming, og dansk nationalradio – endda både på P3 og P4 – var naturligvis de to numre, der fik stemningen til at eksplodere fuldstændigt og hæmningsløst hengivent. De blev på sætlisten præsenteret som nummer syv og som sidste nummer i en kort og klokkeklar koncert.
Jung ved det er gået stærkt – men virker også til at have både selvtillid, ydmyghed og færdigheder til at bære det. Pladekontrakt med Universal – og hyret til både Tinderbox og Roskilde Festival. Jo tak, det er gået stærkt. Men målt på sangenes kvalitet ikke for stærkt. Åbningen med ”Intro” og ”HDTV” lød som starten af en ny hitparade, og allerede her var stemningen på hotellet nærmest euforisk.
Tredje nummer – det øjeblikkeligt fængende up-tempo nummer ”Hvad skal man tro på” lød som skabt på samme opskrift som ”Hun kommer tilbage”, og blev med sin tekst om tvivl og manglende tro på sig selv, leveret som var det en ny slagsang for alle unge usikre mennesker – med handlekraft på bundlinjen.
Allerede her var konklusionen klar – der er noget at tro på hos Jung. Jonas Jung har både stemme og performergén, og han bakkes stilsikkert op af håndværkerne bag ham.
Både Michael Hovmand Hansen med de helt tunge elektro beat i et nummer som ”Ik’ så meget” og Sigrud Boesen med lækker afsluttende solo i ”Kulkælder” fik dog så rigeligt dokumenteret, at de er mere end til pynt. Netop det forholdsvis afdæmpede ”Kulkælder” havde virkelig straks-potentiale hos publikum, der kvitterede med overdøvende jubel.
I balladen ”Ved hvor det gør ondt” var det til gengæld mere end generende og vedvarende publikumssnak, der stjal billedet, fra et nummer, der ellers var et fint billede på, at de også fungerer fint uden de store virkemidler i brug.
”Blitz baby” blev præsenteret som den næste single, som skal udkomme midt i januar næste år. Det må være fordi de vil spare lidt på krudtet for det fremstod rent faktisk som aftenens svage indslag, nærmest som en punch, hvor man havde glemt procenterne.
Langt bedre var ”Sig’ mig” – igen med et lidt demoraliserende udgangspunkt ”Der er ikke nogen, der gider mig” – og igen en sang, der gik lige så sikkert ind, som et stød fra Mike Tyson i hans velmagtsdage. Det lød som et nummer, der kunne ende med at blive Jung’s svar på Malurts ”Superlove” – for pludselig så og hørt man i Jonas Jung også et snert ung Michael Falch udsat for effektiv elektrochok.
Efter 42 minutter var der fordi. Det var hvad Jung har at byde på lige her og nu. Det var nu også så rigeligt. Nu skal de i gang med at bygge på, og så laver de sikkert ”en Minds” og åbner Orange Scene på Roskilde Festival om 3 år.
Den tid – den glæde. Nu kunne alle der var på Hotel Cecil foreløbig glæde sig over de var med fra første stop – og nåede at stige på toget – for der er godt nok fart på!
