Der er efterhånden tale om det fjerde album fra den nu 38-årige konservatorie uddannede guitarist Kajsa Vala. Det kræver dog, at man medregner hendes ’hemmelige’ debut ”Your Train” fra 2010. Det udkom kun i USA, hvor til hun dengang var rejst for virkelig at få americana, roots- og country fornemmelsen helt under huden.
Det lykkedes i den grad, hvilket hendes efterfølgende ”Kajsa Vala” album fra 2017 til fulde beviste. Her var blandingen af Nashville og hjembyen Århus blevet ganske konkret, da den var optaget begge steder, og med både danske og amerikanske musikere.
Siden er hun bare vokset sammen med et fast hold af danske musikere, og grundstammen på ”When are we out of the woods” er således den samme som på ”Tomorrow Is Not Lost” fra 2018, og albummet er igen lavet og utroligt smagfuldt produceret i tæt samarbejde med Jakob Eilsø.
Det er således ikke længere Nashville, der har været udgangspunktet for hverken drømme eller virkelighed, men mere det nære, kære og svære hjemme i Åbyhøj og omegn, og så den foranderlige verden omkring. Den verden man også bliver voksen i.
“På mange måder er det hårdt at blive voksen. Man får knubs, og livet bliver ikke altid, som man troede. Jeg kan længes efter en lethed. Men med alderen er der kommet en anden ro over mig, som jeg ikke havde som ung, og for mig handler den ro om at stå ved, hvem jeg er og ikke længere lave mig selv om”
– Kajsa Vala
Et gør-det-selv album
For Kajsa Vala betyder det blandt andet, at hun med denne udgivelse har besluttet at gøre alting selv. “Med lidt hjælp fra mine venner”, som hun siger, “for vi kan i virkeligheden ikke særligt meget uden hinanden”.
Albummet er blandt andet derfor udgivet via hendes eget pladeselskab. Og når man sidder med vinyludgaven – med lækkert dobbelt gatefold cover, teksterne trykt på innersleeve osv – mærkes helheden da også som noget, der er skabt af både hjerteblod og fighterånd, og ikke mindst via modet til at stå ved sig selv, og træffe valg.
”When are we out of the woods” er blevet til på to turbulente år, hvor Kajsa Vala i den grad har fået voksenlivet at føle med pandemi, familieforøgelse og alvorlig sygdom i nærmeste familie.
Meget naturligt kredser teksterne derfor om at blive voksen på godt og ondt, og om at acceptere at vi ikke kan eller skal ændre ved alt, og at der er veje videre, også selv om man til tider kan begræde den mistede uskyld, og savne ungdommens fandenivoldskhed og bekymringsfrihed. Men virkeligheden giver og tager – og derfor er dette et så givende album at tage med videre, hvis man samtidig holder af americana genren – ikke mindst ‘the Kajsa Vala way’. For det er efterhånden ganske klart at Kajsa Vale har fundet sit eget take, sin vej, sin sti i skoven. Lyden af Nashville, støvet fra Austin, den nordiske kølighed, og ikke mindst pulsen af Århus.
Det høres i albummets favnende og lyttelækre lydbillede, der mest af alt har et længselsfuldt og let melankolsk udtryk, hvor det er de små fine og opfindsomme lag i de håndspillede arrangementer, der løfter det samlede indtryk af en iøvrigt gennemgående bundsolid sangskrivning uden svipsere eller ligegyldigheder.
Internationalt niveau, og nye evergreens
Kajsa Vala skriver ikke musik for at lave et radiohit, selvom særligt numre som ”One Drop”, ”Regrets”, ”Silver Lining”, ”Poisen” og ”Out of the Woods” rent faktisk alle har den harmoniske og melodiske udstråling, der kunne blive et hit, om vi var så heldige at have en landsdækkende radiokanal, der turde og ville præsentere en musikalsk bredside til os alle.
Musikalsk svæver albummet i samtlige 37 minutter mest omkring midtersporet, og kun i omtalte ”Poison” bliver der hældt lidt ekstra benzin i tanken og skruet lidt op for tempo og ikke mindst for den elektriske guitar, der får lov at folde sig ud på en måde, der gør at det svært ikke at tænke Lindsey Buckingham fra Fleetwood Mac. Men det er jo så også bandet med vel verdens mest giftige kærlighedssange.
Jeg kan garantere at både ”Poison” og ”Silver Living” – ja, og sikkert også afslutningsnummeret “Out in the Woods” er den slags vanedannende numre jeg kan høre til bevidstløshed lige til mine dages evne. Det er numre på John Hiatt og Emmylou Harris niveau – altså når de er absolut bedst. Vildt niveau, siger jeg bare!
På ”Damn” går der til gengæld ren ballade i det, men det er der nu så heller ikke grund til at bande over. Også det evner hun og det gode selskab med en naturlighed, som går rent ind som et nydelsesmiddel med de ekstra balancerede procenter.
Og det er i virkeligheden pladens styrke, disse små ekstra ingredienser, der krydrer og kæler for øregangene. Kajsa Vala leger med det og dem hun kan – og gæster som Silas Bjerregaard og Who Killed Bambi er ikke med som pynt eller pral, men netop fordi de kan tilføje de ekstra nuancer.
Albummet understreger at Kajsa Vala er Toppen. Ikke af poppen, men af eliten for udøvende danske musikere og sangskrivere, der ser stort på om folk kalder musikken for pop, indie, folk eller roots. Kald det ærlighed, kald det lige hvad du vil – der findes ikke flere ord, der helt slår til.
Så lad mig afslutningsvis blot fastslå, at Kajsa Vala har sin fundet sit spor, sin signatur, som hun klædeligt vokser med både som sanger, sangskriver og medmenneske. Nu mangler hun egentligt bare næste gang at give lidt mere plads og rum til også i studiet at vise sit både frydefulde og fandenivoldske guitarspil.
