Globetrotter-bandet – som KALAHA gerne præsenterer sig selv – har med deres to tidligere udspil ”Masala” (2016) og ”Mandala” (2019) gjort sig så heldigt og dygtigt bemærket, at deres turnerer helt naturligt har været begunstiget af international rejseaktivitet.
Det fik COVID-19 sat en effektiv stopper for, og så var der pludselig tid og kreativ energi i overskud, samt plads og spillerum til at skabe deres nye album ”Mystafa”, der over 38 minutter og 10 numre udspiller sig som en nysgerrig afsøgende virtuel rejse ud i alle verdens hjørner.
Kalaha består af de herrer Niclas Knudsen (guitar, el-bas, talk box & vokal), Emil de Waal (trommer, percussion, elektronik & vokal), Jens ‘Rumpistol’ Christiansen (synths, würlitzer, programmering & vokal) og Mikael ‘Spejderrobot’ Elkjær (synths, programmering & vokal) – og så gæstes de ellers af gode vokale kræfter undervejs som f.eks. Hilal Kaya, Moussa Diallo, Hjalte Ross, og Uffe Lorenzen – ligesom Orhan Özgur Turan, Bilal Irshed, Serkan Yildirim, Dawda Jobarthe byder ind med eksotiske instrumenter som saz, oud, duduk, og kora.
De musikalske grænseflader brydes og bredes ud på ”Mystafa” med en anarkistisk tilgang, der i sit fundament tydeligvis er båret af en nysgerrig og søgende lyst til at udfordre og udforske nyt terræn. Kalaha kommer vidt omkring, og springer naturligt fra de trumme-rummelige trance lignende forløb til det eksplosivt energiske via et muterende og smittende overskud af global spilleglæde.
World-music genren sprænges groft sagt uden behov for at finde sæde i en ny bås, og den tilstand når de på forunderlig vis i mål med via en samtykkende flirt med såvel syre-rock, impro-jazz, space-funk, brasser-samba, ørkenblues, acid techno, og tyrkisk varmblod.
På seks numre får forskellige sangere lov til – ikke af stjæle billedet – men nærmere til at gøre både musikken og verden lidt større. Ikke mindst på de stærkt vanedannende og bragende iørefaldende numre ”Özgürüm Ben” med den fængende sangerinde Hilal Kaya på tyrkisk vokal, og ”Dans det op” med Uffe Lorenzen (Spids Nøgenhat, Baby Woodrose) på vokal. To numre der ikke bare danser det op – men spiller sig direkte ind under huden – og åbner for et magisk og mystisk forlystelsescenter for sind og krop.
Hilal Kaya er også fermt i front på det atmosfæriske road-trup ”Laga Luga” og på ”Eymen”, der mærkes som en invitation til en svævetur på det flyvende tæppe med Niclas Knudsen som sheriff-ladt turguide.
Lyden af varmere himmelstrøg får du på den funky og dansable ”Vivo” mens Kalaha sammen med Moussa Diallo på ”Jigi Fa” lykkedes med at få skabt den fedeste vuggende vibe til at drømme sig helt væk i.
Og nu vi er inde på det dansable og vitalt rytmiske, så mærk lige den forførende og frigørende energi, som ”Truffle Soil” indeholder. Skal der vælges et genåbningsnummer til festivalsæsonen – et nummer, hvor der virkelig kan løsnes op, og slippes løs til – ja, så er DET HER uomtvisteligt nummeret.
Samme energi – bare i en mere skæv og en snert mere aggressiv indpakning – findes på det mesterlige titelnummer, der lukker og slukker et album, der fra start til slut er en fortryllende rejse ud af stedet. Et dejligt udefinerbart sted. Et sted hvor der også er plads til at gå ned i gear – og lukke den lidt koldere nordiske singer-songwriter klang på besøg – ved hjælp af to af nutidens spændende yngre navne – Hjalte Ross og Maria Køhnke. De høres på “Hurt You Once Again”, der i al sin enkelhed bare en af de der smertelige smukke sange, der gør at livet også kan føles lysende i mørke tider.
Og det er præcis det at KALAHA samlet set formår med ”Mystafa”. De åbner sig – og derved dig og mig – i en lukket tid, hvor vi måske mere end nogensinde har brug for spændvidde og fællesskab.
