Bag navnet Kalles World Tour sidder Kalle Mathiesen – en kreativ konservatorie uddannet trommeslager – der igennem snart 20 år har udgivet album og turneret med et vanvittigt og vildt Drumedy Show, hvor galskab, gøgl og gør-det-selv mentalitet har underholdt både børn, unge og voksne. Kalle er kort fortalt altid på stikkerne – og det er store som små.
Men hvad er meningen? – har mange nok både spurgt og tænkt i årenes løb – og svaret kom måske først, da han tidligere på udgav sin første bog om Kalle Math’Ismen – en ny trosretning – og nu går han direkte efter Kalle 4 World Leader – og det et dette tronskifte, som det nye album ”More is More” er bygget op omkring.
Tja – hvorfor ikke? Men skulle han nu ikke starte med at holdes fokus på den hjemlige andedam, og så kunne han passende gå efter at blive kulturminister i første omgang. Han skal nok få min stemme. Han ville med garanti blive en god en af slagsen. For det eneste du kan være sikker på ved Kalle Mathiesen er, at du ikke kan være sikker på noget som helst.
Det ytrer han sig om i de udførlige covernoter på et balstyrisk dobbelt gatefold cover, og her fremgår det også, at han hader smalltalk, og mener at tabere er de virkelige vindere. Han ser sig selv en af de største tabere i Danmark, og bruger det som ny styrke til at få fremmet sin vision om en ny verden. En verden hvor alle ved og anerkender at alle mennesker fødes som unikke individer, men at penge, forfængelighed og egoisme får dit røvhul til at vokse sig større og større, og langsomt lækker al det unikke ud af dit røvhul, indtil du til sidst bare er en grå kopi af noget, der engang var unikt. En verden fuld af modsigelser.
Og modsigelser er der også masser af på et album, der er organiseret kaos i orkestral indpakning. Men lad os lige afslutte gennemgangen af cover noterne, der sandelig også indeholder de tre ultimative krav han har hvis han virkelig blev verdens leder – blandt andet at “alle mennesker skal være ansvarlige for, hvad deres børn gør resten af deres liv” – og så slutter han med de fem nye bud i Kalles verden, hvoraf det sidste lyder”overrask dig selv og dem tæt på dig. I spontanitet finder du muligheden for at være til stede uden nogen begrænsninger.” – og så henvises der ellers til sangen ”Kotelet – the meditation” for at forstå det hele.
Det hjalp nu ikke mig. Men jeg tror nu heller ikke det var meningen. For det meste i Kalle’s verden skal tages med lige dele gran salt, alvor og humoristisk sans.
Hører man ”More is more” som et politisk manifest bliver man dog nok lettere skuffet. Ikke mindst fordi budskaberne pakkes ind i et skoleengelsk, som nok er klasser over Villy Søvndal og Lars Løkke Rasmussen, men som alligevel mest af alt virker forstyrrende og som et filter for både det brede budskab og den forførende musikalske oplevelse.
Musikalsk er det hele vejen igennem inspirerende uortodoks – og Kalle Mathiasen er uden grund til yderligere debat en dygtig musiker og arrangør, og denne gang får han så også implementeret et helt Sønderjyllands Symfoniorkester på flere numre – og de er f.eks. med til at gøre ”My Two Redheaded girls” til et lille instrumentalt velskabt værk.
Og ellers står den på en blanding af prog-rock, anstrøg af jazz, funk, grooves, og det der ligner – cirkusmusik, andekald og blæs – og smæld på trommerne. Kalle stryger ingen med håret – heller ikke når han har Symfoniorkestret med ind over.
Men som antydet før – det meste drukner i et engelsk tekstunivers, der har samme virkning på mig, som en Brexit tændt Boris Johnson – jeg lytter ikke efter. Det gør jeg til gengæld på det ene nummer med dansk tekst – ”Det værste ved Hitler var Hitlers mor og far”. Her går tekst, musik og budskab pludselig hånd i hånd – og løfter vokalforedraget til rent faktisk, at være noget man hører – opfanger, måske ligefrem reflekterer over. Pakket ind i en herlig hiphop sviner, som nu nok mest af alt er venligt ment. For rummelighed spiller utvivlsomt en rolle i Kalles verden.
Alt i alt lyder Kalles World Tour vel som en legesyg grandfætter til Captain Beefheart. En som har åbnet en rodebutik, hvor der sagtens kan gøres musikalske fund, men hvor der også er for meget af for meget, og for lidt at stemme i med. Så skal Kalles World Tour være mere end en charmerende underdog skulle han nok starte med at indtage Danmark ved at skrive mere på dansk fremover.
Jeg elsker sådan set det meste af dette projekt – anarkien, humoren, absurditeten og ikke mindst den musikalske kreative saft og kraft – og hvad der i øvrigt vælter ud af galskabet. Men hørt som et sammenhængende album bliver der for små lighedstegn mellem de storslåede budskaber, og det man som lytter efterlades med af indtryk fra et originalt, men også alt for rodet slutprodukt af et output.
Kunne albummet som helhed have afspejlet kvaliteten på pladens sidste tre numre – det progressive og jazz orienterede fuldt orkester nummer “90 procent of everything is shit. Not Bach he is quality”, det helt filmiske betagende “Round”, og det rockorienterede “Goodbye” med sprød guitar fra Emil Falk – ja, så var vi helt sikkert landet højere end de 3 skiver, som nålen stopper ved i denne omgang.
Med det i frisk erindring, vil jeg nok også fremover holde mig til Kalles World Tour i LIVE format, for der er han da i den grad en ener på den danske musikscene. Har du ikke oplevet det, så snyd ikke dig selv næste gang muligheden opstår .
Indtil da kan du tjekke nogle af hans mange video opdateringer via hans Facebook. Det er ofte det rene Kallematias – og i det format fungerer det helt perfekt.
