Denne ganske nye trio havde for tredje gang i samme måned fyldt Dexter til bristepunktet, og forventningen summer i luften denne torsdag aften. Karsten Skovgaard, Bo Gryholt og Kevin Monie træder ind på scenen, hvor Skovgaard med tilbagelænet attitude byder publikum velkommen, og starter en anekdote fra tiden i turbussen med Kim Larsen.
Åbningsnummeret ‘Blues for Pizza napolitane’, en hyldest til pizza, rødvin og godt kammeratskab, tager os straks til Syditaliens små stræder og gader. Instrumentalnummeret er en oplagt præsentation af de tre artisters musikalske talent.
Mange af Karsten Skovgaards sange er netop instrumentale, og man behøver ikke være erfaren musikkender for at værdsætte oplevelsen. Skovgaards flabede og ligefremme gadedrengs-attitude, som også Kim Larsen var elsket for, skaber god stemning, og hans humoristiske tilgang fører til mange grin i løbet af aftenen. Anekdoterne, der ofte ender med sætningen ‘mens Kim lå og sov’, skaber levende billeder og tager os på rejser til Skovgaards barndom og ud i naturen blandt efterårets farver. Aktuelle emner berøreres også med numrene ‘Coronavalsen’ og ‘Always Online’, hvor nutidige problematikker adresseres, og krydres med Skovgaards tragikomiske bemærkninger som at ”manglende likes leder til depression” – hvilket ikke er helt forkert.
Sangene er alsidige og nærmest verdensomspændende, når der bydes på instrumentale referencer til både italiensk, mexicansk og svensk musikkultur. Man forstår hvorfor Skovgaard var Kim Larsens betroede kapelmester gennem 24 år. Kevin Monie og Bo Gryholt understøtter Skovgaard med stor dygtighed på henholdsvis guitar og bas, og bidrager desuden med flotte kor undervejs. Værd at bemærke er også Monies imponerende og komplekse guitarsoloer, der beriger oplevelsen.
Skulle der sidde enkelte blandt publikum med forventningen om et Kim Larsen show, er de næppe skuffede. Andet sæt byder på velkendte klassikere som ‘Joanna’, hvor publikums mobiler forudsigeligt skyder i vejret, og selvom fortolkningen er god, må man håbe at en koncert af denne kaliber har gjort dokumenterbart indtryk – også før ’Joanna’.
Efterfølgende præsenteres en næsten spansk-inspireret instrumentalversion af ‘Langebro’, før aftenens sidste nummer ‘Pianomand’, der også denne gang er svær at overvære uden at blive rørt, fungerer som glimrende afslutning. Publikum kvitterer begejstret med stående applaus, og trækker hurtigt Skovgaard og Co tilbage på scenen. Her får vi historien om den sidste gang Skovgaard så Kim, før tonerne af den velkendte ’Som Et Strejf Af En Dråbe’ begynder, og gør det nær umuligt ikke at blive nostalgisk og sende en kærlig tanke i Kim Larsens retning. Alt i alt en smuk afrunding på denne smagsprøve af næste kapitel i Skovgaards musikalske fortælling, hvor konklusionen er klar: Efter flere års pause fra rampelyset har Karsten Skovgaard formået at genopfinde sig selv.
Sætliste
Blues for pizza napolitane
Høst
Coronavalsen
Always online
Emil
Speedbird
Efterår
En Rose
Roselil
Bo solo
Poulsens vals
Joanna
Langebro
Pianomand
Som et strejf
Næsetip