Kashmir – Royal Arena, KBH – 28.05.22

Kashmir-af-Anne-Haldager-6-1

Fotograf: Anne Haldager

”Knap tre timers nostalgitrip i Royal Arena understregede, at Kashmirs bagkatalog er blandt de mest imponerende i dansk rockhistorie”

Bortset fra koncerterne torsdag og fredag i henholdsvis Jyske Bank Boxen i Herning og Royal Arena i København havde de danske rockgiganter, Kashmir ikke spillet live i otte år. Genforeningen skulle oprindeligt have fundet sted tilbage i 2020, men som bekendt satte Corona virussen en stopper for dette. Lørdag aften stod det legendariske rockband igen på scenen i Royal Arena.

I de otte år der er gået, har bandets fire medlemmer haft gang i forskellige soloprojekter. Forsanger, sangskriver og guitarrist Kasper Eistrup har helliget sig til billedkunsten, hvor han blandt andet har malet portræt af kronprins Frederik. Trommeslager Asger Techau og Keyboardspiller Henrik Lindstrand har udsendt soloplader, mens bassist Mads Tunebjerg blandt andet har indspillet musik med det nu opløste bandt Reptile Youth, og derudover udgivet en enkelt EP under aliaset Ian Castle.

Tilbageblikket

Med otte års fravær som band, er det måske på sin plads med en kort gennemgang af Kashmirs historie. En gennemgang der dog ikke tilnærmelsesvis yder retfærdighed til det, de har opnået og præsteret.

De debuterede tilbage i 1994 med albummet ’Travelouge’, hvor numre som ’The Story of Jamie Fame Flame’ og ’Rose’ er at finde. I 1996 udkom albummet ’Crusential’ med singlerne ’Bring Back Superman’ og ’Gloom’. Herefter skiftede bandet spor og lagde den grunge-inspirerede punkrock, der prægede de to første albums, på hylden. Kommercielt set viste dette sig at være et godt træk og i 1999 udgav de hovedværket ’The Good Life’, der året efter, ved Dansk Grammy uddeling vandt prisen for Årets danske album, Årets danske gruppe, Årets danske rockudgivelse og Årets danske sangskriver (Eistrup). Her var blandt andre numrene ’Lampshade’, ’Mom in Love, Daddy in Space’, ’Make It Grand’ og Miss You’ at finde.

Dengang var bandet en trio og først i 2001 tilsluttede den svenskfødte Henrik Lindstrand sig bandet, hvorefter albummet ’Zitilites’ (2003) udkom, hvor bandets største hit ’Rocket Brothers’ er at finde.

I 2005 skrev bandet dansk rockhistorie, da de på albummet ’No Balance Palace’ havde ingen ringere end David Bowie med på nummeret ’The Cynic’ og det amerikanske musikikon Lou Reed reciterede et digt, skrevet af Kasper Eistrup på nummeret ’Black Building’. I 2010 og 2013 udgav de henholdsvis ’Trespassers’ og ’E.A.R.’, der blandt andet indeholder singlerne ’Mouthful of Wasps’ og ’Seraphina’.

Ovenstående skulle dog være nok til at forstå, hvilken kaliber Kashmir er og hvorfor man skal gøre sig selv den tjeneste at opleve dem live, hvis man har mulighed for det – f.eks. når de i løbet af sommeren gæster Heartland, Tinderbox og Northside Festival 

Triumfkort for kendere

Og lad os så vende blikket mod gårsdagens koncert. Med et bagkatalog, der må siges at være et unikum i dansk rockhistorie, var der rig mulighed for at gøre bandets tusindvis af fans glade. Og glade blev vi.

Kashmir begyndte overraskende stille med Henrik Lindstrand, der smukt fangede publikums opmærksom med lækkert pumpeorgel, der skulle vise sig at være introen balladen ’The Push’, hvor Kasper Eistrup hurtigt slog fast, at han stadig er blandt landets bedste rocksangere. Herefter steg tempoet med nummeret ’Kalifornia’, hvor publikum fik den første af mange guitarsoloer fra Eistrup.

Lynhurtigt stod det klart, at de mange års pause fra hinanden ikke havde sat sit præg på kvaliteten og at Kashmir stadig er et liveband i absolut særklasse. Dette blev understreget af de efterfølgende hits ’Mouthful of Wasps’ og ’Graceland’, der for alvor satte gang i fællessangen.

Herefter blev det til en perlerække af både hits og mindre kendte numre, hvor hele bandets bagkatalog blev repræsenteret. Kashmir spillede de numre, man forventede plus lidt til de hardcore fans, der har fulgt bandet siden midten af halvfemserne. Her kan blandt andet nævnes ’Vote 4 Dick Taid’, der også viste sig at være et af aftenens mange højdepunkter. Det i forvejen højenergiske politiske punknummer blev suppleret med imponerende lysshow og en storskærm, hvor alverdens statsledere blev fremstillet som korrupte kynikere, der mere eller mindre indirekte er skyld verdens klimaforandringer. Oveni det kom Kasper Eistrups til tider dyriske udbrud og bandets imponerende vildskab, hvilket resulterede i, at hele arenaen var i ekstase-lignende tilstand gennem hele nummeret.

I kontrast til ovenstående beviste Kasper Eistrup flere gange, at han også alene med sin unikke stemme, guitar og sublime tekstunivers kan skabe storladne øjeblikke, der kan få 15000 mennesker til at bryde ud i rørende fællessang. Den smukke ’Seraphina’ var første eksempel på dette. Her fik Eistrup størstedelen af de fremmødte til at tænde lyset i sine mobiltelefoner, mens de gjorde øjeblikket ekstra mindeværdig via smukt flydekor. Også med den mere dystre ’Lampshade’ hvor størstedelen af nummeret som bekendt er Eistrup alene med sin guitar, bød på kuldegysningsfremkaldende fællessang.

Aftenen bød også på mere ventede højdepunkter. Heriblandt bandets måske største hits,’Mom in Love, Daddy in Space’ og ’Rocket Brothers’, der begge blev leveret mere eller mindre som de blev indspillet tilbage i 1999 og 2003. Præcis som så elskede og kendte numre skal til en koncert som denne, hvor der gerne må lefles lidt for publikum, der har ventet på denne aften siden billetterne blev købt for mere end to år siden.

Omkring halvdelen af aftenens setliste bestod af numre fra henholdsvis ’The Good Life’ og ’Zitilites’, hvilket ikke lod til at være noget problem for publikum. Og har man som Kashmir skabt to værker, der begge ifølge undertegnede sagtens kan komme på en top-10 over de bedste danske rock-udgivelser nogensinde, er der da heller ingen grund til ikke at lade det komme til udtryk, når der spilles live.     

Et andet af bandets numre, der stammer helt tilbage fra begyndelsen, er ’Travelouge’-klassikeren ’The Story of Jamie Fame Flame’, der ligesom med ’Dick Taid’ bød på højspændt punk, som publikum elskede. Også ’Miss You’ og en af mine personlige favoritter, ’She’s Made of Chalk’ satte ekstra power på den i forvejen eminente og varierede koncert.

En koncert til topkarakter

Publikum fik i sandhed noget for pengene. På Side 33 giver vi ikke karakter, når vi anmelder koncerter, men skulle jeg have gjort det, er det svært at komme på noget, der skulle trække ned. Det skulle da lige være, at Kashmir undlod at spille en lang række numre, jeg gerne havde set på sætlisten, der iøvrigt var enslydende i Herning, og ved disse to koncerter i København. Men med et nostalgitrip, der varede 2 timer og 45 minutter, er det svært at klandre bandet for eventuelt manglende numre.

Efter to aftener i streg i selskab med de danske rocklegender, står det for mig lysende klart, at vi med Kashmir har at gøre med et band, der både live og i studiet, er uden sammenligning i dansk musikhistorie.

Sætliste:

The Push

Kalifornia

Mouthful of Wasps

Graceland

No Balance Palace

Petite Machne

Seraphina

Melpomene

Peace in the Heart

Vote 4 Dick Taid

Mom in Love, Dad in Space

Miss You

In the Sand

Lampshade

She’s Made of Chalk

Purple Heart

The Story of Jamie Fame Flame

Surfing the Warm Industry

The Cynic

Ekstra:

Gorgeous

Cellophane

Leather Crane

Rocket Brothers

Ekstra-ekstra:

The Aftermath

Splittet til atomer

Lars Knudsen

Lars Knudsen

Leave a Replay

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.