Så blev der alligevel mulighed for at råbe ”Hva’ så Roooooskiide, har I det godt” for Katinka Band i år. Katinka Bjerregaard lagde fra scenen ikke skjul på en vis skuffelse over at de heller ikke i år var fundet kønne, gode eller toneangivende nok til at komme på Roskilde Festivalens program.
De optrådte der tilbage i 2016 på Rising scenen i opvarmningsdagene, og siden har bandet kun haft kommercielt og kunstnerisk vokseværk via tre originale og stærke album (2017, 2018, 2022). Så hvad der har diskvalificeret bandet til at blive inviteret til festivalen er det jeg kalder ’et godt spørgsmål´.
Målt i forhold til det fremmødte publikum her i ugen efter Roskilde festival, så rammer bandet tydeligvis bredt, og deres fem kvarter lange koncert blev lydhørt lappet i sig fra forreste til bagerste række af folk i alle aldre, og ungdommen stod i kø efterfølgende til snak og fotosession med Katinka Bjerregaard.
For nogle er en Roskilde Festival ren ekstremsport at komme igennem, så også hvad det angår passer Katinka Band fint ind som soundtrack – hvilke mangfoldige smagsprøver fra deres nye album med netop den titel var poetiske og sprudlende eksempler på.
Energien i et nummer som Kulurte lamper er vel ikke hørt lignende siden Voxpop med Elisabeth i front var ’the top’, og humoren (med alvoren lurende nedenunder) i Luftmadras havde som altid både karakter og kant, mens den formstærke melodiøsitet i Knaldperler var med til at understrege den variation i udtrykket, der altid gør en koncertoplevelse med Katinka Band legende, levende og let antændelig.
Et udtryksfuldt og intellektuelt folk-pop band, der ikke er bange for at lege med virkemidlerne, og hvor guitarist Simon Ask i den grad undervejs formår at gøre ord overflødige med sit karakterfulde og kompetente spil.
De er stadig de samme fire musikere, som stod i selvsamme bypark i 2015, dengang som opvarmning for Folkeklubben. De var gode dengang. De er bedre i dag, og har i år udvidet deres live besætning med den glimrende bassist Torben Guldager, der blandt andet ligesom Katinka Bjerregaard også er en del af all-star bandet NYMALET.
Det femkløver gjorde det mere end udmærket i Roskilde denne tirsdag aften, hvor også numre som ”2000 meter i frit fald” og ”Vi er ikke kønne nok til danse” igen udfoldede sig som ægte moderne klassikere.
Inden da havde Ginne Marker med band med garanti sikret sig en masse nye følgere. De fleste havde ellers ventet at skulle høre Alberte, men hun måtte dagen før melde afbud pga. sygdom, og så trådte Ginne Marker til – stadig varm efter at have været support for Eric Clapton i Royal Arena i sidste måned, og i forgårs at have optrådt til Jazz By The Sea i forbindelse med årets Copenhagen Jazzfestival.
Ligesom hos Katinka Band er opskriften i grove træk; en karismatisk sanger med masser af vokal personlighed, momentvis lækker sologuitar, og velskrevne sange med plads til både inderlighed og udlevelse.
Hun har udgivet to album med masser af numre, der har musikhistoriske vingesus over sig. Vi kunne også bare kalde numre som ”Never Golden But Beautiful” og ”Some Day” små tidløse musikværker, der virker uanset om de bliver overleveret fra en lille klubscene eller på en sommeraften i en bypark.
Og at høre Ginne Marker i selskab med Aske Jacoby flette guddommelige guitar guirlander på et niveau, som man kun kan smile af helt til juleaften, gjorde bare denne dobbeltkoncert til ren ‘dobbelt up happy hours’. Og vidste man det ikke i forvejen, så overbeviste Ginne Marker om sit naturtalent og sin ambitiøse tilgang, da hun valgte at lukke og slukke med det over syv minutter lange titelnummer ”Ulteria” fra hendes andet album.
En smuk start på sæsonens række af byparks koncerter. De afvikles i samarbejde mellem Roskilde kommune og spillestedet Gimle. Næste tirsdag den 12. juli er der ren talent parade når Patina, Blæst og Roseelu indtager scenen i Byparken. Sidste tirsdag på Roskilde Festival tiltrak Blæst alene 20.000 mennesker, så det bliver spændende at se hvordan de følger sådan en succes op. Men mon ikke en “Juice” indgår i løsningen?
