Lad mig indledningsvis slå fast – dette er ikke et album – som album er flest. Til gengæld indeholder det musik, der er som skabt til albumformatet, og derfor skal der først og fremmest lyde en stor respekt til BaggårdTeatret i Svendborg og Sorte Plader for at trykke udgivelsen på vinyl – og selvfølgelig i et pres fra Nordsø Records – endnu et kvalitetsstempel.
Med albummet følger et lækkert hæfte med baggrund og tekster, og det hjælper – når man som jeg ikke har set den teaterforestilling, der ligger til grund for udgivelsen – og i øvrigt heller ikke kender noget nævneværdigt til Karin Michaëlis eller hendes forfatterskab. Det er hendes liv og vilde historier, der er baggrund for selve manuskriptet og for de tekster Katinka Bjerregaard har skrevet. Som teater et episk drama om det 20. århundrede set gennem en stærk kvindeskæbne. En filosofisk søgen efter det gode – også i en farlig tid, hvor spørgsmålet er om det er muligt at være god i en ond verden.
Men isoleret set så holder albummet som en givende oplevelse – også uden denne baggrundsviden. Holder du af Katinka, så vil du også nyde at blive budt indenfor her i dette univers – selvom det ubetinget IKKE er en Katinka udgivelse. Det er derimod en udgivelse, der afspejler hvad der er Katinka Bjerregaard kan med ord – og ikke mindst lige så meget hvad hendes normale samarbejdspartner i Katinka – Simon Ask kan med toner og med arrangementer, uanset om det er ukulele, piano eller et elektronisk akkompagnement, der er lydkulissen.
Albummet rummer syv sange med tekster, og fem instrumentale mellemspor, der er med til at farve stemningen undervejs. Disse skift fungerer fremragende, og er med til at indfange og fastholde én i de fortællinger, der fortjener at blive rodfæstet under huden – uanset om man også er teatergænger eller ej.
Det kan være en svær disciplin at få det til at lykkedes, det med at pille forestillingen ud, og efterlade musikken og lydsporet mutters alene. Men det gjorde det f.eks. for Søren Huss med hans musik til ”Bertolt Brechts Svendborgdigte” – som i øvrigt også havde BaggårdTeatret, som afsender. Man må sige at de kan og vil noget med deres scenekunst på de kanter.
I forbindelse med vinyludgivelsen udtalte Katinka Bjerregaard, der også har en bærende rolle i selve teater forestillingen –
”Det har været spændende og angstprovokerende at skrive sange om en så stærk og vild kvinde. Flere af sangene er skrevet ud fra Karin Michaëlis’ eget synspunkt, så jeg har skulle lære hende at kende som en ny god veninde. Vi har diskuteret alle de store følelser, og heldigvis fandt vi meget hurtigt et slægtskab, hvor en blanding af hendes og mine ord kunne flettes sammen. Jeg håber bare, at hun ikke roterer i graven, når jeg synger dem”.
Skulle hun rotere – ja, så må det næsten være i roterende begejstring over vers som:
”Stræk mig bare op – til jeg fylder det hele – vend bunden i vejret og læs mig indefra – brug mig op – og riv mig i tusind dele – det smukkeste puslespil du har”
Sådan kan kærlighed – eller måske længsel efter den også beskrives, som det her er tilfældet i ”Tal mig aldrig op” – en piano båret caberet agtig vise – der viser Katinka Bjerregaard, som en sangerinde, der i den grad formår at give de enkelte ord liv, med både indlevelse og udtryksfuldhed. Nærmest sådan helt teatralsk – uden at være det!.
Også den smukke ”Potteskår” har pianoet som grundsten i en stemningsfuld sang, der ganske enkelt sætter nye standarder for teatermusik. Og det gælder generelt både hvad angår tekst og musik – tjek f.eks. også den lille ukulele-perle ”Det gode menneske” med en linje som:
”Men du har det blødeste hjerte det løber over – og du løber med – så gavmild blød i bolden – fyldt med overmod og skrøbelighed”
Og netop skrøbeligheden, overmodet og gavmildheden er nøgleordene på dette blot 29 minutter lange album, som man simpelthen får lyst til at sætte på repeat – og derpå bare får lyst til mere. Det kunne måske være at gå i teatret når stykket forhåbentligt kommer op igen næste år, eller at læse bogudgivelsen af manuskript, sangtekster og essays på Politikens Forlag, eller smage på den special bryggede øl fra Svendborgsund Bryghus ”Det gode mennesker”.
Men nu det jo ikke total oplevelsen, der skal vurderes her. Det er selve albumudgivelsen, og den er kort sagt ’total i orden” – også selvom Katinka Bjerregaard i den næsten bombastiske og ravruskende ”I en verden som her” synger ”Jeg har forladt karavanen – jeg tror ikke længere på min sang”.
Det tror man nu aldrig rigtigt på. Og har tvivlen været der undervejs, er den i den grad kommet dem til gode. Indenfor en svær lille nichegenre er ”Jagten på det gode menneske” uomtvisteligt et svendestykke for Katinka Bjerregaard og Simon Ask – og så er det ikke mindst et lille guldkorn på vinyl formatet.
