Country musikkens lange historik kan til tider være en stor byrde når danske musikere kaster sig ud i at favntage og fortolke en genre, der i sit DNA vel er mere amerikansk end supersize burgers, super-bowl og Stars’n Stribes tilsammen.
Men at det rent faktisk kan lykkedes, har jo f.eks. Ester Brohus og Rebekka Thornbech tidligere bevist, og nu melder Katrine Schmidt sig med sin debutplade seriøst på banen som førsteudfordrer til den hjemlige country-dronning trone. For selvom der er mange miles fra hendes hjemby Aalborg og til Austin, så lyder dette sublimt håndspillede debutalbum rent faktisk mindst lige så godt, som meget af det der kommer fra selve country musikkens moderland.
Hvad baggrunden er til at der er forskel på rækkefølgen af numrene om det er på LP eller digitalt kender jeg ikke, men et bud kunne være at åbningsnummeret på LP-udgaven ”Dear Austin” simpelthen er FOR STÆRK en start og kommer til at så stå som en skygge over resten af nummeret. Et nummer, der er americana fra øverste hylde med maksimal opbakning fra banjo, organ, violin, guitar, bas etc. ”We Shared a Secret” synger hun, og man tror på at hun direkte fra Austin har hjemtaget en bette hemmelig formel, der med tiden kan sidestille Katrine Schmidt med nogle at tidens mest lovende amerikanske kollegaer som f.eks. Margo Price, Michaela Anne, Courtney Marie Andrews, Brandy Clark osv.
Katrine Schmidt – som en del måske også vil kende fra det fine og festlige Bluegrass band The Raggedy Anns – skriver alle sine sange selv – og har på albummet et særdeles imponerende hold af medmusikanter omkring sig. Udover hendes musikalske kompagnon og co-producer Johannes Aaen Jensen, der også spiller tangenter medvirker f.eks. den allestedsværende multiinstrumentalist Gustaf Ljunggren (C.V. Jørgensen, Sebastian, Emil DeWaal, Randi Laubek oma.), Mark Kühn (Folkeklubben, Solvej, The Raggedy Anns m.fl), Jonas Kardyb (Svaneborg/Kardyb m.fl), Thyge Van Dassen (Trio Svin, J. Tex, Lars Lilholt m.fl.), Niels Bonefaas (HP Lange) og Mikkel Bøggild (Barrow, Ester Brohus, Mike Andersen m.fl).
Tolv numre byder albummet på – frit svævende mellem country, americana med momentvise noter af mere folky eller jazzy arrangementer. Det er primært tilbagelænet – men det bliver aldrig kedeligt eller trivielt fordi der i hovedparten af numrene er så fine – næsten underspillede – musikalske lag, der alligevel formår at farve og gøre en forskel.
I digitaludgaven af ”Layiing My Burdens Down” lægges der ud med ”We’ll meet again”, hvilket rent faktisk er lige så velvalgt som ”Dear Austin”. Et mere straight country præget nummer med Neil Young-ish mundharmonika til at puste stemningen i helt rette retning. Også en ren perle, ligesom det charmerende og mere jazzy ”Beggin” er det. Et nummer, der lyder som det kunne være taget direkte ud af ”the great american songbook”. Den rammer en som en nyklassiker, med lyden af en svunden tid, som man til tider godt kunne tigge om kunne komme tilbage. Stemmen – og samspillet imellem bas, piano og elguitar er røgfyldt på den måde, der bare aldrig nogensinde må komme forbud imod. For det kan da kun være sundt at indtage den slags i rigelige mængder! Jeg beder gerne om en omgang til!
At stemme og klaver kan noget sammen er et nummer som ”Slowly but surely” også et smukt eksempel, og lyder af et nummer der sagtens kunne have indfundet sig på det seneste glimrende Roots orienterede Hanne Boel album fra sidste år – ligesom det skumringsfarvede ”Darkest hour” kunne det. Her mærkes virkelig en dybde og en glød i vokalen, der igen bakkes op på betryggende vis af bas, piano – og ikke mindst vitalt visuelt violinspil fra Thyge Van Dassen.
Til tider anes det dog at tilfredsheden eller hyggen indfinder sig i for høj grad, og en ellers skøn duet med en af landets ellers absolut bedste americana udøvere Mikkel Bøggild (aks Barrow) mangler simpelthen det sidste til at blive mere end et behageligt mellemspil. Igen pryder Van Dassen, men selvom der synges ”Let’s take a chance and put a bet on romance”, så vil jeg vædde på at dette nummer havde løftet sig noget mere om der rent faktisk var taget nogle flere chancer i studiet, og målet måske havde være mere end en romantisk John Prine-ish flirt.
Albummet lukker med den næsten helt akustiske ”Wish I’d be hundred”. Det håber jeg bestemt også for Katrine Schmidt at hun bliver – for hun har i den grad noget at byde verden. Bare hun ikke tror at hun har alverdens tid, og sætter tempoet yderligere ned.
”Dear Austin” kan man vel kalde uptempo, mens ellers så køres der i low eller middle-on-the-road tempo hele vejen hjem, bortset lige fra i den glade og opstemte old school sag ”Happy Fool”, der må kunne charmere selv den mest stivbenede ud på et dansegulv i de 2 minutter og 33 sekunder.
Tempo og timing er en hårfin balance, og næste gang kommer der forhåbentlig lige lidt mere uptempo og lidt flere chancer i spil. Det er flotte og stilsikre cirka tre kvarters musik vi får her – men også nogle ret konservative produktioner. Skal hun skille sig ud fra de amerikanske kollegaer, så kræver det nok at hun viser lidt mere at hvad der lige præcis gemmer sig af egne (nordjyske) hemmeligheder bag den velspillede facade.
For værktøjerne har hun. Den internationale sound i en stemme der har masser af mørktonet glød og autensitet, de velkomponerede sange og ikke mindst nærværende musikere, der kan gøre en forskel. Samtidig viser hun at hun har en bredde og en spændvidde, som gør at hun ikke behøver vælge bås for at nye mål kan sættes … og opnås.
