Den nordjyske sanger og sangskriver Katrine Schmidt er i disse uger på en mini turne med band.
Et band, der denne aften havde sin offentlige debut. Og hvilken én. Det kunne hverken høres eller mærkes at det var breaking news. De lød som en ganske generøs helhed.
Det er første gang at Katrine Schmidt har to guitarister med i sit band. Men vekselvirkningen mellem Søren Schack på elguitar og Mikkel Grue på akustisk guitar fungerede tæt på optimalt, og gav ny næring til det rodfæstede udtryk .
Schack er den nyeste tilkomne i bandet, men han fik alligevel lov at sætte markante aftryk med den slags guitarsoloer, der vil mere end at fylde. Ikke mindst hans spil i det nye nummer ”The Walk” i første sæt, og senere i ”Darkest Hour” gjorde stærkt indtryk og gjorde en forskel, og skabte en nærmest betagende ulmende uro i lydbilledet.
Mikkel Grue fik til gengæld lov at shine på den akustiske guitar på to af de bedste af de mange nye numre. ”Lonesome” og ”Hang in There” fra andet sæt var på det niveau, hvor det ellers er navne som Bonnie Raitt eller Kajsa Vala, der kommer ud af højtalerne.
Hele tolv nye sange blev vi præsenteret for, og de lovede alle godt for et kommende album. Ud over de to før nævnte skal især sættets andet nummer ”See You” fremhæves for at være både melodiøst, modigt og levende i sit arrangement. Derudover er ”The Fight” ikke til at komme udenom at fremhæve. En flot sang skrevet til hendes far, mens han forgæves kæmpede mod sin kræftsygdom. En sang, der nok er skrevet fra et personligt udgangspunkt, men som helt klar rammer ind i nogle følelser, der er i mange af os. Der var ihvertfald en del blandt publikum, der måtte tørre øjne efter den sang.
Ellers var der ikke meget at græde over. Tværtimod var det glædeligt, at se hvordan Katrine Schmidt midt i alt modgang er vokset, som både menneske og musiker.
Åbent, ægte og ærligt, og impulsivt fortalte hun om baggrunden for de mange nye sange, og kom ofte ud af nogle uventede tangenter, der trak på smilebåndet, både hos hende selv og hos publikum.
Johannes Aen Jensen havde til gengæld fuldstændig styr på tangenterne, og løftede og bar mange numre med sit lyriske og poetiske spil – ikke mindst på ”Slowly but surely” og ”Lonesome”. Sidstnævnte i øvrigt et bevægende nummer om at kigge frem, og tro på at der gode grunde til at ”Move on”, som måske ville være en mere passende titel til det nummer. Schmidt rejste selv tvivlen om titlen i præsentationen af nummeret, og jeg kan kun give hende ret.
Efter denne koncert er der ikke længere tvivl om at Katrine Schmidt har løftet sig fra talentmassen på den danske musikscene, til at være en af de etablerede sangere og sangskrivere. Hendes sange har tidløst potentiale, og er dejligt svære at sætte i bås, og rummer skiftevis noter af soul, jazz, pop, roots, folk og country.
Hank Williams fik en hilsen med på vejen som inspiration til ”Beggin’”, der var det bare tredje af de numre, der var hentet fra debutalbummet fra 2021.Et nummer, som i øvrigt ikke stod på sætlisten, men som Katrine impulsivt bare måtte spille, sammen med sit sublime band, der udover de nævnte også bestod af den mere end solide rytmesektion – Mark Kühn på bas og Aske Stubkjær på trommer.
Den fælles lyst til bare at udfolde sig frit i musikkens favntag smittede, og kom effektfuldt ud over scenen til de blot omkring 30 fremmødte.
Til gengæld er der næppe tvivl om at det var 30 seriøse Katrine Schmidt ambassadører, der forlod Bygningen denne aften. For der var i den grad noget at berette om. Blandt andet også en gudesmuk og intens version af Bonnie Raitt’s “Circle Dance”.
Det hele endte næsten med næsten ren late night jazzklub stemning i form af de to ekstranumre ”Little Trip To Heaven” og ”1 2 3”. Wow, for en glød og dybde, der var i både musik og vokal. Hvad skal det ikke kunne blive til?
Det svar skal vi nok få, for Katrine Schmidt kunne efter koncerten berette, at de er tæt på at gå i studiet. Hun er SÅ klar til de næste par skridt efter et par måneder i isolation og lange ture i naturen ovenpå farens alt for tidlige død. Hendes vokal har aldrig lydt bedre, og en mørkere modenhed har sat sig på hendes stemmebånd, og den bærer de nye velskrevne og vedkommende sange igennem uanset om de er tonet efter den ene eller anden genre.
Katrine Schmidt er i den grad indbegrebet af ‘handmade music’ uden grænser, og derfor er det da bare at håbe at mange festivaler finder hende interessant til sommerens program. Jeg vil kalde det direkte skuffende hvis ikke mindst Tønder Festival, Skagen Festival, og Copenhagen jazz Festival finder plads til Katrine Schmidt med band.
