Side 33 elsker originalitet, lyden af cirkus, og duften af skabertrang, bærerklang og virkelyst – og allerede på de parametre har Keminova Cowboys lagt sig godt ud.
”Cirkus Danmark” er det andet udspil fra dette balstyriske musikerkollektiv, der i forhold til første album har fået Michelle Birkballe med på holdet – i stedet for Laura Mo. Begge markante og tydelige sangerinder på hver sin underskønne og altid charmerende facon. Og ellers er det fortsat fine folk fra Sonja Hald, Hverdagens Helte, Ulvetimen samt Telestjernen alias Rasmus Johansen fra Fly, der er kernen i det kollektive cirkus.
Et cirkus, der undervejs i processen fik hjælp udefra af Mikkel Rørbæk på lapsteel og slideguitar, Katharina Dahl på sang og harmonika, Jens Munch på tangenter, og Kasper “Lefty” Vegeberg på surf guitar. Det hele – 13 sange på 44 minutter – er optaget over en weekend på Cirkusfabrikken i Salling i en sand smeltedigel af fest, farver og kreativ energi – og nogenlunde kontrolleret kaos og anarki.
Sangene er krediteret de enkelte sangskrivere – dvs. primært Jonas Dahl (Sonja Dahl), Kim Munk (Hverdagens Helte), Kristian Kjærulff Ravn (Ulvetimen), Michelle Birkballe og Rasmus Johansen fra Fly – men indspillet af fællesskabet, på kryds og tværs, akkurat som sidst de var samlet.
Sangskriverne har stadig deres tydelige personlige præg – men de leverer alle sange, der på ingen måde lyder af venstrehåndsarbejde, men derimod på hver sin vis farver sammenhængen, og sikrer en rød (ja, til tider også politisk) tråd i albummet.
Det lystbetonede fællesskab mærkes fra start til slut – og så er det nok mest smag og behag hvilke numre i cirkusset, man holder mest af. Nogle elsker jo mest klovnen, andre de forsvundne elefanter eller de flyvende akrobater.
På tekstsiden kommer vi i bogstavelig forstand omkring det rumsterende hverdagscirkus, vi alle er en del af – og det er ikke mindst præget af en herlig selvironi og evne til at gribe i egen barm, når der skal peges fingre og uddeles papnæser.
Det hele indledes af en ægte forfriskende ”Ouverture” – med vindblæst brummekor, harmonika – og en herlig højstemthed, der er den helt rigtige indgang til selve åbningssangen ”Velkommen” – der med stemningsfuld surf guitar, berigende børnekor – og igen den skønneste sømands-harmonika og et herrekor, der vil høres – byder på et hjerteligt velkommen til alle dem der råber, alle dem der danser og alle livets tåber – og så til os der lytter. Lytter på det der måske mest af alt lyder som et barn, som kunne skabt være af Dan Turell og Kaizers Orechestra, som bagmanden til de to sange – Kristian Kjærulff Ravn – selv udtrykker det.
Bedre start på ”Cirkus Danmark” kunne man ikke ønske sig. De sproglige finesser og finurligheder har god legeplads på et album, hvor de Jonas Dahl krediterede numre som ”Ida From” og ”Hun Kommer fra Sive” naturligvis ikke står bagerst i køen på det område. Tag bare en linje som ”For hende er stjernetegn, ren erotik”.
Men Rasmus Johansen fra Fly står heller ikke tilbage med to af de absolut mest vellykkede sange på albummet – festsangen ”På kanten af hverdagen” – og så den overdrevent underskønne drukvise om Dalton Trioen og så Niels Hausgaard, der konkluderer at de alle bare skal høre på en gammel cowboy som ham. Og så rummer nummeret den type herrekor, der bare runger bedst og højest med alkoholdet samlet omkring sig.
Michelle Birkballe kikser desværre i den lidt for påtagede smålumre ”Taylor” sang (Taylor er en af hendes guitarer). Forsøget på af levere lagencirkus eller på at begå et frækt folk/americana modsvar til klassikeren ”Je Taime” ender nogenlunde ligeså usexet, som en synkroniseret tysktalende John Wayne. Men det er måske også meningen? Til gengæld stråler hun fuldt ud på den glødende og blåtonede nu-hvor-du-har-brændt-mig-af sang ”Hamburg”, der køres lige så stabilt hjem, som endnu et mesterskab til Bayern Munchen.
Skal dette album udløse et regulært letvægts-rock ruskende forårs- eller sommerhit, så er “Revolution” – der er skrevet af folkene fra Hverdagens Helte med Torsten Cubel i front nok bedste bud – for der er drive, energi – og et iørefaldende omkvæd, der er mere end let at falde for.
Men pladens ubetingede glansnummer forbliver det sidste nummer ”Skidt på hvidt” (af Kristian Kjærulff Ravn), der er i sit nedbarberede musikalske arrangement virkelig giver plads til at den velskrevne og skarpladte tekst får lov at folde sig ud som en næstekærlig fuck-finger til spekulanter, levebrødspolitikere, og andet godtfolk.
Et flot punktum på en både underholdende, skæv og småskør skive – hvor der dog også fornemmes masser af mening med galskaben, og plads til både alvor, karma og kærlighed ind i mellem løjerne – og ikke mindst fuldfed dansk roots-folk musik .
(anmeldelse redigeret 26.03.20 kl. 13.30)
