Kenny Peter – præsenterer sig selv som ‘Marsklandssanger’ – og debuterer her som 30+ årig med albummet “Møjn/mojn/moin”. Godt nok er han bosiddende i Montreal med sin kone og deres barn, men det hindrer ham nu ikke i at skrive på sin hjemstavns sprog – og på dialekt. Han skriver sange på sønderjysk. Sanger der ifølge ham selv ikke blot skal høres som en hyldest til sønderjysk kultur og dialekten, men til livet, naturen og alle landets listige kringelkroge.
Og Kenny Peter kommer på sit debutalbum tekstmæssigt fint rundt i kringelkrogene med både humor, horisont og hygge i Helved. Det kan hjælpe hvis man – som ikke sønderjysk – lige får lidt hjælp til gloserne undervejs – så man f.eks. ved at ”Fissemand” betyder ”fugleskræmsel”, at “Mojn” (uanset stavemåde) betyder både goddag og farvel, og at ’Ingen kender den fremmede mand fra Gasse’ er en sønderjysk talemåde, som man bruger når man giver et dumt svar på et dumt spørgsmål.
Sange på sønderjysk har i det sidste års tid rimet på Rikke Thomsen, der i den grad har fået et folkeligt gennembrud med sin EP ”Om’ven hjemve”. Der er som sådan ingen grund til at sammenligne disse to sangskrivere – bare fordi det begge kommer fra det Sønderjyske – dog fra hver sin egn. For hvor Thomsen er fra den østlige del – tættest på Sønderborg, er Kenny Peter fra Tønder området – deraf naturligvis titlen marsklandssanger. Men det er nu alligevel svært at lade være – for grundlæggende er de jo begge grundlæggende traditionsbundne sangskrivere med en hel masse på hjerte.
Kenny Peter har måske lidt mere humor i sin sangskrivning – men uden af det bare er for sjov – og der går ren De nattergale i den. Men det altafgørende – og det der gør at Kenny Peter med dette album næppe får samme gennembrud som Rikke Thomsen, er at han simpelthen mangler noget musikalsk gennemslagskraft og saft – og ikke mindst en bedre produktion af sit album.
Kenny Peter’s sange er – dialekten til trods – ganske ligefremme – og er musikalsk som skabt til Hagge’s Pub i Tønder og lignende skæppeskønne spillesteder, hvor det er bare vil være sange der går rent ind med hyggen som makker. Men hørt som et samlet album – så mangler der musikalsk klang og dybde, og det lykkedes heller ikke hele vejen at løfte en vokal, der til tider lyder en tand for udfordret eller anstrengt.
Så ligesom Rikke Thomsen, så havde Kenny Peter måske være bedst tjent med en EP, fremfor et album med 12 sange. For der er gode sange af hente. Uden tvivl. Sange der i en bedre indpakning virkelig kunne have været et startskud, der ville kunne give genlyd i mere end bare grænselandet og omegn.
Fremhæves skal åbningsnummeret ”Æ ulv den komme!”, ”Dem å dæ” og ikke mindst pladens ubetingede perle ”Æ fremme mand fra Gasse”. Tre numre der alle med garanti vil kunne spille sig ind i hjertet hos den type lyttere, der går og venter utålmodigt på nyt fra Johnny Madsen, og generelt holder af dansksproget folk-blues. Det er kort sagt numre, der går lige ind uden at banke på – ligesom ulven.
Også den iørefaldende – og “based-on-a-true-story” kærlighedssang – ”Kærlehej (ve’ æ grænsbom) – rammer plet – og tænder et håb om at grænsen for hvor langt Kenny Peters talent for sang og sangskrivning slet ikke sat endnu.
Singlen ”Fissemand” er nok den der er tættest på at vise at Kenny Peter rent faktisk har taget noget til sig fra nogle af de inspirationskilder han selv har nævnt – John Mogensen, Kim Larsen og Shu-bi-dua. Men det er bare ikke nok at det er lidt sjovt at fissemand betyder fugleskræmsel, og det spiller ikke sangen i mål. Også her kunne et bedre produktion have hjulpet – en mere markant orgellyd – en stærkere fløjten – og et skarpere guitarspil havde pyntet gevaldigt.
Også den seneste single ”Mojn” halter, og ender ligesom ‘Mojn’, der jo hverken er dansk eller tysk, som en uforløst sang, der sikkert er hyggelig at skråle med på LIVE efter et par gode fadøl, men som på albummet bare ender som en parentes af sang med et udmærket omkvæd, der dog får lov at hænge for sig selv i luften uden nogensinde at lande.
”Hygge” kunne have med sin Allan Olsen vibe og en tvetydig tekst om hygge og om ikke at ville snakke om problemer – have været den top man ville kunne skimte ud over hele marsken. Men igen spænder den ufærdige produktion og en for anstrengt stemmeføring i sidste halvdel af nummeret ben, og efterlader desværre en mere skuffet end forløst.
Men skuffelse skabes jo ofte på baggrund af for store forventninger – og jeg havde måske ovenpå min oplevelse af Kenny Peter LIVE på Tønder Festival i 2019 sat forventningerne for højt op. Og selve sangskrivningen lever OK op til hvad jeg havde håbet – men generelt – og måske lidt groft sagt – så er “Møjn/mojn/moin” bare for tæt på lyden af en demo-indspilning – og det trækker i mine ører ned.
