Det var helt tydeligt, at mange af de tilstedeværende – i et pænt fyldt Vega – havde ventet længe på det her øjeblik.
Et gensyn med det band, der åbenlyst havde været en væsentlig del af soundtracket i deres yngre udgaver.
Flere havde dog som næstekærlige forældre taget de nu halvvoksne unger med, der ellers blot var børnehaveklasse- eller indskolingsbørn, da Kira and the Kindred Spirets sidst huserede.
For hele 12 år var der gået siden, at gruppen sidst stod sammen på en scene.
I perioden 2002 – 2006 sparkede de ellers et århundrede gedigent i gang, med hundredvis af koncerter og tre album, der nærmest blev frelse for mangt en urolig rocksjæl i dette land.
Særligt debutalbummet ”Happiness Saves Lives” og efterfølgeren ”This Is Not An Exit” står stadig svimlende stærkt på en rockhimmel, som ikke ligefrem har knopskudt kvindelige stjerner frem i de sidste par årtier. Netop de to album var da også dem der var klart stærkest repræsenteret i løbet af de 90 minutter, som deres berigende brag af en comeback koncert varede.
Alle på scenen – og i salen – vidste at det her var stort – så hvorfor ikke bare skyde det hele i gang med bandets største hit ”Save Me”? Og det gjorde de så! I røg og tusmørke lagde de derfor overrumplende og skridsikkert fra land.
På de omtalte album, er der både de sjælfulde ballader, de eksplosive rock numre, og de numre, der får lov at bygge sig op. Det var også med disse musikalske stemningsskift at sætlisten var sammensat. Til tider lidt for skifteligt. Pulsen måtte godt være blevet oppe i lidt længere tid af gangen. Det skulle jo være så sundt – og så gamle var publikum trods alt ikke blevet!
Men pulsen kom op! Første gang i det fjerde nummer – “Unimpressed” – der blev efterfulgt af ”I Need You” – der af Kira Skov blev sunget fra hjertet – og 100% gengældt af det allerede dybt taknemmelige publikum.
Efter godt en halv time blev der så tændt ekstra op under begejstringsbarometret. ”Turn Me On” er vel bandets svar på Bryan Ferry¨s ”Let’s Stick Together” – og blev leveret ligeså sexet og stilsikkert. Den blev fulgt op af den smukke ballade ”Kings Kitchen” – og så var det ellers tid til det der for denne skribent fremstår som et af ÅRTIETS helt store musikalske mirakel stunder. En rystende, rå og fuldmoden udgave af ”Losing You”, hvor alt spillede – og sjælevennerne sang med.
Rytmegruppen med Jesper Lind (Trommer) og Jacob Haubjerg (bas) var også her den driftsikre hjertestarter, og Jeppe Juul krydrede mildt på keys – mens Kira Skov sang sig direkte op på den hylde, hvor det ellers kun er kapaciteter som Janis Joplin og Annisette, der får lov at pryde.
Guitarist Rune Kjeldsen – ja, den pæne mand fra seneste udgave af C.V. Jørgensens band – satte nærmest ild i sin Gibson, med nogle fuzz styrede soloer så kraftfuldt leveret, at selv Neil Young ville kunne have fundet inspiration. MESTERLIGT!.
Herefter kunne det næsten kun falde i niveau – og det gjorde det i de næste tre numre – der blev en lille puster, inden en finale, hvor de ligesom landsholdet i herrebold forleden, leverede et regulært hattrick af humørpiller til folket.
“Lethargic” var første pletskud, så “Loneliness Won’t Find Me” – og til sidst ”Do You Want Me” – serveret som sjælfyldt ROCK med gospel fornemmelser. Svaret fra publikum var ikke til at tage fejl af. Det var helt KLART! De ville have KIRA og hendes sjælevenner. Og lidt mere endnu.
Det fik de – tre numre – hvoraf de to første var hentet fra ”Kira and the Kindred Spirits” albummet, som vi ellers kun havde hørt et nummer fra tidligere. De blev nu blot parenteser til en solid afslutning med ”Twenty Night” – et herligt rock nummer med fine motown fornemmelser.
Et comeback af dimensioner var fuldendt – og det vil nærme sig en majestætsfornærmelse, hvis ikke Roskilde Festival tilbyder bandet en af de sidste ledige pladser i programmet.
For der er rent faktisk ikke planlagt flere koncerter – men det må blot være et spørgsmål om tid. De har nemlig ikke bare været savnet – nu har de også her i 2019 bevist, at de kan få rocken til at rykke, rulle, sprudle og sprælle. Så – ROCK ON ………. Please.
