De sidste par år har Kira Skov brugt musikken til at arbejde med sin sorg, ovenpå hun mistede sin mand Nicolai Munch-Hansen i februar 2017.
Det var mærkbart at høre på sidste års knugende stærke ”The Echo of You”, der havde en sorgfuldhed bundet til sig. På ”I nat bliver vi gamle” – hendes fjortende album – er alt ikke længere sort – nærmere som en mild efterårsdag med en gråtonet himmel over sig – dog med risiko for byger.
For Kira Skov selv – hun lever stadig – også med sorgen, som altid vil være en følgesvend på den videre vej – men som derved også kan sætte det eksisterende liv i perspektiv. Et liv, der nu har givet hende troen på og evnen til at elske igen – og hun er rent faktisk blevet kæreste med musikeren og produceren Silas Tinglef, som hun også har haft som den primære samarbejdspartner på et album, der også gæstes af en perlerække at dygtige musikere – f.eks. Anders Trentemøller, Maria Jagd, Ned Ferm, Mads Hynne, og Oliver Hoiness.
Det er hendes første album med danske tekster. Men det danske sprog passer godt til hende, og hendes lyriske tekster er billedskabende – og rummer plads til både fortolkning og eftertænksomhed. Poesien får plads – og både Tove Ditlevsen (samplet på ”Den morgen”) og Peter Laugesen kan høres i slutningen af ”I en verden så urolig”. Nogle af teksterne kredser om sorgen – og om alle de mange spørgsmål omkring – mens andre rejser mere universelle spørgsmål og bekymringer. Linjerne – ”Alle har vi fortrydelser at fortie – alle har en længsel at befrie – når dagene er gået og livet er forbi er alle lige” – fra ”Den morgen” kan vel ikke skrives mere eklatant og elegant og åbner sig nærmest, som den bog Kira Skov valgte at lægge på hylden, da der i stedet begyndte at komme sangtekster til hende på dansk.
Musikalsk er albummet elektronisk i sin grundsubstans, og starter i ”Hollywood” blidt og drømmende ud med en rytme, der unægtelig minder om hjertelyd. Og hjertet er med på alle ti numre, der som skyer på himlen folder sig ud i forskellige fantasifulde formationer og størrelser.
”Tågetale” – med indlagt spoken word – og et betagende omkvæd, står som et højdepunkt på pladen sammen med ”Hvor skal vi hen nu” og ”Brutal”, der i sin produktion indfanger en som lytter, og efterlader en med max puls i et koldt rum, hvor ingen rigtigt kender udgangen. Simpelthen mesterlig sangskrivning og produktion, skabt af folk, der ved at trip-hop, moderne pop-produktion, visetradition og indie-rock godt kan forenes med den rette sans for sammensætning af de rigtige ingredienser.
Visetraditionen fornemmes især i et guddommeligt smukt nummer som ”Stille” og i den rørende vuggevise ”Sorgen sover”, der igen viser den mangfoldighed, som ”I nat bliver vi gamle” generelt har som et varemærke – altså mest inden for nuancerne i det gråtonede. Men striber af lys kan anes, og de varmer, og giver tro og håb for at Kira Skov nok engang har fundet nye veritable veje her i livet – alt til trods.
Lad det ikke blive det sidste album på dansk – vores sprog fortjener bestemt at blive behandlet og udfordret på den her måde. Til gengæld må hun så godt skrue op for de vokale udsving – og ligesom hos en Patti Smith – mere synge sin vrede og frustrationerne ud. Hendes stemme rummer det. Giv den nu lidt mere plads, for på dette album bliver den lige lovlig kontrolleret.
