I de sidste godt 20 år har Kira Skov – der fylder 45 år den 6. juni – været hovedattraktionen på nu i alt hele femten udgivelser i forskellige konstellationer. En periode, hvor hun er vokset, blomstret og trådt i karakter både som sangerinde, sangskriver, og som fortolker, og ikke mindst som en søgende musikalsk sjæl, med masser af dybde, kunstnerisk integritet og uslebne kanter.
”Spirit Tree” er hendes sjette regulære soloalbum – og som mange af de foregående, skiller det sig også ud på sin helt egen måde. Albummet præsenteres som et duet album – lavet i en lockdown tid, hvor Kira Skov som menneske og sangskriver følte behov for at række ud. Det gjorde hun til musikere eller sangere som hun enten har arbejdet sammen med før, kendte eller beundrede – og det er der kommet et album ud af – der er lavet på “flaskepost” maner fra Kira’s kolonihavehus og via lydfiler til de mange samarbejdspartnere, der takkede ja til at være med rundt om i verden.
Det således ikke et duet album i traditionel forstand med jeg synger/du synger/vi synger/jeg synger vers! For selvom Kira Skov musikalsk set går videre ud af stier, der er betrådt af utallige andre i musikhistorien før hende, så er hun aldrig fastlåst eller tilbageskuende i sin egen tilgang. Det er derfor et album, hvor duetterne udfoldes i mange forskellige udgaver – og hvor gæsternes signatur har større eller mindre betydning undervejs.
En enkelt gang skuer hun dog faktisk tilbage i egen historie, og sammen med Mark Lanegan (The Screaming Trees, Queens of The Stone Age) fortolker hun ”Idea of Love” – som hun første gang indspillede til albummet ”When We Were Gentle” i 2013. En fin opdatering, og heller ikke mere end det, selvom det jo som udgangspunkt altid er en fornøjelse af mærke den mørke og malende røst fra Mark Lanegan. Nummeret har sammen med fire andre været udsendt som singleforløbere til albummet, der rummer hele 14 numre og en spilletid på små 58 minutter.
Også ”We won’t go Quitly” og ”Some Kind of Lovers” – der har Bonnie ’Prince’ Billy med på vokal – har været ude som singler. Begge er bestemt dejlig indie-folk, og især førstnævnte rummer på tekstsiden et væsentligt budskab – idet sangen er skrevet i sympati med den bevægelse, der fulgte i kølvandet på mordet på George Floyd. Men det er nu ikke lige de numre, der ligefrem sætter ild i begejstringsbarometret her på musikredaktionen eller åbner for noget ekstraordinært.
Det er der til gengæld meget andet der gør på et album, hvor det i øvrigt er bemærkelsesværdigt, at det samlet vurderet ikke er gæsterne, der er de reelle stjerner. Der er derimod selve det sammentømrede grundhold af musikere, der hele vejen sikrer at skovbunden er til at betræde – og at der er masser af vækstpotentiale, og fuld grøde i jorden.
Ikke mindst Maria Jagd’s stemningsfulde violinspil farver og løfter hele vejen i gennem og gør en markant forskel, ligesom det ofte simple, men ganske effektfulde guitararbejde fra Oliver Hoiness gør det. Holdindsatsen spilles helt hjem af den altid driftssikre og dekorative bassist Anders ’AC’ Christensen, der også bidrager på piano, og så med medproducer Silas Tinglef på trommer, percussion, keys og spansk guitar.
Seneste single er ”Love Is A Force” – hvor danske Stine Grøn (Irah) og den amerikanske lo-fi mester Bill Callahan er med. En dragende dyster sang – om kærlighedens forcer og faldgruber – og hvor der for enden af regnbuen alligevel findes noget håb og lys – alt til trods.
Det er et af mere end en håndfuld fantastisk givende og funklende højdepunkter på et skumringssmukt album, der er præget af et imponerende kvalitativt niveau over alle 14 numre, selvom sange som “Pick Me Up”, ”Tidal Heart”, ”Marie” og ”Theme for Lenny” nok indeholder større betydning for Kira Skov selv , end et blivende udbytte for dig som lytter. De numre forbliver små parenteser, mens andre præsterer perfekt, pryder og fryder. Ikke mindst ”Dusty Kate” og ”Ode To The Poets”. Begge leveret sammen med Mette Lindberg (Asteroids Galaxy Tour), der har en sødmefyldt Kate Bush klang i sin vokal, som i den grad klæder disse numre, der ubetinget udspiller sig med albummets største melodiske hit potentiale.
Det første en slags hyldest til netop Kate Bush og Dusty Springfield, mens det andet tager sit afsæt i en slags samtale mellem to store poeter fra hver sin tid Dylan Thomas og Jack Kerouac. ”Ode To The Poets” forkælet med lækker spansk guitar og vintage violin noter i retning af noget, der kunne lyde til at være hentet fra en inspirationskilde fundet på en gåtur med Lou Reed på den vilde side. Et velproduceret, let poppet, men bredtfavnende og intenst iørefaldende nummer, der må stå helt forrest i køen når numre til hård rotation for de kommende måneder skal vælges på såvel P3, P4, P6. To numre der gør det umuligt ikke at drømme om et helt Kira Skov & Mette Lindberg album næste gang.
Pladens Leonard Cohen moment mærkes godt i selskab med Steen Jørgensen (Sort Sol) på ”In the End” og så synger Kira Skov selv – i godt selskab af svenske Jenny Wilson og britiske John Parish – sig i den grad i verdenseliten på ”Horses”, der bygges rytmisk op, og ender et sted, hvor man næsten kun venter på at Buffy Sainte-Marie melder sin ankomst. Et nummer med en nærmest befriende og opløftende oprørs-stemning over sig.
Kira Skov synger som sædvanligt så man kan mærke det, og med nerve og nærvær hele vejen igennem, men man savner måske at der også lige bliver ‘luftet helt ud ‘– sunget helt igennem – især når teksterne undervejs lufter indignation, vrede og frustration over tingenes tilstand. Hun slipper aldrig helt kontrollen, når hun ubesværet bevæger sig rundt med livets mørke sider som ledsager, men til gengæld mærkes det at hun griber mere ud – når der anes sprækker af lys. Det gælder både i tekst og musik, og i samspillet med de mange gæster resulterer det også i en velkommen variation i den måde duetterne er bygget op.
Måske bedst illustreret på de to sidste numre, der bare MÅ fremhæves – ”Deep Poetry” og ”Burn Down The House”. ”Deep Poetry” er en ret ’cool’ og pudsig – men vanvittigt vellykket varm duet med franske Lionel Liminana – der reciterer på fransk, mens Kira Skov synger på engelsk. Det på en måde så man mærker hver en følelse og stemning i ordene, om man nu forstå dem eller ej. En lille genialitet. Intet mindre! Til gengæld er sangen om den forliste kærlighed – ”Burn Down The House” – til at forstå, og med hjælp fra Marie Fisker, og følsom saxofon fra Ned Ferm, ovenpå en ulmende bund af lyd i et nærmest dovent tempo, så efterlader den en med en brændende fornemmelse af, at vi alligevel alle sammen nok skal komme vide – også selvom det bliver i hver vores tempo.
“Spirit Tree” er således endnu en stærk gren på det velvoksne træ, der gror og blomster med Kira Skov for hver udgivelse hun deler med verden, og “Spirit Tree” er en af den slags Skov ture, der kalder på en gentagelse.
