Når 35.000 mennesker mødes om den samme koncertoplevelse vil der altid være delte meninger. Mange faktorer er i spil . Ens egne forventninger, kendskab, sammenligningsgrundlag, sindstilstand, dagsform – og hvor er man nu placeret og med hvem omkring. Men når alt lykkedes på en festival, så kan det også ‘bare’ været selve nuet, der nulstiller alt, og løfter dig ind i en drømmeverden for en stund med ligesindede. Det skete torsdag aften, som et kys ovenfra … eller var det nedefra?
Copenhell er født som en metalfestival, og allerede der er torsdagens hovednavn KISS, der efter 50 år i manegen er på afskedsturne, ugleset af nogle. For nej – KISS er ikke metal – det er melodisk hardrock, og Copenhell er nu om dage også mere end en metalfestival – og tak for det. For det har givet mulighed for ‘både/og- og mere til’ inden for rockens store appetitvækkende skatkammer, og har givet festivalen anledning til at løfte sig til en festival med internationalt format, der ikke længere behøver, at se sig som lillebror til Sweden Rock, der bliver afviklet ugen op til bare et par timer væk på den anden side af broen.
Hvor Sweden Rock groft skitseret er mere pæn, ren og ‘old-school’ er Copenhell i hele sin opbygning stadig tro mod sit navn, og fremstår rå, robust og regulær i hele sin fremtoning – også når der går ‘oktoberfest’ og ‘vin og ølgod’ stemning i den, i det store Biergarten telt med DJ’s og coverbands. Det er nemlig de små ingredienser, der skaber den store fest, det ved Copenhell, og det ved om nogle – KISS.
Indenfor den melodiske hardrock har KISS uomtvisteligt været nogle af bannerførerne i mere end fem årtier – også selvom omfanget af kvalitativt nyt materiale i dette århundrede har været minimalt sammenlignet med hvad de leverede i det forrige. KISS skal anno 2022 ikke ud at vinde nyt terræn. Deres aktuelle afskedsturne er skabt til deres loyale fans, der har fulgt dem i årevis, og sandsynligvis har set både gode og dårlige koncerter.
Et festfyrværkeri af et farvelkys
De fans skal slutte med at få en oplevelse, der vil blive husket, om ikke som den bedste, men som en af de virkelig gode. Meldingerne var stort set entydige fra alle de øjenvidner SIDE 33 var i kontakt med. KISS gav et festfyrværkeri af et helvedes godt, langt og intenst farvelkys.
Kald det kærlighed, kald det lige hvad i vil. Kiss sluttede så afgjort med stor værdighed, og fik fra start ’folket’ med. Fra forreste til bagerste række på den populære græsbakke. Effektfuldt fik de ALLE med, som en del af helhedsoplevelsen. Dem til venstre, dem til højre, dem der stod som midtpunkter. Det var SPOT ON!
KISS virkede tændte, veloplagte, velspillende, og de to original medlemmer og frontfigurer Paul Stanley (guitar) og Gene Simmons (bas) kunne stadig levere både musikalsk, stemmemæssigt og som en del af en levende show, der vel nok er et af de største og bedst gennemførte på dansk grund.
20 sange var hentet fra hele 12 album – med hovedvægten på det der for mange er hovedværket ”Destroyer” (1976) – hvorfra de spillede hele fem numre – Beth, Detroit Rock City, Do You Love Me, God of Thunder, Shout It Out Loud. Også albummet ”Kiss” (1974) var rigt repræsenteret med fire numre på sætlisten; 100,000 Years, Black Diamond, Cold Gin, Deuce. Til gengæld havde ingen numre fra deres seneste studiealbum ”Monster” (2012) fundet vej til sætlisten.
Festen kunne ikke lukke bedre end med signatursangen Rock and Roll All Nite fra “Dressed to Kill” (1975), for i bund og grund er det jo præcis den følelse og med det mål, at de fleste kommer til Copenhell for. Den følelse havde fået præcis den benzin den krævede, og mon ikke endnu flere end før koncerten nu stod med en indre følelse af der stadig er god grund til at være ‘Dressed to Kiss’!
Kys det nu det satans liv, synger Steffen Brandt i en af hans stærkeste tekster, som for længst er blevet til fællessang i Dannevang. At fællessang kan udfolde sig på mange måder, var denne torsdag aften et enestående smukt eksempel på, og en understregning af at Copenhell, Kiss, og et mangfoldigt publikum, der vel aldersmæssigt går fra cirka 2 til 82 år, er enig i det budskab … kys det nu det satans liv!
