Som en musikalsk bredside til os alle får vi heldigvis alverdens spændende musik forelagt eller tilsendt til anmeldelse. Nogle album er mere ligetil at anmelde end andre – men hver gang anmelder jeg med åbent sind på baggrund af nysgerrighed, viden, indsigt i stofområdet – som så naturligt skal kædes sammen med selve lytteoplevelsen.
Til tider forstår jeg ikke musikken, andre gange forstår jeg ikke teksterne, til tider forstår jeg slet ikke noget. Det kan så være produktet, der er noget galt med – eller det kan være mig som anmelder – til tider en mellemting.
I tilfældet KLOSTER er det rent ud sagt min teologiske viden, der er alt for begrænset til at fortolke og forstå de ellers åbenlyst fantastiske og fabulerende tekster, som salmedigteren Simon Grotian har skrevet – og som Mikael Rahbæk Andreasen har sat musik til i tæt samarbejde med Mikkel Elzer.
Det er et grænseløst, ambitiøst og gennemført album – med en stor og tyk streg under album. For det er sammenhængskraften og saften i såvel ord og musik som imponerer, og giver indtryk af noget større.
Det musikalske projekt Kloster har før skabt musik, der har vakt opmærksomhed – rent faktisk er dette det syvende album under Kloster navnet – og det seneste album ”Half Dream, Half Epiphany” fra 2015, sikrede manden bag projektet Mikael Rahbæk Andreasen en Steppeulv pris som Årets komponist.
Og det er i sandhed også kompositionerne, der får lov at folde sig ud på ”Især til de levende”. Sammen med Mikkel Elzer skabes storladne, sagte og følelsesladede pastorale-folk-salmer og et levende lydlandskab, der hele vejen igennem mærkes som en rejse i mellem tid og sted, himmel og jord, lys og mørke, og ikke mindst liv og død.
Instrumenteringen på albummet er et kapitel for sig selv – det meste spilles af de herrer Rahbæk og Elzer, der således undervejs håndterer akustisk guitar, elektrisk bas, klaver, rhodes, synthesizer, elektrisk guitar, trædeorgel, bjælder, rørklokker, shakers, mandolin, claves, håndklap, gulvtam, vibrafon, wurlitzer, elorgel, trommer, tamburin, melodica, vindgong, elefantklokke, omnichord, triangel, bækken, mandola, barytonukulele og syngeskål – og så får de ellers undervejs veludført hjælp af diverse dygtige gæstemusikere som bidrager himmelgribende henført på vokal, saxofon, tværfløjte, lap steel guitar, trompet, ,bratsch, trumpet, vibraslap, cello, barytonhorn, cello, banjo, sav, kontrabas, trommemaskine.
Det er ganske enkelt et musikalsk univers spækket med lag og indtryk uden på noget tidspunkt at blive for overfyldt eller overproduceret. De forskellige lag høres som oftest enkeltvis eller i fin samklang, og gør at man i løbet af alle 41 minutter og 10 numre virkelig mærker, føler og røres af dette album.
Også selvom tekstuniverset forbliver for fremmedartet for en type som mig – der ganske vist havde en oldefar, der var præst, men som altid har haft svært ved at tro på andet end det man videnskabeligt og filosofisk kan argumentere for. Dyrkelsen og brugen af religion er kort sagt ikke i mig, og jeg er hverken er døbt eller konfirmeret, og kender absolut intet til Bibelen eller andre hellige skrifter.
Til gengæld dyrker og lever jeg gerne efter værdier – og de berømte bibelske 10 bud rummer jo rent faktisk en masse værdier, som det er uendeligt svært at være uenige i. Men jeg har nu aldrig været i nærheden af at anmelde en album, hvis tekster rummer ord som:
Jomfrukærten, englekø, ammesø, bibelflor, sognebånd, hjortetakken, salmepol, hemisfærer, herreløv, lavaflod, dråbeskoven, slørkapel, øjenpar, himmelpapir, fåreønsker, slørsonet, sukkerklo, visom.
Flotte og billedrige ord – som jeg for en stor dels vedkommende aldrig har mødt i mit ellers efterhånden velprøvede liv.
Tekstforfatter Simon Grotian døde sidste år i august måned – 57- år gammel – og blev i den forbindelse blandt andet beskrevet således i Information –
”Simon Grotrian, der døde onsdag aften, overøste os med en inviterende, lystfuld, kropsglad, legende og religiøs poesi fuld af trøst. Lige ved siden af håbløsheden”
”Han er ikke bare en af de mest produktive og vildt associerende danske digtere, men også en af de mest eksplicit religiøse”
Og det er sådan set præcis sådan albummet opleves, som legende – nysgerrig på livet, med døden som vilkår og følgesvend – sat i ord og toner – der indfanger både håbløsheden, og trøsten – glæden og sorgen. Og alt efter hvad du nu tror på eller ikke gør, er det jo i sig selv tankevækkende, at det Simon Grotian, der inden sin død havde valgt titlen ”Især til de levende”.
Men fakta er at du her hører et ret unikt, håndspillet og nærværende værk, der håndterer skrøbelig og skønhed, som ligeværdige partnere. Rent faktisk uden lige på den danske scene – selvom Marc Facchini og Hymns From Nineveh også har arbejdet indenfor samme musikalske atmosfære.
Åbningsnummeret ”Fred med verden” og ”Troen efter døden er ekstrem” lyder næsten som selve definitionen på skønhed eller måske selve meningen med livet? Begge numre, der på omkring seks minutter får skabt stemninger, der reelt ikke kan beskrives, men som skal høres – men ”elektrisk ladet fladlands-folk” – kunne være et bud.
Det flade landskab vi lever i, betyder også at der altid er højt til himmelen, og i albummets mest rytmisk direkte nummer ”En anden salme”, får man den tanke at sådan kunne Burnin Red Ivanhoe måske have lydt om de var blevet ramt af himmelske kræfter.
Andre steder er det nærmest industrial-pastroral-folk – hvor man i lydbilledet fornemmer mødet med de seneste års udgave af Thåström – særligt i den korte men besnærende ”Verden har et gitter” eller den mildt sagt guddommeligt vellykkede ”Guds nåde har vintergæk” sætter tanker i den retning med en både en både skælmsk, ulmende og intensiv stemning. En stemning der udfordres og udløses til fuldkommenhed i ”Visom”, der næsten føles som soundtracket eller testamentet til selve turen fra himmel til helvede og retur, eller fra livet til døden.
Det kan måske lyde lettere krævende at lytte til dette album. Det er det sådan set ikke. Du skal bare være til stede, og give det sin fulde opmærksomhed, ligesom en god film.
Og mens du lytter og stadig bliver ældre – så kan du tjekke om du kan sidde upåvirket tilbage når Mikael Rahbæk Andreasen – med sin behagelige – men også i længden lidt for monotone vokal – rammer din øregang med linjerne:
”han kaster en fredsdue over dit hus – hvor safterne stiger og synker – det sure, det søde og menneskers knus – det tegner han på dig som rynker” – i nummeret ”Han glemmer mig aldrig i afgrundens nat”
Albummets mest radiovenlige nummer er ubetinget ”Han pusler med bjerge og englenes hære” – som fans af f.eks. Love Shop og Jacob Bellens – med garanti vil kunne finde stor nydelse i at dykke ned i. Hovedværket er og bliver dog det over 8 minutter lange ”Guds nåde er en vintergæk” – der må være Klosters bud på hvordan Leonard Cohen kunne lyde hvis han var blevet ramt af pastoral-folk- pop-lyset.
Hverken det nummer, eller de indledningsvis omtalte perler af skønhed ”Fred med verden” og ”Troen efter døden er ekstrem” kan få mig omvendt i min mangel på tro til andet end fritænkning, men de kan i høj grad sætte nogle tanker og følelser i gang. For jeg tror på ord – og på sammenhængskraften med musikken. Så jeg tager gerne en tur med KLOSTER med ønsket om at få mulighed for at høre dette album opført i sin helhed LIVE i en kirke. Håber ikke det for meget at bede om – og jeg lover at tage min oldefar med i hjertet.
PS. Det flotte cover, som i den grad pryder i vinyludgaven – der er trykt i 300 eksemplarer – er skabt af billedkunstner Peter Brandes.
