Midt i forårets farlige store mængder af udgivelser lå Knap 10 i postkassen. Om det var åbningsnummeret ”Vinter når vi vågner”, der var en kende for trist og melankolsk til en grå forårsdag, skal jeg lade være uopklaret, men albummet prellede af på denne skribent, som væske uden alkohol gør det på gæsterne på campingområdet til en Roskilde festival.
Albummet lå dog fortsat og drejede rundt om sig selv i rækken af længselsfulde LP’er til anmeldelse, og insisterede ihærdigt på at blive taget seriøst. På inner-coveret stod teksterne – og ord som Weekend-tanketvang, selviscenesatan, skarntype og Familien Braklacht, sprang ud og skød sig direkte ind på nethinden.
For det er ikke lige frem hver dag man finder sådanne ord brugt på en dansk album udgivelse – der også rummer et nummer med den underfundige titel ”Tabte ord for æbler”, der i sidste linje konkluderer ”Og stadig har mit sprog tabt det ord – der helt præcist dækker …” .
Sangskriveren og frontmanden i Knap10 er da heller ikke Hr. Hvem-Som-Helst. Den 52-årige Hans Holten Hansen er uddannet på forfatterskolen, og har flere digtsamlinger bag sig – ligesom han som musiker har spillet med navne, som How-Do-I, Olesen-Olesen og Nikolaj Nørlund.
Fortidens samarbejdspartnere anes på et lydbillede, som Knap10 selv kalder støj-pop, men som vel nærmere er poesi-pop med en ulmende – til tider urolig – leg med strabadserende stemninger og melodier. Fans af Mads Mouritz, Mellemblond, Gangway og Fløjl vil med overvejende sandsynligt også kunne være med her.
Det er dog ikke hele vejen på de 11 numre, at den musikalske ledsagelse lever op til standarden i teksten. Men generelt vokser albummet ved gentagelse – selvom temperaturen i musikken sjældent når over det kølige og afmålte.
Ikke alle lag i musikken åbner sig lige hurtigt – men det åbenbares hurtigt, at der tale om et album, der reelt bør have samme opmærksomhed som en god bog eller en film. Giver man sig tid åbner sig en indre billedside, der uden klare svar malende beskriver det korte livs meningsløshed, den evigt truende ubalance, og den hån, man ofte møder når man kigger sig i spejlet.
Der er bestemt ingen grund til hån eller til at skille dette album ad. Det er usvigeligt sikkert ubalanceret, og derved i total balance med projektets DNA. Skulle tiden være knap så start med at indtage albummet i små bidder – og nap roligt ”Tvangsweekendtanker”, ”Helt anden helt inden” og ”Gennemsnitlig” – og gear så eventuelt ned med ”Roskildeør”.
Og navnet Knap10? Det er beskrivelsen for den fingerfærdighed, som Hans Holten Hansen har kunnet udvise efter han mistede halvanden centimeter af højre pegefinger i et for tæt møde med et cykelhjul for 2 år siden. Den ulykke er den direkte årsag til dette debutalbum. Så igen – intet er så skidt, at det ikke godt for noget – også selvom slutresultatet måske lige mangler lidt mere end 1½ centimeter for at nå helt i mål.
