Ved et brag af en koncert sidste weekend på Hotel Fuglsøcentret lød startskuddet til koncertserien ”The Rolling Stones Tribute – 60 years of rock and roll”. Ja, overskriften taler jo nærmest for sig selv – og underbygges af et hold mere end solide danske musikere, og et stærkt felt af solister, der med masser af rullesten i blodet, helhjertet fortolker de britiske mestre i rock and roll.
Den originale Guns’N Roses guitarist og senere L.A. Guns guitarist Tracii Guns skulle have været en del af holdet – men han måtte melde fra i sidste øjeblik. Arrangørerne Copenhagen Guitar Show viste dog handlekraft og udnyttede, at Johnny Madsen Band havde aflyst årets koncerter pga. Johnny Madsens aktuelle rygproblemer. Knud ’er gud’ Møller var derfor ledig, og klar til at træde til i et i forvejen stærkt set-up af folk med Bjørn Fjæstad, Mathilde Falch, Jimmy Jørgensen og Bobo Moreno i front. Ved to af koncerterne – i Horsens og i Haderslev – afløser Alex Nyborg-Madsen dog Bobo Moreno .
Og at valget af Knud Møller var ganske oplagt, og at han har en livslang kærlighedsaffære med materialet afslørede det interview vi havde med Knud Møller sidste år. Hans svar og et par herlige anekdoter hiver vi lige frem igen i anledning af den aktuelle tur, der altså fortsætter i aften i Tønder Kulturhus.
SIDE 33 – Du er med garanti selv en inspiration for mange yngre guitarister. Hvem er dine egne musikalske forbilleder?
KNUD MØLLER – ”Det er selvfølgelig også noget, der udvikler sig. Jeg har haft og har mange forskellige forbilleder. Heriblandt naturligvis Keith Richards, som jeg første gang hørte som knægt. Siden blev det Frank Zappa, som jeg lyttede vildt meget til. Jeg tror, jeg har 35 albums med ham – og alle er i øvrigt førsteudgaver. Senere blev det den finske guitarist Jukka Tolonen, som spillede i bandet Tasavallan Presidentti. – En pragtfuld musiker, som jeg faktisk også har mødt. Vi spillede på en festival, fuld knald på, sveden haglede, og der var nok 15.000 mennesker. Efter sidste ekstranummer stillede jeg min guitar, og da jeg kiggede op, stod jeg ansigt til ansigt med Tolonen. Han havde stået og lyttet til vores koncert, og på sit charmerende finsk/engelsk sagde han: ’You play a very good guitar’. Jeg var ved at falde bagover. Tænk at møde sit store idol på den måde.”
Mick Taylor har jeg også mødt et par gange – bl.a. på Skanderborg i 1997, hvor vi begge spillede. Mit møde med Taylor blev sat i stand af en journalist fra Jyllands-Posten, der kendte min begejstring for ham. Jeg var lige kommet fra scenen, og mit hjerte sad i halsen af spænding og forventning. Men det viste sig, at Mick Taylor ikke ligefrem var i snakkehumør. Jeg havde i et pænt stykke tid vidst, at det her møde var kommet i stand, og havde selvfølgelig tænkt meget på, hvilke ting jeg gerne ville vende med ham, men ligesom vi havde trykket hænder, forsvandt han ind i sin garderobe, før jeg havde haft mulighed for at sige noget som helst. Fotografen havde heldigvis fået en serie gode billeder af os.
Året efter skulle vi igen spille på samme festival. Jeg mødte op med fotoet fra året før til signering,”Mr Taylor…would you please sign this picture for me?” I den tro, at nu kunne jeg sikkert få en god snak med Mick Taylor…men nej. Han sagde, uden at se på mig,”Year,I´ll sign it…I´ll sign it”. Og så gik han, ligesom året før, ind i sin garderobe igen, og så kunne jeg bare stå der. Men jeg elsker Mick Taylor og hans guitarspil højt, og han er stadig min største inspiration.”